Alternativet til nyliberalismen kan aldrig være en ikke-eksisterende kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Det virkelige valg, som menneskeheden står over for, er socialisme eller barbari

af Sven Tarp, medlem af DKP/ML's landsledelse
I denne weekend afholdes Danmarks Sociale Forum for anden gang. Det er en opmuntrende begivenhed. Et kig ned over programmet viser bredden og idérigdommen i den bevægelse, som er ved at udvikle sig.
Der er i høj grad brug for denne bevægelse, der har været længe undervejs her i Danmark. Men det er en bevægelse, som stadig ikke er tilstrækkeligt rodfæstet, og hvis fremtidige kurs er usikker. Meget vil afhænge af, om den forstår at orientere sig i en verden under store forandringer.

Verdensomspændende bevægelse
Danmarks Sociale Forum udspringer af Verdens Sociale Forum, som indtil nu har været afholdt fire gange. Derudover har der været afholdt en række kontinentale, regionale og nationale fora. Det er således en verdensomspændende bevægelse, vi står overfor.
De sociale fora er opstået som en reaktion på nyliberalismen og de alvorlige sociale, menneskelige og miljømæssige konsekvenser, som den har for verdens folk.
Hundrede tusinder af mennesker på alle kontinenter har deltaget i disse fora, som søger at give en organisatorisk ramme til den bevægelse, som opstod med de store demonstrationer mod verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle i 1999, og som går under det misvisende navn 'antiglobaliserings-bevægelsen'.
Folk fra de mest forskelligartede sociale, faglige og økologiske bevægelser har på denne måde kunne mødes og udveksle erfaringer til gensidig inspiration. Resultaterne heraf må ikke undervurderes.

En sund debat
På grund af den store bredde og ønsket om at finde et alternativ til den nuværende verdensudvikling har de sociale fora også været skueplads for en sund politisk og ideologisk debat om netop dette alternativ.
Den fælles overskrift om, at 'en anden verden er mulig', kan fortolkes både i den ene og anden retning.
På den ene side står folk som filippineren Walden Bello, der tror på en mere human udgave af kapitalismen.
På den anden side står de kræfter, som mener, at nyliberalismen i sit væsen er kapitalismen i vor tid, og at alternativet nødvendigvis må være et opgør med kapitalismen, dvs. socialismen.
Reelt set står kampen mellem en reformistisk, socialdemokratisk vej på den ene side og en revolutionær, socialistisk udvej på den anden side. Flertallet har endnu ikke gjort deres stilling klar.

Nyliberalisme og militarisme
Store spørgsmål er hermed sat på dagsordenen. Et af disse er forholdet mellem den nyliberale offensiv og militarismen. Mange, der vender sig i retfærdig harme mod de frygtelige følger af nyliberalismen, ser ikke en forbindelse her.
Det så man, da en USA-ledet alliance angreb først Jugoslavien og senere Afghanistan. Protesterne var til at få øje på, selv om krigsmålene indbefattede overgang til markedsøkonomi, privatiseringer og fede kontrakter til virksomheder i de krigsførende lande.
Før USA angreb Irak i marts 2003, oplevede vi de største samtidige demonstrationer i menneskehedens historie. De var det største lyspunkt i mange år. Millioner gik på gaden, fordi de var imod en farlig og uretfærdig krig.
Men det er symptomatisk, at da Saddam Husseins hær først var nedkæmpet, ebbede protesterne ud. Der var kun ringe forståelse for, at dette blot var begyndelsen til en lang og smertefuld besættelse af Irak. Mange forstod ikke den irakiske modstandsbevægelses karakter. De så ikke den nære forbindelse mellem krigen og de transnationale selskaber, som gik efter den irakiske olie og de fede genopbygningskontrakter.
På denne måde er 'antiglobaliserings-bevægelsen' mindst et skridt bagefter sin modstander. Den har øje på WTO's, Verdensbankens og Valutafondens skæbnesvangre rolle i verden i dag. Men som helhed har den endnu ikke forstået forholdet mellem disse organismer, de transnationale selskabers ekspansion, kapitalismens krise og militarismen.
Tom Friedman, der var rådgiver for USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, viste en langt klarere forståelse for dette forhold, da han midt i 1990'erne udtalte:
'Markedets skjulte hånd vil aldrig fungere uden den skjulte næve, som hedder USA's hær, luftvåben, flåde og marinekorps. MacDonald's kan ikke blomstre uden MacDonnell Douglas.'

