06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialisternes rolle i kampen mod EU

Socialisternes rolle i kampen mod EU

Torsdag, 09. september, 2004, 00:00:00

Enhedslisten forsvarer også retten til national selvbestemmelse. Enhedslisten går ind for folkenes selvbestemmelsesret. Socialisternes rolle i kampen mod EU

af Per Clausen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse
Sven Tarps kommentar i Arbejderen 'Arbejderklassen, EU og kampen for socialisme' er på mange måder et udmærket forsøg på at få gang i en mere principiel debat om socialisters rolle i kampen mod EU.
Kommentaren er primært en kritik af SAP, som SAP selv må svare på, men da Sven Tarp fremhæver SAP's indflydelse i Enhedslisten, som begrundelse for at bruge så megen tid og plads på denne diskussion, vil jeg prøve at komme med nogle bud på, hvad Enhedslisten reelt mener.
Sven Tarp har tilsyneladende ikke helt styr på, hvad der foregår i Enhedslisten.
Jeg skal ikke afvise, at SAP er bedre organiseret end DKP og VS, som vist nok er de eneste partier udover SAP, som har medlemmer af Enhedslisten, men realiteten er, at SAP udgør en meget lille del af Enhedslistens medlemmer på alle niveauer. Således er der så vidt jeg ved kun to af hovedbestyrelsens 21 medlemmer, som er medlem af SAP - så SAP's indflydelse i Enhedslisten er generelt forholdsvis begrænset og i forhold til EU-spørgsmål, har SAP aldrig haft nogen særlig gennemslagskraft i Enhedslisten.

Udmeldelse er delmål
Enhedslisten vedtog på sit årsmøde i 2002 et meget omfattende papir om EU. Den linje, som her blev vedtaget, blev bekræftet gennem vedtagelsen af Enhedslistens Principprogram i 2003. Heraf fremgår det, at 'Enhedslisten går ind for dansk udmeldelse af EU og vil arbejde for realistiske alternativer til EU-medlemsskabet.
Men dansk udmeldelse er kun et delmål i skabelsen af et andet Europa, hvor solidaritet, lighed, demokrati og økologi er de bærende elementer og med et fundamentalt anderledes internationalt samarbejde i en verden uden agressive supermagter. Enhedslisten ser derfor gerne, at en dansk udmeldelse af EU sætter gang i en sneboldseffekt, der fører til selve EU's opløsning.
Enhedslisten forsvarer også retten til national selvbestemmelse. 'Enhedslisten går ind for folkenes selvbestemmelsesret. Historien har vist alt for mange eksempler på det ulykkelige i, at det er sejrherrerne, som trækker grænserne, eller at en eller flere stormagter påtvinger et mindre folk sin vilje. EU's unionsudvikling er tilsvarende en trussel mod de europæiske folks selvbestemmelsesret.'

Samarbejde skal styrkes
Om modstanden mod EU skriver Enhedslisten: 'Samarbejdet må styrkes mellem EU-kritiske folkelige bevægelser, faglige organisationer, og demokratiske og socialistiske kræfter på de områder, hvor følgerne af den nyliberalistiske politik er mest omfattende.'
Heraf følger, at det både er vigtigt at styrke kampen mod EU i Danmark og på europæisk plan. På den ene side handler det altså om at styrke Folkebevægelsen og andre brede EU-kritiske bevægelser. På den anden side skal samarbejdet mellem arbejder-, kvinde-, miljø- og studenterbevægelsen samt samarbejdet mellem socialistiske partier i Europa styrkes.
På disse områder har jeg svært ved at se den store forskel på Sven Tarps kommentar og Enhedslistens position. Vi er også helt enige med Sven Tarp i arbejderklassens centrale rolle i kampen for socialisme og i behovet for alliancer i kampen for denne. Således hedder det i Enhedslistens principprogram: 'Endelig arbejder vi konsekvent for at opbygge alliancer med de mellemlag og små selvstændige, som på mange måder også er magtesløse ofre for det kapitalistiske system.'

Bred bevægelse
Vi er også helt enige i, at der skal etableres et bredt samarbejde mellem EU-modstandere, EU-kritikere og andre modstandere af EU-forfatningen op til den kommende folkeafstemning. Jeg har da også selv tilsluttet mig det initiativ, som Karen Sunds har været med til at tage.
Vi støtter også Folkebevægelsens valggrundlag og den praksis, som Folkebevægelsen har fulgt i EU-parlamentet. Her stemmer man imod alle forslag, der vil give EU mere magt, for alle forslag, der kan reducere denne magt eller rulle EU tilbage og tager herudover stilling udfra en vurdering af forslagenes sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser.
Det er der ingen grund til at kalde det centrum-venstre, men efter vores opfattelse er man nødt til at holde fast ved denne linje og offensivt fremføre denne i de kommende valgkampe, hvis Folkebevægelsen skal overleve som medlem af EU-parlamentet.
Det betyder til gengæld, at vi også i fremtiden må leve med, at ikke alle EU-modstandere og skeptikere samles i den samme organisation. Men det er heller ikke noget problem, hvis vi er i stand til at etablere det fornødne samarbejde op til den kommende folkeafstemning om forfatningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp