Regeringen kriminaliserer dem der arbejder sort - ikke dem, som udbyder arbejdet og tjener på det

af Ellen Herkild, København
Regeringen har travlt med at fordømme sort arbejde og taler om, hvor meget det 'koster' staten. Men hvad er sort arbejde egentlig?
Det er arbejde, som udbydes til arbejdsduelige mennesker enten som lavt betalt arbejde eller som ubetalt arbejde.
Den første kategori findes mest i byggebranchen. Ordinært byggearbejde, som egentlig skulle udføres af faglærte håndværkere under normale vilkår bliver ikke udbudt på sædvanlig måde, og det vil slet ikke komme i udbud, hvis det ikke kan udføres sort.
Altså intet arbejde, hvis det ikke kan gøres sort.
Den anden kategori - det ubetalte arbejde omfatte hele den frivillige verden.
Her er der også tale om arbejde, som det offentlige egentlig skulle udbyde til faglærte mennesker, men som overhovedet ikke vil blive udbudt, hvis ikke det kan udføres som ubetalt arbejde.
Intet arbejde, hvis det ikke kan gøres ubetalt.

Frivillige laver ordinært arbejde
Hvis regeringen virkelig ville det sorte arbejde i den private sektor til livs, burde den sørge for, at der blev udbudt mere ordinært arbejde i stedet for at overlade udbuddet af arbejde til arbejdsmarkedet.
Overalt skriger bygninger på vedligeholdelse, så der ville være nok at tage fat på. Man vælger at lade offentlige bygninger forfalde. Dermed mister de gradvist deres værdi, hvor værdien kunne være forhøjet ved at vedligeholde og forbedre dem.
I stedet marginaliseres flere og flere. De skubbes ud af arbejdsmarkedet og over til forsørgelse af samfundet, hvilket bevirker, at samfundet får færre midler til at forsørge sine marginaliserede medlemmer med.
Den største del af det sorte arbejde står staten for. Store dele af den offentlige sektor dækkes nu af frivillige, det vil sige ubetalt arbejdskraft, mens det ordinære arbejde stadig indskrænkes eller udbydes til private foretagender.
Mange steder i landet yder frivillige i dag et stort arbejde for at klare de omsorgsopgaver, som det offentlige helt klart skulle tage sig af med ansatte mennesker til ordinær løn. Det er alt for sårbare arbejdsområder at overlade til frivillige, som jo ikke kan forpligtes til at stille op. Denne uforpligtethed bevirker, at opgaverne løses med meget svingende kvalitet alt efter, hvor mange frivillige, der kan skaffes, og hvordan arbejdet koordineres.
Der har allerede udviklet sig en skarp konkurrence mellem de organisationerne om at skaffe frivillige.
Mange frivillige påtager sig arbejdet ved siden af deres ordinære arbejde, fordi de i deres ordinære arbejde mærker, hvordan stramninger og besparelser begrænser muligheden for at gøre arbejdet, så det føles tilfredsstillende. I stedet for, at flere kom i arbejde, arbejder de allerede ansatte videre som frivillige, mens samfundet spænder ben for, at arbejdsløse kan påtage sig frivilligt arbejde.
Alligevel taler regeringen om, at sort arbejde 'koster' staten mange penge hvert år.

De arbejdende kriminaliseres
Overfladisk set bliver staten da også 'snydt' for en masse penge, nemlig skatten af den overenskomstmæssige løn og den moms, der skulle have været betalt, hvis arbejdet var blevet udført på normale betingelser.
Men hvad er det egentligt, der sker?
Et arbejde er blevet udført. Det beriger altid dem, som får arbejdet udført. I byggebranchen beriger det bygherrerne, og i den offentlige sektor beriger det samfundet.
De, som udfører arbejdet, betaler ganske vist ikke skat af deres arbejde, men derfor får de også en lav eller slet ingen betaling, og de fik slet ikke lov til at arbejde, hvis de ikke påtog sig det 'sorte'.
Hvad gør regeringen så, når den angiveligt vil sort arbejde til livs?
Den kriminaliserer de arbejdende - ikke dem, som udbyder arbejdet og tjener på det!
Derved afslører den, hvad det egentlig er, der anfægter den ved det sorte arbejde - at der ikke betales indkomstskat og moms.
Det anfægter den ikke, at nogen beriger sig på samfundets bekostning, og at nødvendige samfundsopgaver løses på en utilfredsstillende måde.
Var arbejdet blevet gjort under normale betingelser, havde der været flere penge til fordeling i samfundet, men så havde der også været ordinært arbejde til mange mennesker, som havde kunnet få lov til at bidrage med deres evner og færdigheder til at berige samfundet.
Som vi har indrettet samfundet er det arbejdsgiverne, som afgør, om arbejdsduelige mennesker kan få lov til at bruge deres arbejdsduelighed til gavn for samfundet, eller de er henvist til sort arbejde.
Det behøver ikke at være sådan.
Et samfund bliver rigere af, at hvert samfundsmedlem får mulighed for at udnytte sine evner og kræfter. Det burde egentlig være en menneskeret.
Det er samfundet selv, der bestemmer hvordan det bliver muligt. Vi mangler i høj grad en regering, som vil gøre det muligt uden sort arbejde.