07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Undervisningssproget skal være dansk

Undervisningssproget skal være dansk

Torsdag, 16. september, 2004, 00:00:00

Jeg er meget forundret over, at et flertal af de københavnske politikere er parate til at realisere ideen om en arabisk-dansk spor

af Jakob Hougaard, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet
Enhedslistens skoleborgmester Per Bregengaard er gået sammen med SF, Radikale og Venstre for at indføre et såkaldt dansk-arabisk spor i den københavnske folkeskole. Politikerne har nemlig været på besøg i New York, hvor der findes en spansk-amerikansk skolemodel i de bydele, hvor der bor mange spansktalende familier. Socialdemokraterne stemte imod.
Den københavnske skoleforvaltning har peget på flere store problemer i forslaget. Et dansk-arabisk spor betyder, at arabisk vil indtræde som undervisningssprog i folkeskolen. Alle børn fra første til niende klasse skal således undervises skiftesvis på arabisk og på dansk. Om mandagen vil der eksempelvis være undervisning i matematik og naturfag på arabisk, mens undervisningssproget om tirsdagen er dansk.
Det er et væsentligt succeskriterium, at elevsammensætningen skal være blandet med 50 procent danske elever og 50 procent arabiske elever. Det to-sprogede spor forudsætter altså, at de danske forældre er med på ideen. Men jeg tvivler stærkt på, at der er særlig mange danske forældre, som er parate til at lade deres børn modtage undervisning i matematik eller naturvidenskab på arabisk.
Hvis det skulle være realistisk, så skulle man allerede foretage arabisk sprogstimulering af de danske børn i børnehaverne for at forberede det dansk-arabiske spor. Derfor frygter jeg, at det langt overvejende vil være arabiske elever, som ender i et dansk-arabisk skoleforsøg. Vi har allerede alt for mange skoler med høj koncentration af indvandrerbørn.
Et andet ankepunkt er, at forslaget vil stille betydelige krav til lærerkræfterne. Det tosprogede spor forudsætter nemlig, at lærerne taler sprogene flydende. Københavns kommune råder i dag ikke over sådanne lærerressourcer, og der findes i øvrigt ikke en arabisk linje på de danske læreruddannelser. På den baggrund mener jeg ikke, at forslaget vil kunne gennemføres med den nødvendige undervisningsmæssige kvalitet.
Jeg er meget forundret overfor, at et flertal af de københavnske politikere - ikke mindst partiet Venstre - er parate til at realisere ideen om en arabisk-dansk spor på trods af alle de mange problemer ved modellen. Undervisningssproget i vores folkeskole er dansk. Det mener jeg er væsentligt at holde fast i.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp