Jeg er pessimistisk overfor at almindelige mennesker i Irak overhovedet ville få lov til at lede deres eget land, hvis besættelsesstyrkerne ´uden videre´ forlod landet

af Ôrn Ôlafsson, København
Carsten Kofoed (CK) svarede (i Arbejderen 19/8) på mit indlæg i samme avis (5/8). Jeg er ret uenig i meget af det han siger.
Men først: Hvad betyder vores støtte eller modstand imod noget i Irak? Det betyder absolut ingenting for udviklingen i Irak. Det har kun betydning for de (desværre) alt for få danskere som læser vores indlæg. Med andre ord, vores støtte er udelukkende politisk analyse for hjemmefronten.
Men deraf følger, at vi ikke skal lave kompromisser, som magtfulde folk ofte må. Vi skal tværtimod bestræbe os på at være så objektive og ærlige som muligt. Og derfor har vi ingen grund til en 'enten-eller' tankegang som i cowboyfilm. 'Hellere Saddam end Bush', og den slags. Vi skal støtte rigtige initiativer, derimod ikke hvad som helst fra bestemte personer.
CK taler hele tiden om 'modstanden i Irak', som om det var én helhed - godt nok forenet af forskellige elementer. Her spøger tydeligt teorien om 'folkekrig'. Med andre ord, CK og hans meningsfæller overfører vores holdning til Vietnamkrigen på krigen i Irak. Men det er der desværre ingen grund til. Først og fremst fordi 'modstanden i Irak' absolut ikke er én forenet bevægelse, men sammensat af modstridende kræfter.
Hvad kunne nu skabe en national enhed af forskellige samfundsklasser, og det i verdens ældste klassesamfund? Man kunne egentlig kun tænke sig forsvaret af irakiske rigdomme såsom olien, mod de griske internationale selskab.
Men lad os vove det tankeeksperiment, at vi siger til Mahmoud, som er jordløs og arbejdsløs, at han skal sige nej tak til det gode jobtilbud fra Esso, og i stedet for udvise national solidaritet med de hovedrige irakiske kapitalister, som før betalte ham en sulteløn og i stedet gav støtte til det regerende parti, som forfulgte, torturerede og dræbte hans venner og familie.
Jeg tror at ganske mange irakiske almuefolk ville have svært ved at se logikken i nationalismen, og det kan jeg ikke fortænke dem i. Den borgerlige nationalisme indebærer, at alt skal underordnes den herskende klasse. Denne ideologi er lige så forløjet i Irak som andre steder.
CK og meningsfæller fokuserer meget på den væbnede modstand i Irak som det eneste alternativ til USA's dominans. Jeg mener det er fuldstændig forkert. Det vigtigste er organisering af folket, mobilisering i politiske partier og fagforeninger, etablering af uafhængige aviser og andre media. Det er det væsentligste for at folket kan mobiliseres for egne interesser. Og hvem bekæmper den mobilisering? Det gør de bevæbnede modstandsfolk som CK vil have os til at støtte.
Det er rent ud sagt tragikomisk, når CK betegner en del af dem som det 'islamiske spøgelse'. Nu taler vi ikke om muslimer generelt men om en mindre gruppe deraf, islamister. De har deres politik fra gud, og kan derfor ikke diskutere den med mennesker. Det ville være gudsbespottelse. De irakiske islamister støttes af de iranske, og følger samme politik. Jeg citerer en iransk flygtning, Farroukh Jafari (Rødgrønne linier (13/8):
'Vi har forstået, at den religiøse leder Khomeinis antiimperialisme ikke burde skjule hans antidemokratiske natur og ikke burde forhindre venstrefløjen i at bekæmpe Khomeini og hans rædselsregime baseret på politisk islam.
En betydelig del af venstrefløjen i Iran var blændet af Khomeinis antiimperialisme og kom sent til denne erkendelse. Det resulterede i, at den ret store og stærke venstrefløj i Iran nærmest blev udslettet indenfor Irans grænser og ikke længere regnes for alternativ til noget som helst.'
Vi har også set noget lignende i Afganistan, under islamisternes styre. Er det ikke på tide at vågne op og indse, at islamister er vores dødsfjender, og at det mildt sagt er hul i hovedet for socialister at støtte dem?
Jeg har set det argument, at det væsentlige er at svække imperialismen, dette globale hensyn må overgå alle lokale hensyn såsom kvinders rettigheder, politisk frihed og så videre i et enkelt land. For eksempel: 'Masserne i den hele den arabiske og mulimsk prægede verden støtter modstandskampen. Deres muligheder for frigørelse kan kun øges gennem svækkelse af imperialismen'.
Det er underligt, at CK overhovedet ikke nævner Iran i denne sammenhæng. For det har jo de sidste 25 år været et eklatant modbevis på denne påstand. Lad os ikke glemme hvorfor vi er imod imperialismen. Det er fordi vi er for massernes frigørelse! Den kan vi ikke gi køb på for at bekæmpe imperialismen!
Er USA-imperialismen svagere nu end for 25 år siden? Nej, det vil vist ingen påstå. Selv om Irans præstestyre er arg politisk modstander af den, så er det underlagt verdensmarkedet, det vil sige kapitalismen - netop fordi diktaturet har kunnet holde folkelige bevægelser nede.
Jeg er pessimistisk overfor at almindelige mennesker i Irak overhovedet ville få lov til at lede deres eget land, hvis besættelsesstyrkerne 'uden videre' forlod landet med det samme, fordi da ville de diktaturtilhængere som nu præger modstanden overtage. Det er vel ingen der forestiller sig, at så ville der blive folkeafstemning i Irak eller folketingsvalg, vel?
Selvfølgelig skal besættelsesstyrkerne ud af Irak snarest muligt, fordi deres tilstedeværelse opildner til stadigt flere myrderier af sagesløse. Men jeg mener, at de tropper skal afløses af internationale fredsbevarende styrker, helst fra mulimske lande, indtil januarvalget er afholdt, og der er blevet nogenlunde fredeligt i Irak. Det er i øvrigt hvad den provisoriske regering også går ind for.
Dagen efter at jeg læste CK's indlæg kom der en nyhed om mortarangreb på en tæt befærdet markedsgade i Bagdad. Der har været flere siden. Det er da logisk for de Saddam-støtter, som CK selv siger udgør en del af modstanden i Irak. Det er for at destabilisere situationen mest muligt, så at folk ikke skal tro at det er bedre uden Saddam. Og islamisterne går også ind for diktatur. Jeg tøver ikke med at kalde sådanne modstandsfolk for fascister, og dem der støtter dem, støtter fascismen.