Det kommunistiske partis organisation og rolle var til debat lørdag den 11. september i Roskilde.

af Svend Erik Christensen, DKP Roskilde
Kommunister fra det meste af Sjælland havde fundet vej til Roskilde lørdag den 11. september. DKP's distrikter i Sydøstsjælland og Vestsjælland havde indbudt til et seminar. Et par og tyve medlemmer og sympatisører fra DKP, DKP/ML og KPiD havde taget mod tilbudet, og var med til en spændende eftermiddag med gode diskussioner og stor interesse og nysgerrighed for hinandens synspunkter, uanset hvilke parti man kom fra.
DKP'erne Klaus Haase fra Jyderup og Svend Erik Christensen fra Roskilde fremlagde 12 teser eller antagelser om et moderne kommunistisk parti. De fik modspil fra DKP's formand Henrik Stamer Hedin, medlem af DKP/ML's landsledelse Lotte Rørtoft Madsen, og medlem af KPiD's landsledelse Klaus Fink.
De 12 teser tager udgangspunkt i den virkelighed vi lever i, her i begyndelsen af det 21. århundrede. En virkelighed, der klart adskiller sig fra 70'erne, hvor de danske kommunister senest havde deres storhed. En af antagelserne er, at det moderne kommunistisk parti må tilpasse sin organisation, rolle og arbejdsmetode til de behov og forventninger, som en nutidig dansker har til at lade sig organisere politisk. Partiet må også være ydmyg i sit forhold til bevægelserne og arbejdet i dem. Det må være lyttende og debatterende med bevægelserne og ikke bedrevidende og kommanderende.

Kapitalistisk og kommunistisk ledelse
En anden antagelse er, at der er en sammenhæng eller parallel mellem arbejderklassens revolutionære partiers udvikling og udviklingen af ledelsesteorier og kapitalistisk organisering af arbejdet og produktionen.
De socialdemokratiske partiers udvikling frem til 1914 skete samtidig med at værkstedet (i hvert fald i Norden) var den udbredte produktionsform. De kommunistiske partier, der blev etableret i kølvandet på Oktoberrevolutionen, havde den moderne fabrik som forbillede. Den moderne produktion med samlebånd og en opsplitning mellem arbejdets udførelse og arbejdets planlægning. I denne periode var de kommunistiske partier sektioner af Komintern, og underlagt dets eksekutivkomites detaljerede beslutninger om det enkelte partis lokale arbejde.
Op gennem 30'erne og særligt efter 2. Verdenskrig kom der en erkendelse i de mest fremskredne kapitalkredse om, at hvis produktion skulle udvikles yderligere, så skulle arbejderen inddrages som et subjekt i produktionen. Arbejderen skulle motiveres og have medindflydelse. Det var den såkaldte 'Human Relations'-skole.
I Skandinavien var der paralleller med udvikling af samarbejdsorganisationer på arbejdspladserne og forsøg med medarbejderinddragelse. Nogle af de samme idéer slog også igennem i de kommunistiske partier. Komintern blev opløst i 1943, og de nationale partier skulle kunne handle selvstændigt ud fra de nationale forhold. Den enkelte grundorganisation på fabrikken eller i landsbyen skulle være i stand til at arbejde selvstændigt og gribe ind i det lokale politiske liv.

Nye produktionsformer - nye ledelsesformer
I de seneste år har den vestlige kapitalisme været nødt til at finde nye veje for at optimere produktionen. Det er ikke nok at arbejderen leverer arbejdskraft og er motiveret for at arbejde. Produktionen har brug for loyalitet. Arbejderen skal også levere sin viden og sjæl til virksomheden.
De moderne virksomheder ledes ud fra deres værdigrundlag. De udvikles gennem læring, og organisationsformen er produktionsteams og projektorganisering. Det stiller helt nye krav til arbejderen, og det former arbejderen på en helt ny måde, der er kvalitativ forskellig fra den traditionelle samlebåndsarbejder.
De nutidige ledelsesformer har endnu ikke slået igennem i de revolutionære partier, der er under udvikling. Det bliver en af udfordringerne til et moderne kommunistisk parti.
Der blev peget på at et moderne kommunistisk parti må udvikles i en syntese af fornyelse og kontinuitet. Partiet må kombinere kommunisternes traditionelle arbejdsform: den demokratiske centralisme, med de nye ledelsesteorier og organisationsformer, der bruges i erhvervslivet.
Partiet må ledes ud fra de fælles værdier. Partier må tilegne sig en evalueringskultur og være en lærende organisation. Partiet må arbejde med for eksempel selvstyrende grupper, netværk og projektorganisation. Den demokratiske centralisme må tilpasses nutiden, og der må lægges mere vægt på demokratiet end centralismen. Det må gennemsyres af en debatkultur, hvor det ikke er spørgsmålet om at overbevise hinanden, men om sammen at blive klogere. Grundorganisationen skal i lokalområdet være i stand til at arbejde selvstændigt og udvikle den politik og taktik, som de lokal forhold fordrer.

