Sejr til den irakiske modstand over den imperialistiske koalition i Irak bør være alle socialisters ønske

af Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak
Enhedslisten (EL) forsvarer den nationale selvbestemmelse, siger EL's hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen i Dagbladet Arbejderen den 9. september.
Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at EL ikke støtter det irakiske folks modstandskamp, der netop sigter på at befri Irak og generobre den nationale selvbestemmelse, som i dag er stjålet af den amerikansk ledede besættelsesmagt, der har placeret Irak under et diktatur, som tilmed er grusommere end Saddam Husseins?
I referatet fra det seneste møde i EL's hovedbestyrelse den 21. -22. august forklarer EL med egne ord sit 'forsvar' af irakernes nationale selvbestemmelse: 'Store dele af de, der fører modstandskampen, er ikke nogen, vi bryder os meget om. (...) Det fungerer o.k., at vi har en lidt ulden linje, at vi støtter retten til modstandskamp, men ikke de grupper, der konkret kæmper - så længe vi kræver de danske tropper ud og besættelsens ophør.'
En 'lidt ulden linje' er både en indrømmelse og en underdrivelse. EL kan lige gå med til at anerkende irakernes ret til modstand mod besættelsesmagten, men støtter hverken deres konkrete kamp eller ønsker den irakiske modstands sejr over den amerikanske imperialisme, fordi modstanden ifølge EL hovedsagligt består af grupper, som er reaktionære og religiøse og har et politisk endemål, som EL ikke deler.

Mærkværdig begrundelse
Med EL's begrundelse for ikke at støtte modstanden i Irak in mente er det højst mærkværdigt, at EL i maj sagtens kunne støtte den af Venstres Ungdom hasteindkaldte demonstration, med deltagelse af blandt andet Dansk Folkepartis Ungdom og Giordano Bruno-selskabet, mod det lille islamiske Hizb ut-Tahrir, der midt under torturskandalerne fra Abu Ghraib holdt et offentligt møde mod USA's krig i Irak.
For jeg går ikke ud fra, at EL deler nogen af de ovennævnte gruppers politiske endemål. Derimod antager jeg, at Lenin stadig betragtes som relevant i EL. I 1915 skrev han i 'Socialisme og krig': 'Hvis fx Marokko i morgen skulle erklære Frankrig krig, eller Indien mod Storbritannien, eller Persien eller Kina mod Rusland osv., ville disse være 'retfærdige' krige og 'forsvarskrige', uanset hvem der ville angribe først. Enhver socialist ville ønske de undertrykte, afhængige og ulige staters sejr over de undertrykkende, slaveejende og røveriske 'stor'magter.'
Det er klar tale. Sejr til den irakiske modstand over den imperialistiske koalition i Irak bør være alle socialisters ønske ifølge lederen af verdens første socialistiske revolution og stat. Det er dog ikke EL's ønske.

Alvorlig sygdom
EL begrænser sig til at kræve, at besættelsesmagten, herunder Danmark, forlader Irak. Men dette synspunkt, som EL retfærdigvis ikke har stået alene med i Nej til Krig, idet for eksempel både KPiD og DKP/ML har været af samme opfattelse, er efter min mening kun én side af forsvaret af irakernes nationale selvbestemmelse. Den anden side er en klar politisk støtte til det irakiske folks legitime modstandskamp.
Sammenfattende viser EL's afvisning af støtte til modstanden i Irak, partiets famøse deltagelse i demonstrationen mod Hizb ut-Tahrir og dets holdning til USA's aggression mod Afghanistan, hvor EL ikke principielt fordømte overfaldet på dette fattige muslimske land, men stemte for både danske soldater til aflastning for amerikanske og britiske i Makedonien og mineryddere i FN-regi, at mens EL's forsvar af den nationale selvbestemmelse på ingen måde er principielt og konsekvent, så kan der i EL, stimuleret af imperialismens 'krig mod terror' og voldsomme antimuslimske hetz, konstateres en stigende og giftig islamfobi.
I betragtning af, at imperialismen med USA i spidsen har sat en aggressiv olieoffensiv ind mod de overvejende muslimske folk i den arabiske verden, nu senest Sudan, så er EL's åbne sår i antiimperialismen og den derigennem indtrængne antimuslimske virus, forklædt som 'kamp mod religiøs fundamentalisme', en alvorlig sygdom.