Klassekamp
Alt dette viser, at der stadig findes mange illusioner om mulighederne for en mere 'human' kapitalisme. Det afspejler, at de nyliberale slagord om frihed, menneskerettigheder og demokrati ikke er blevet gennemskuet.
Pentagon-teoretikeren Francis Fukuyamas tese om 'historiens afslutning' har haft sin virkning. Mange kan ikke længere få øje på klassekampen som historiens drivkraft. De kan ikke se arbejderklassen og forstår ikke dens rolle i kampen for alternativer. I virkeligheden retter de blikket i den forkerte retning og ser ikke skoven for bare træer.
Den franske filosof George Gastaud viste i en tale på konferencen Civilisation eller barbari, der fandt sted i Portugal i sidste uge, hvordan klassekampen ikke alene foregår lige for øjnene af os, men også antager historisk nye former:
'Nutiden er kendetegnet ved en intens klassekamp, der omfatter hele verden og samfundslivet i alle dets aspekter. Men det er desværre den herskende klasse, som har initiativet i denne kamp, og det er grunden til, at de, der forveksler klassekamp og arbejderkamp, samtidig ser bort fra den kendsgerning, at klassekampen stadig er historiens drivkraft, selv om den har en negativ retning, som det er tilfældet i dag.'
Hvad der gælder om, er at lade alle de mangfoldige protester og bevægelser, som i dag vender sig imod nyliberalismen, udfolde sig og løbe sammen i en klassekamp mod det transnationale monopolborgerskab, så de kan matche den kamp, som dette borgerskab fører mod verdens folk. Når det sker, vil selv den blinde kunne se.

Truslerne mod civilisationen
Kapitalismen har ført menneskeheden ud i en situation, hvor civilisationen er ved at blive afløst af barbari.
De to milliarder mennesker, der lever for under to dollars om dagen, er allerede sat udenfor. Social nød og epidemier, som får lov at udvikle sig, truer hele folkeslag. Den skånselsløse jagt på råstoffer i den ene ende og den hæmningsløse spildproduktion og forurening i den anden ende undergraver selve grundlaget for vores eksistens.
Og dertil kommer truslen om ødelæggende krige.
Mange forfærdes over, at stadig flere lande får atomvåben: Indien og Pakistan, og måske også Nordkorea og Iran. Det er en forståelig bekymring. Men det er dødsens farligt at køre med på hetzen mod disse lande. Trods alt gør de ikke andet end det, som andre har gjort før dem. Hetzen mod dem er et forsøg fra sidstnævnte på at bevare deres monopol på atomvåben og dermed deres overmagt.
Man må ikke glemme, at USA er det land, der råder over de største lagre af atombomber og andre masseødelæggelsesvåben. Det er det eneste land, som indtil nu har brug atomvåben. Og det amerikanske Senat besluttede sidste år tilmed at udvikle en ny generation af små 'taktiske' atombomber.
Den canadiske økonomiprofessor Michel Chossudovsky har afsløret, hvordan dette sker i et tæt parløb mellem Pentagon og den amerikanske storkapital:
'Efter Senatets beslutning omdefinerede Pentagon detaljerne i sin nukleare dagsorden på et hemmeligt møde med topledere fra atomindustrien og det militær-industrielle kompleks. Mødet fandt sted i Centralkommandoens hovedkvarter på Offutt Luftbase i Nebraska den 6. august - samme dag, som den første atombombe blev kastet over Hiroshima 58 år tidligere.'

Alternativet
Hvis man ønsker at redde verden, er det ikke nok at vende sig mod fattigdommen og andre udslag af nyliberalismen. Det er nødvendigt at bekæmpe selve det system, som truer menneskeheden med barbari og det, der er endnu værre.
At tro, at EU kan være en allieret i denne kamp, er en illusion, der kan vise sig skæbnesvanger. EU er selv en samling af imperialistiske lande, der tidligere har kastet menneskeheden ud i to verdenskrige.
EU er den eneste statsdannelse i verden, som har nyliberalismens principper indskrevet i sin forfatning. EU er ligesom USA styret af transnationale monopolvirksomheder, som deltager i udplyndringen af verdens folk.
EU er selv i gang med at opbygge et militær, der kan sætte magt bag disse bestræbelser, og har udviklet en strategi, der også opererer med 'forebyggende krige'.
De såkaldte 'humanistiske traditioner' i Europa, der sælges som et alternativ til USA's eneråden, er intet andet end de resultater af arbejderklassens og folkene kampe, som nu er ved at blive undergravet i takt med EU-integrationen. Den europæiske storkapital er i bund og grund lige så farlig og samvittighedsløs som sit amerikanske modstykke.
Alternativet til nyliberalismen kan derfor aldrig være en ikke-eksisterende 'kapitalisme med et menneskeligt ansigt'. Det virkelige valg, som menneskeheden står over for, er 'socialisme eller barbari', sådan som Rosa Luxemburg formulerede det for snart hundrede år siden.