Fra at være et velanset lille land på fredens side er Danmark blevet et usselt lille land, som man nu skammer sig over at repræsentere.

af Ole Larsen, Spanien
Mens man tidligere blev mødt med begejstring, når man præsenterede sig som dansker i udlandet, bliver man nu i bedste fald mødt med forbeholden høflighed.
Og typisk nok er den krigsliderlige regering understøttet af den fascistiske halvdel af danskerne fuldstændig uforberedt på at tage konsekvenserne af sine handlinger.
Man følte sig helt sikker på risikofrit at kunne deltage i oliegangsternes fjerne kolonikrig og nedslagtning af 20.000 irakere, tortur og de andre krigsforbrydelser mod befolkningen, mod landet, dets 10.000 årige kulturskatte, den radioaktive forurening af landet i millioner af år fremover og så videre.
Fascister der tager sådanne beslutninger er ifølge sagens natur også kujoner.
Så når de nu bliver mødt af principielle betragtninger om konsekvenserne af deres rolle som krigsførende part, går de helt i panik og vil med alle midler slå ned på budbringeren.
Han har ikke sagt andet end, at hvis det omvendt havde været Irak, der havde besat Danmark, ville de ansvarlige irakiske ledere naturligvis tilsvarende have været legitime mål for dansk modstandskamp.
Men de danske kujoners indbyggede angst og de uundgåelige naturlige trusler som følge af deres krigsforbrydelser får dem til at glemme al demokratisk fernis og stræbe imod ophævelse af al ytringsfrihed, på samme måde som deres forbillede 'over there'.
Det vil ikke blive helt nemt at mobilisere medfølelse, hvis det skulle lykkes de irakiske patrioter at få ram på de danske krigsforbrydere.