Tiden efter valget til EU-parlamentet og før den store kamp om EU´s nye grundlov sætter for alvor fokus på spørgsmålet om hvordan vi opnår et nej til EU´s grundlov. Debatten i Arbejderen om EU-kampen og Folkebevægelsen viser det store behov for videre afklaring og diskussion før det store slag. Og det er positivt fordi graden af afklaring kan gøre en forskel.

af DKP/ML's landsledelse
Tiden efter valget til EU-parlamentet og før den store kamp om EU's nye grundlov sætter for alvor fokus på spørgsmålet om hvordan vi opnår et nej til EU's grundlov. Debatten i Arbejderen om EU-kampen og Folkebevægelsen viser det store behov for videre afklaring og diskussion før det store slag. Og det er positivt fordi graden af afklaring kan gøre en forskel.
Kanonerne til den store EU-grundlovs kamp er ved at blive kørt i stilling. Anders Fogh Rasmussen er klar over, at han står overfor en vanskelig opgave hvis et flertal af den danske befolkning skal vindes for en sag, der indlemmer Danmark i en forbundsstat styret fra Bruxelles. Han forøger derfor at skabe en 'ja -front', der bygger på et samarbejde mellem regeringspartierne og Socialdemokraterne som grundstamme og med et SF som yderst ønskværdig partner.
Opgaven består også i, at få isoleret unionsmodstanden og fremstillet den som betydningsløs, splittet og isoleret, med bopæl på den 'yderste højre- og den yderste venstrefløj'.
Folkebevægelsen og JuniBevægelsen, der i vidt omfang repræsenterer den tværpolitiske unionsmodstand, skal i den forbindelse fratages en legitim plads i den politiske valgkamp vi står overfor.

Styrkeprøven
Og der er store interesser på spil. Et nej til forfatningen vil uundgåeligt udløse en national politiske krise, der dybest set stiller spørgsmålstegn ved Danmarks fortsatte tilknytning til EU. En krise som vil blive yderligere forstærket, hvis der stemmes nej i andre lande, der har besluttet at gennemføre folkeafstemning. Der kan blive udløst en situation, hvor selve fundamentet for et fremtidigt EU bringes i spil.
Den politiske elite i Danmark og i det øvrige EU ønsker derfor med alle midler at undgå en sådan situation - vel vidende, at EU ikke i forvejen har en bred folkelig opbakning.
Det seneste EU-parlamentsvalg dokumenterede netop med stor tydelighed, at EU mangler opbakning. Befolkningerne i EU ønsker ikke deres nationale parlamenter erstattet med en parodi på et parlament i EU. Den politiske ledelser og de store erhvervsorganisationer står derfor overfor en vanskelig opgave.
De kommende folkeafstemninger i en række EU-lande vil være endnu en styrkeprøve, der i vidt omfang vil afgøre EU's fremtid, overlevelse eller undergang.
EU-modstanden må derfor kende sin besøgelsestid.

Linjerne trækkes op
I den hjemlige politiske kamp påkalder den kommende folkeafstemning om forslaget til en EU-grundlov sig en voksende interesse overalt i samfundet. De politiske linjer er så småt ved at blive trukket op og der trækkes streger i sandet.
Forfatningstilhængerne er klar over, at de har brug for hinanden for at kunne vinde en folkeafstemning Og uden overdrivelse kan man konkludere, at de er i gang med at designe en fælles strategi for at vinde folkeafstemningen. På den anden side har alle unionsmodstanderne og skeptikerne også brug for hinanden for at kunne vinde et nej. Omkring disse to hovedakser udvikles de politiske strategier og i den sammenhæng er der visse udviklinger, der påkalder sig en interesse.
De borgerlige regeringspartier, anført af Anders Fogh, er gået i gang med at lægge en slagplan sammen med Socialdemokraterne. Disse partiers vælgere, deres tilhængere, deres sofavælgere og ikke mindst deres skeptikere i større eller mindre antal, skal vindes for et ja.
I fællesskab, og efter aftalt arbejdsdeling, vil de forsøge at nedkæmpe EU-modstanden med alle tænkelige midler og med mange millioner kroner i ryggen. De professionelle valgstrateger sættes på overtid. Og de store erhvervsorganisationer og fagbevægelsens ledelse vil gå i offensiven med ensidig og fordummende manipulation.
Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at Socialdemokraterne lægger op til at skifte signal på et enkelt væsentligt punkt. I den kommende valgkamp vil Socialdemokraterne udtrykke respekt for 'dansk kultur' og for 'nationale værdier og symboler'. Man fornemmer, at det handler om at trække stemmer og opmærksomhed væk fra især Dansk Folkeparti, der traditionelt pynter sig med nationale værdier, med det fortsæt at puste til racisme og fremmedhad.
Med dette signalskifte kan vi forvente, at Socialdemokraterne vil nedtone stemplingen af enhver EU-modstand som 'nationalistisk'. Men til gengæld frarøves befolkningen selve kernen i det nationale spørgsmål; nemlig retten til den nationale selvbestemmelse.