Stor grad af fælles forståelse
I debatten var der flere der syntes at det var en interessant antagelse om sammenhænget mellem udviklingen af den kapitalistiske produktion og ledelsesformer og udviklingen af de revolutionære partier.
Henrik Stamer Hedin gav udtryk for at det var en interessant og ny teori, som han havde meget sympati for.
Lotte Rørtoft Madsen sagde at det unægtelig ser ud til at måden den kapitalistiske produktion er organiseret på spiller ind på partiets opbygning, og det er et element vi skal kikke nærmere på. Hun efterlyste mere empiriske undersøgelser. Hun påpegede at vi som kommunister må organisere os ud fra de mål vi sætter os. Det kommunistiske parti er ikke en ø i samfundet. Det må bygge på erfaringerne fra arbejdet i bevægelserne, for eksempel fagbevægelsen.
Klaus Fink påpegede, at de moderne ledelsesformer og produktionsformer havde til formål at forøge profitten. Der var flere af deltagerne, der også var kritiske overfor, hvordan de nye organisationsformer fungerer på arbejdspladserne, og hvordan de er med til at give stress blandt de ansatte.

Demokratisk centralisme
Meget af debatten var koncentreret om den demokratiske centralisme. Der var udbredt enighed om at et kommunistisk parti må bruge den demokratiske centralisme som organisations- og arbejdsform.
Lotte Rørtoft Madsen sagde, at hun hellere så, at forholdet mellem demokrati og centralisme blev set som et dialektisk forhold, i stedet for at sige at demokratiet skulle vægtes mere end centralismen.
Klaus Fink gjorde opmærksom på, at den demokratiske centralisme kun fungerer hvis medlemmerne vil det. Den er ikke egnet til at løse konflikter. Det har historien også vist i forhold til DKP for eksempel i slutningen af 80'erne. Det er nødvendigt med frie diskussioner, og det enkelte medlem må gå ind i diskussioner med den bevidsthed, at det ikke er sikkert at man får ret, men at vi alle sammen gerne skal blive klogere. Klaus Flink sagde at demokratiet i partiet er en pligt og ikke en ret. Det er medlemmerne, der her igennem partidemokratiet udformer partiets politik.
Der var også enighed om, at de enkelte grundorganisationer i partiet er fundamentet. Det er her medlemmerne har sin indflydelse på partiets politik. Erfaringerne fra DKP er da også, at de enkelte partiafdelinger op gennem 70'erne og 80'erne havde arbejdet meget selvstændigt, og ikke i nævneværdig grad ladet sine prioriteringer og aktivitet påvirke af partisekretariatets cirkulærer.

Kritik og selvkritik
I forbindelse med debatten af den demokratiske centralisme var kritik og selvkritik oppe at vende.
Svend Erik Christensen nævnte i sit oplæg, at dette begreb var blevet nedtonet i DKP i 70'erne og frem. Det skyldtes sikkert at metoden var blevet en karikatur af sig selv. Både på den måde den blev brugt før i tiden i DKP, og den måde den blev anvendt på af de maoistiske partier. Han foreslog, at vi igen tilegnede os denne metode. Han så den som en parallel til den evalueringskultur, der er i samfundet i dag.
Henrik Stamer Hedin sagde at det var rigtigt at det var et misbrugt begreb. Det havde nærmest udviklet sig til, at 'kritik er, når jeg fortæller dig hvad der er forkert, og selvkritik er, når du giver mig ret'.
Lotte Rørtoft Madsen fortalte om erfaringerne med brug af metoden i DKP/ML. Her havde den også været meget personfikseret i partiets barndom. Hun henviste til, hvordan kritik og selvkritik var brugt på en eksemplarisk måde i forbindelse med udarbejdelse af bogen '20 års kamp for socialisme - DKP/ML 1978-98'.
Klaus Fink sagde, at vi skal blive bedre til at se på om vores handlinger er gode nok. Vi skal være bedre til at evaluere.

Netværk og fraktioner
Brug af netværk og projektorganisation i det kommunistiske parti blev også kort vendt i debatten. Flere gjorde opmærksom på, at der i forbindelse med udvalg og for eksempel faglige fraktioner i dag fungerer netværk inden for de kommunistiske partier. Der blev også udtrykt bekymring for at der ved udbredt brug af projektorganisering kan udvikles sig flere centre i partiet, som reelt kan føre til fraktioner.
Seminaret sluttede kl. 17, og deltagerne tog hjem efter en god eftermiddag. Der var tilslutning til, at der bliver holdt et nyt seminar i Roskilde til foråret. Emnet kan for eksempel være globaliseringen og anti-globaliseringsbevægelsen.

De tolv teser eller antagelser om et moderne kommunistisk partis organisation og rolle findes i DKPs blad SKUB nr. 6 fra august 2004.
www.dkp.dk