Over 12.000 krigsfanger og mere end 80.000 asiater døde på grund af sult, sygdom, udmattelse og arbejdsulykker under opførelsen af dødens jernbane - fra Kanchanaburi til Nam Tok

Rejsebrev fra Thailand af Torben Retbøll
Over 12. 000 krigsfanger og mere end 80. 000 asiater døde på grund af sult, sygdom, udmattelse og arbejdsulykker under opførelsen af dødens jernbane - fra Kanchanaburi til Nam Tok.
Dødens jernbane blev anlagt midt under Anden Verdenskrig, fra juni 1942 til oktober 1943. Den var 415 kilometer lang, med de 300 i Thailand og de 115 i Burma. Japan skulle bruge den til at forsyne sin hær i Burma.
Arbejdet blev udført af 61. 000 allierede krigsfanger og 200. 000 tvangsudskrevne asiater.
Prisen var høj: Mere end 12. 000 krigsfanger og mere end 80. 000 asiater døde på grund af sult, sygdom, udmattelse og arbejdsulykker, eller ganske enkelt fordi de blev banket sønder og sammen af de japanske og koreanske fangevogtere.
Men de japanske myndigheder var fuldstændig ligeglade med de menneskelige omkostninger.
Historien om denne jernbane har jeg allerede fortalt i mit rejsebrev fra Thailand, der blev trykt i Arbejderen, den 9. august 2003.
Dengang skrev jeg især om den mest kendte del af linjen, nemlig broen over floden Kwai, der står lige nord for Kancanaburi.
Nu har jeg atter været i Thailand, og jeg benyttede lejligheden til at se lidt nærmere på denne jernbane.

Thailand-Burma Railway Centre
I Kanchanaburi besøgte jeg et nyt museum, Thailand-Burma Railway Centre, der ligger lige nord for den store kirkegård for de allierede krigsfanger, Kanchanaburi War Cemetary, hvor næsten 7000 soldater er begravet.
Udstillingen er opdelt i ni gallerier, der behandler forskellige aspekter af jernbanen og dens historie, seks i stueetagen og tre på første sal.
I stuen er der en museumsbutik, hvor man sælger bøger, postkort og andre souvenirs. På første sal er der et cafeteria, hvorfra man kan se over til den grønne kirkegård på den anden side af gaden.
Udstillingen består af tekster, billeder og en række genstande, blandt andet en model af hele linjen i lille målestok. Alle tekster er skrevet på engelsk og thai.
Mange tidligere gæster har skrevet meget positive kommentarer i museets gæstebog. Jeg er helt enig. Dette er et meget fint museum.
Det er meget bedre end det gamle JEATH-museum, der ligger lidt længere mod nord, tæt ved broen over floden Kwai. Navnet JEATH er dannet af forbogstaverne i ordene Japan, England, Amerika, Australien og Thailand.

Med tog over broen
Fra Kancanaburi kørte jeg med toget til Nam Tok, hvor linjen ender i dag. Der er tre daglige forbindelser til Nam Tok. Turen varer cirka to timer, og prisen er 17 Bath. En dansk krone svarer til seks Bath, så rejsen er meget billig.
På turistkontoret i Kanchanaburi kan man få en køreplan med de nøjagtige tider. På bagsiden af planen er der en oversigt over alle busforbindelser i provinsen.
Jeg vælger det tog, der skal køre fra Kanchanaburi klokken 10. 51. Fra stationen kører vi først mod nordvest langs med byen, hvorefter vi drejer til venstre mod syd og standser ved det lille trinbræt lige før broen over floden Kwai.
Togets fløjte lyder flere gange for at advare de folk, der befinder sig ude på broen. De må forlade den eller søge tilflugt på en de små platforme ved siden af skinnerne.
Nu kører vi meget langsomt over broen. Sidste år var jeg en af dem, der stod på broen og så toget køre over. Nu er jeg selv en af de mange passagerer.

40-50 kilometer i timen
Da vi er kommet over broen, sætter togføreren farten op, men vi kører næppe mere end 40-50 kilometer i timen. Det er kun godt, for både skinner og tog er gamle, og vognen slingrer og ryster temmelig meget.
Efter et par kilometer drejer vi til højre. Nu kører vi atter mod nordvest, og denne retning følger vi stort set resten af vejen til endestationen i Nam Tok.
Det første stykke af turen kører vi gennem et fladt landskab med marker på begge sider. Her har det ikke været særlig svært at anlægge banen.
De svære steder ligger længere mod nord, hvor terrænet er mere ufremkommeligt for eksempel Hell Fire Pass. Arbejderne havde også det problem, at de blev tvunget til at arbejde om sommeren, hvor regntiden gjorde alting endnu sværere for dem.
Vi stopper i Thakilen. Køreplanen siger 11. 49, men vi er lidt forsinket. Vi stopper også i Tham Krasae. Køreplanen siger 12. 04, men vi er stadig lidt forsinket. Kort efter afgangen fra Tham Krasae sætter togføreren farten ned. Her løber linjen lige ved siden af floden.

Wang Pho-viadukten
Et stort bjerg rejser sig ved flodens bred. Arbejderne måtte bygge en bro, Wang Pho-viadukten, for at føre linjen uden om bjerget. På højre side rejser klippevæggen sig lodret op. På venstre side kan vi kigge lige ned på floden.
Toget kører ganske langsomt over viadukten, så vi kan nå at filme eller fotografere dette sted.
Kort før vi kommer til Nam Tok, krydser vi hovedvej 323, der fortsætter mod nordvest helt op til den burmesiske grænse ved De Tre Pagoders Pas 240 kilometer fra Kanchanaburi.
Klokken 13 ankommer vi til Nam Tok. Det er tyve minutter for sent, men det spiller ingen rolle.
Byens navn betyder vandfald. ” Der er faktisk et lille vandfald to kilometer fra byen: Saiyoke Noi. Længere mod nord, 104 kilometer fra Kanchanaburi, er der et stort vandfald: Saiyoke Yai.
Nam Tok er en lille by, hvor der ikke bor ret mange mennesker. Men når toget ankommer til stationen, er der adskillige busser og taxaer på stedet.
De fleste folk skal videre herfra på en eller anden måde. De to store hoteller River Kwai Village og River Kwai Resotel, der ligger lige ned til floden fem kilometer nord for byen, sender hver sin bus for at hente sine egne gæster.
Hvis man ikke skal bo der, kan man tage en dele-taxa ned til hovedvej 323 og fortsætte med den røde rutebil, der kører fra Kanchanaburi til det store vandfald. Der er en forbindelse hver halve time hver vej.
Men denne gang vil jeg ikke vente på bussen, så jeg tager en taxa til Hell Fire Pass, der ligger tyve kilometer nord for Nam Tok.

FAKTA
Thailand-Burma Railway Centre
Åbningstid: Alle dage klokken 9-18, men lukket på thailandske helligdage
Entré: 60 Bath, cirka 10 kroner
Internet: www.tbrconline.com

SIMG. 2591. jpg

@b: Det nye museum i Kanchanaburi: Thailand-Burma Railway Centre. SIMG2637. jpg
Toget og floden ved Wang Pho-viadukten.
Foto: Torben Retbøll