SF på glidebanen
Der er ingen tvivl om, at Anders Fogh gerne ser SF i tilhængernes rækker. Af indlysende grunde. Med et SF der anbefaler EU-grundloven skal der sættes en kile ind blandt modstanderne. Netop denne spekulation kan drive Anders Fogh til at give SF en række indrømmelser, der skal sælges som et nyt 'nationalt kompromis'. Befolkningen skal have serveret en slags garanti for, at EU-forfatningen ikke er en endeløs glidebane ind i en altomfattende union.
Anders Fogh og Holger K. er begge interesserede i en sådan type aftale, fordi de ikke ser noget alternativ til EU. Det er SF der er på glidebanen. Partiets politiske visioner drejer sig i stigende omfang om at udvikle bevægelser og kampe indenfor EU og på tværs af EU-landenes grænser. Og i den forbindelse betones og overbetones EU-parlamentets politiske rolle.
Fokus løftes væk fra den nationale politiske kamp over i en parlamentarisk kamp indenfor rammerne af EU. Visionen er et 'grønt og demokratisk' EU eller en EU-grundlov af en demokratisk, fredelig og social type!
JuniBevægelsens politiske mål er i vidt omfang identisk med SF's selvom JuniBevægelsen i sidste ende vil anbefale et nej til det konkrete EU-forfatningsforslag. Men trods det spreder såvel SF som JuniBevægelsen illusioner om, at EU kan forbedres indefra - igennem bevægelser, kampe og beslutninger i EU-parlamentet.
Men illusioner om at EU kan 'forbedres indefra' svækker EU-modstanden i vores land og de fjerner kampens perspektiv og mål. Hverken SF eller JuniBevægelsen støtter således kravet om, at Danmark skal ud af EU. Det nationale spørgsmål er i realiteten udraderet i begge organisationers programmer.

'Venstresocialisme' og venstreopportunisme
Ikke blot i Danmark, men også i en række andre EU-lande udvikles i disse år en ny politisk strategi, der hævder at forsvare arbejderklassens interesser og hvis umiddelbare mål er socialismen i EU-kampen mod EU-monopolerne. Som led i denne kamp skal der skabes et nyt fælles EU-venstrefløjsparti eller en partimæssig alliance der er forenet om fælles politik og mål.
Denne ny politiske venstrefløjsstrømning har, som Socialdemokratiet og SF i Danmark, vendt det nationale spørgsmål ryggen. Det opfattes som reaktionært og nationalistisk. Nok kan der udtrykkes en betinget respekt for visse nationale værdier og resultater. Men kampen skal fremover rejses og organiseres indenfor rammerne af EU. Kernen i EU-modstanden er en såkaldt internationalistisk klassemodstand. Eller som det også udtrykkes må vi:
'Kombinere vores kritik og modstand mod EU med arbejdet for at opbygge en mobilisering bag krav til EU. Det gælder både defensive krav, der skal bremse og blokere EU-beslutninger, og offensive krav til EU, for at tage progressive beslutninger'.
(SAP, Socialistisk information nr. 184)
Som for Socialdemokraterne, SF og JuniBevægelsen skal hovedslaget organiseres indenfor EU ved at rejse krav til EU og ved at kæmpe for progressive beslutninger her. For denne nye venstresocialistiske EU-strømning kommer EU-parlamentet derfor til at spille sin egen nye centrale rolle i kampen for 'progressive forandringer'!
I virkeligheden er det en strategi, der er identisk med Socialdemokraternes og SF's. Forskellen findes i retorikken - i et forsøg på at sælge EU-reformisme med røde og antiimperialistiske fraser.
I dansk sammenhæng rejser repræsentanter for denne strømning en uretfærdig og forfejlet kritik af ikke mindst Folkebevægelsen mod EU. Den kritiseres for eksempel for at være 'klasseløs', selvom Folkebevægelsen klart fastslår, at den ikke skal være en klasseorganisation. Og den kritiseres for at være 'holdningsløs', selvom Folkebevægelsen har et klart program og et klart mål for at få Danmark ud af EU!
Kritikker af denne type fremmer alene forvirring og opløsning i EU modstanden.

Unionsmodstanden og den nationale selvbestemmelse
Kernen og perspektivet i kampen mod EU er retten til national selvbestemmelse. Denne kamp opfatter kommunisterne som både nødvendig og progressiv. Uden retten til national selvbestemmelse vil man udslette ikke blot befolkningens, men især arbejderklassens positioner, rettigheder og resultater.
Kernen i den nationale ret til selvbestemmelse handler om de demokratiske rettigheder, om retten til indflydelse på vilkår og muligheder i ens eget land. Enten forsvares befolkningens og arbejderklassens demokratiske rettigheder, positioner og resultater i Danmark eller også sælges hele butikken til gengæld for illusioner om den 'progressive forandring af EU' indefra via EU-parlamentet. Der er hverken tale om klassekamp eller internationalisme, men om EU-reformisme eller en ny type venstreopportunisme.
Folkebevægelsen forsvarer den konsekvente EU-modstand. Den forsvarer kravet om den nationale ret til selvbestemmelse og udtrykker, at perspektivet i det internationale samarbejde må bygges mellem selvstændige og suveræne nationer.
For at nå disse mål bygger Folkebevægelsen på tværpolitisk bevægelse og bredde. Og igennem mange år er der høstet vigtige enhedserfaringer.
Erfaringer som må bruges i kampen for et nej til EU-grundloven og for at fastholde kravet om retten til national selvbestemmelse og retten til demokratisk indflydelse i ens eget land.