Regeringen forsøger at stemple en hvilken som helst åben diskussion af Irak, som en indirekte støtte til terroristerne

af Søren Søndergaard, MF for Enhedslisten
I sidste uge forsøgte regeringen og Socialdemokraterne at lukke for debatten om den danske besættelsesstyrke i Irak ved at aftale en borgfred om Irak-spørgsmålet.
Socialdemokraterne viser i en ny omgang slingrekurs, at de end ikke kan beslutte sig for, om man skal kunne tale om Irak eller ej. På den ene side vil Lykketoft gerne snakke om, hvad der skal ske med vores soldater i fremtiden, men på den anden side skal det danske engagement i Irak være tabu i valgkampen.
Imens forsøger regeringen at stemple en hvilken som helst åben diskussion af Irak, som en indirekte støtte til terroristerne. Det skulle altså ifølge regeringen være farligt at tale om, hvad der førte til, at de danske soldater nu står i et land, der bevæger sig mere og mere hen imod borgerkrigslignende tilstande eller at tale om, hvad der skal gøres i fremtiden. For sikkerhedens skyld skal vi lukke for den demokratiske debat.
Lad os lige se tilbage på, hvad udgangspunktet for Danmarks rolle i Irakkrigen var. Det var statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i 2002 i sin åbningstale fra Folketingets talerstol forsøgte at male et skræmmebillede af den aktuelle situation i Irak ved at sige, at det ville være for sent at reagere, 'når først giftgassen er spredt over en af vore store byer'.
Statsministeren argumenterede altså for, at en reaktion var nødvendig for vores sikkerheds skyld. Der var ikke tid til en demokratisk debat eller en granskning af, om truslen i virkeligheden var så presserende eller en diskussion om hvilken reaktion, der ville være mest hensigtsmæssig.
Regeringen sendte derefter med det smallest mulige parlamentariske grundlag danske soldater i krig i Irak - en krig, som FN's generalsekretær har erklæret for ulovlig.
Vi kan spørge os selv: Har Danmarks medvirken til besættelsen af Irak skabt mere sikkerhed nogen steder i verden? Snarere tværtimod. Det var regeringen selv, der med sin hovedløse beslutning om at følge USA ind i Irak, satte sikkerheden over styr.
I dag har vi igen en situation, hvor regeringen vil have lov til at bestemme sin politik uden indblanding og debat. For vores og de danske soldaters sikkerheds skyld.
Vil det give soldaterne mere sikkerhed, hvis vi lader dem blive i et land, der er på randen af borgerkrig? Det er der meget lidt, der tyder på. Lad os i stedet tale åbent om, hvilken løsning almindelige mennesker i Danmark, i Irak og i resten af verden er bedst tjent med.
Den diskussion skal hverken regeringen eller Socialdemokraterne have lov til at stoppe.