Det er en så negativ personlig karakteristik, at det ikke hører hjemme i en skrivelse fra kompetente organer i Enhedslisten
fra Enhedslistens Århusbestyrelse
Det er med en vis forundring, at vi har fulgt debatten om EU-parlamentsvalget, som den har udviklet sig på disse sider. Når vi som samlet bestyrelse har valgt at kommentere svaret fra Enhedslistens arbejdsudvalg (AU) og Folketingsgruppe (FTG) under overskriften 'Forkert igen, Jakob' (i Arbejderen den 15. september), er det fordi det både i form, tone og i dele af sit indhold er yderst uheldigt.
Det er i sig selv usædvanligt, at både arbejdsudvalg og folketingsgruppe besvarer en kritik fra en enkeltperson. Når man skriver, at Jakob Lindblom 'har den meget dårlige vane med at bruge sin egen fortolkning af, hvad andre har sagt på tomandshånd og på interne møder, som dokumentation for sine synspunkter', synes vi, at det er en så negativ personlig karakteristik, at det ikke hører hjemme i en skrivelse fra kompetente organer i Enhedslisten.
Og når man skriver, at han 'gengiver noget andet end det der blev sagt' siger man jo direkte, at Jakob er utroværdig. Den slags kan man ikke bare postulere - det kræver dokumentation. En indholdsmæssig nærlæsning af svaret viser da også, at dette ikke holder vand. Det må vi tage afstand fra.
Substansen i Jakobs påstand er, at der er sket henvendelse til JuniBevægelsen med henblik på en eventuel opstilling af Søren Søndergaard. At det er rigtigt, fremgår jo også ganske klart af selve svaret fra AU og FTG. Hvordan det i enkeltheder er sket, finder vi ikke så vigtigt. Men der er i hvert fald ikke tvivl om, at der blev orienteret om denne sondering på omtalte hovedbestyrelsesmøde, hvilket flere fra Århus-bestyrelsen kan bekræfte.
Vi ser heller ingen grund til at mistænkeliggøre, hvordan Jakob har fået disse oplysninger eller, at han viderebringer dem - medmindre de var forkerte. Det var nye oplysninger for mange, da de kom frem første gang, men de er nu fuldt bekræftet.
Jakob skriver i sit indlæg at opstillingen aldrig 'har været genstand for diskussion i Enhedslistens besluttende organer såsom hovedbestyrelsen eller årsmødet.'
I svaret bliver det til: 'For det andet er det også usandt, når Jakob skriver, at opstilling på de to kritikerbevægelser aldrig har været genstand for diskussion i Enhedslistens besluttende organer. Såvel arbejdsudvalget som folketingsgruppen har diskuteret det flere gange og støttet ideen om opstilling på de to bevægelsers lister'.
Det ville være rigtigt, hvis Jakob kun skrev det, som han er refereret for. Men man undlader imidlertid at medtage det efterfølgende '..såsom hovedbestyrelsen eller årsmødet.' Hvorfor? Hvorfor netop udelade, at Jakob med 'besluttende organer' udtrykkeligt refererer til hovedbestyrelsen og årsmødet? At det har været diskuteret i AU og FTG har Jakob jo aldrig benægtet, så vi har svært ved at se, hvori det usande består.
Vi har med dette ikke udtrykt nogen holdning til, om den måde opstillingen i sin tid er foregået på var rigtig eller forkert. Men vi vil til enhver tid forsvare Jakobs ret til at kritisere både AU og folketingsgruppen. Og vi vil stærkt advare mod, at vi bruger sådanne organer som særlige 'autoriteter' i en debat om folks troværdighed. Her bør det kun være argumenter og dokumentation, som har vægt.
Til slut vil vi understrege, at vi efter års samarbejde med Jakob Lindblom her i Århus ikke har haft oplevelser, som på nogen måde kan beklikke hans troværdighed. Skulle nogle mene det modsatte, må de jo komme åbent frem med det, så enhver kan tage stilling til det.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278