Så er det, man som jord- og betoner en gang imellem kan være heldig at trække sådan en oprydningsentreprise i lykkeposen umiddelbart før, hele lortet skal afleveres. Af hensyn til lakskoene. Det er ydmygende og fornedrende, er det.

af Kjeld Stenum
En elektriker havde været efter mig, fordi jeg havde gået med et filsebrædt og repareret et nystøbt maskinfundament, der havde fået et par lufthuller. Fordi jeg brugte murerværktøj, troede han, jeg var murer.
Murere har ikke altid det bedste ry blandt håndværkere, de har oftest prinsessenykker og skal passes op i hoved og røv, siger den almindelige fordom. I et stykke tid lod jeg ham blive i troen, bare sådan for sjovs skyld.
Til sidst sagde jeg til ham, at jeg i virkeligheden var jord- og betoner. 'Uha, de er meget værre', sagde han. Jeg svarede, at jord- og betonere ellers altid fik lov til at lave det lort, ingen andre gad røre ved.
To dage senere vandt en makker og jeg alle tiders røvtur i lotteriet. Vi blev lejet ud til værket i to dage. Elektrikerne og smedene var ved at være færdige med at montere maskinerne og skulle afslutte, og så ville der komme direktører og mange fine herrer og damer, og sådan nogen havde laksko på, så der skulle gøres rent i hele bygningen efter alle de håndværkere, der havde været der.
Det vil sige, min makker og mig, vi skulle gøre rent. Det var det, vi var blevet lejet ud til. Sådan noget er en ganske frygtelig opgave. Af mange grunde. Først og fremmest fordi der altid er ukristeligt møget til, og ofte med støv, som burde sendes direkte til kommunekemi, når en tre-fire hold håndværkere har været i gang i en hal på én gang.
Dernæst fordi det ikke er videre inspirerende at muge lort ud, som andre har lavet. For det tredje var det som det altid er en ting, de fandt ud af i ellevte time, derfor blev vi trådt ret kraftigt i hælene. Det skulle helst være færdigt, før vi var begyndt.
For det fjerde var smedene og elektrikerne jo heller ikke helt færdige, så det var ikke til at komme til. Endelig - og det er det vigtigste - endelig er det noget underligt noget, at der skal være specielt rent og pænt, fordi der kommer et par direktører forbi.
Vi, som går der i månedsvis og får en daglig dosis af byggepladsstøv med alskens olier, tungmetaller og kemikalier, os behøver man ikke spendere en rengøring på, men så snart en direktør kommer på et ti minutters visit og risikerer at få et par fnug på lakskoene, sættes himmel og jord i bevægelse.
Det er en underlig skik. Jeg tror, det er noget kulturelt i kapitalismen. På den måde skaber man to verdner. På den måde luller man direktører og rådgivende arkitekter og tilsyn, og hvad der ellers findes af fine herrer i laksko ind i en illusion om, at danske byggepladser er rene og pæne og humane.
Det er de ikke. De er møgbeskidte og helbredsnedbrydende og stressende og umenneskelige. Men fordi de fine mennesker i laksko tror det andet, kan de sove roligt om natten og bilde sig selv ind, at de går og gør en masse godt for os, giver os arbejde og trivsel og al den slags.
Og at vi er nogen dovne utaknemlige lømler og lidt urimelige overfor dem, hvis vi ikke straks er optændte af deres tidsplaner og ønsker at give den hele armen for at gøre mester og bygherre glade. Men de rådne tidsplaner har fanden skabt, og det er på grund af dem, arbejdspladser ofte bliver så møgbeskidte og tilstøvede, at det er en helbredsrisiko.
Altså, var der et hold håndværkere, så var de ansvarlige for det svineri, de selv lavede og ville formentlig gøre rent efter sig hver dag til fyraften. Jo, de ville, det er ikke fordi mænd er nogen svin, for vi vil også gerne have det rent og rart.
Men når man bunker en tre-fire forskellige håndværkerhold sammen i et mindre rum på én gang, så kan man knapt lægge et stykke byggeaffald fra sig i fem minutter, før en tre-fire andre håndværkere har lagt noget af deres affald ovenpå, så bliver der ikke ryddet op, for man kan ikke rydde op i sit eget uden at tage de andres med, og så bliver man hurtigt den, der altid rydder op efter alle.
I øvrigt har alle holdene pissetravlt og har slet ikke tid til at rydde op efter andre, de ville knapt nok have haft tid til at rydde op efter sig selv, hvis det havde været muligt.
Så er det, man som jord- og betoner en gang imellem kan være heldig at trække sådan en oprydningsentreprise i lykkeposen umiddelbart før hele lortet skal afleveres. Af hensyn til lakskoene. Det er ydmygende og fornedrende, er det.
Da jeg den sidste dag fik øje på elektrikeren, som havde mobbet mig, røg jeg hen til ham og spurgte, om han kunne huske, hvad jeg havde sagt til ham den anden dag. Ja, for nu gik jeg og ryddede op i alt det lort, han havde gået og smidt fra sig, sagde jeg.
Så kunne han godt huske det. Nå, men hans mester havde nu også selv været i gang med kosten en dag, sagde han. Ja. For elektrikerne kunne jo ikke drømme om at gøre det selv, sagde jeg. Og så kom vi til at diskutere. Det tog lidt tid. Vi stod faktisk stadig og diskuterede, da lakskoene ankom. Og der lå endnu møgbunker rundt omkring.
Jeg var ved at være godt tændt af at diskutere med elektrikeren og var lige varm på at give de fine herrer og damer et kulturchok, så snart de opdagede møgbunkerne.
'Ja, sådan', begyndte jeg og havde tænkt at gå videre med hele smøren om fine sko og alt det lort, vi må vade i til daglig, og Kommunekemi og hele baduljen.
Men jeg gik i stå midt i sætningen, for de skrævede blot over bunkerne, som om de ikke var der, smilte og nikkede venligt og imødekommende til alle, som den slags folk i lyse bukser og slips jo gør, og styrede ellers lige løs på maskinen, et vidunder af en jordvarmepumpe, og gav sig til at diskutere den, som om hverken skidt eller jord- og betonere eller elektrikere eksisterede.
De var uimodtagelige for kulturchok fra en anden verden, for de så ikke den anden verden. De var helt væk i deres egen.