At man fører national kamp, betyder på ingen måde, at man undervurderer den internationale solidaritet og kamp. Tværtimod.

af Sven Tarp, DKP/ML
Kommunisternes mål er socialisme - i Danmark, Europa og verden. Det har vi aldrig lagt skjul på.
Vi betragter arbejderklassen som den klasse, der nødvendigvis må føre an i denne bestræbelse. Det skyldes ingenlunde romantiske forestillinger, men beror på en analyse af dens placering i det kapitalistiske samfund. Det har vi heller aldrig lagt skjul på.
Men en ting er endemålet. Noget andet er vejen dertil.
En ting er den ledende kraft. Noget andet er forholdet til de øvrige samfundsklasser og lag.
Disse ting har traditionelt givet anledning til omfattende diskussioner og store modsætninger i arbejderbevægelsen og blandt erklærede marxister.

Tidligere tiders stridsspørgsmål
Historisk delte vandene sig.
På den ene side mellem dem, der ville nå socialismen gennem reformer og ved hjælp af de borgerlige institutioner (reformisterne) - og dem, der ville nå socialismen ad revolutionær vej ved at tage magten, nedbryde den borgerlige statsmagt og opbygge en helt ny demokratisk folkemagt, der kunne danne ramme om de sociale reformer (de revolutionære).
På den anden side delte sidstnævnte sig i dem, der ville gå direkte til målet uden kompromiser, alliancer og mellemetaper (anarkister, trotskister...) - og dem, der mente, at sådanne kompromiser, alliancer og mellemetaper ikke alene kunne være nyttige, men også absolut nødvendige for at skabe forudsætningerne for overgangen til socialismen (kommunisterne...)
Sådan var diskussionen i gamle dage.

Nutidens stridsspørgsmål
I dag lever vi under nye forhold. Den internationalisering, der altid er gået hånd i hånd med kapitalismen, er blevet langt mere markant. De nye tider kræver nye overvejelser om metoder og mål.
Men ikke underligt lever ideerne videre under nye former. De gamle skel står stadig i det nye landskab.
I Europa giver især den hastige opbygning af den nye EU-superstat anledning til ophedet debat. Og godt for det. For det er gennem diskussion og polemik, at våbnene hvæsses.
Hvis man ser bort fra de traditionelle reformister, som i dag har 'sejret ad helvede til' og er blevet tilhængere af såvel EU som kapitalisme, skiller vandene i 'venstrefløjens' EU-modstand sig omtrent som følger:
På den ene side mellem dem, der anser EU for en størrelse, der er kommet for at blive, og sætter sig for at reformere det indefra - og dem, der betragter EU som storkapitalens projekt, der nødvendigvis må afskaffes som en forudsætning for en progressiv og socialistisk udvikling i Europa.
På den anden side mellem dem, der sætter kampen for et Rødt Europa direkte på dagsordenen, prioriterer klassekampen på europæisk plan, undervurderer kampen for at bryde med EU og afviser brede folkelige alliancer med ikke-socialistiske kræfter - og dem, der stik modsat betragter kampen for at komme ud af EU som en nødvendig etape, der kræver brede alliancer med ikke-socialistiske kræfter, kompromiser og udnyttelse af 'revner' i unions-tilhængernes rækker.
Ovenstående modsætninger vil helt naturligt skærpes, efterhånden som unionsudviklingen tager fart.
Som det var tilfældet i gamle dage, ser man også i dag et vist idemæssigt sammenfald mellem de kræfter, der ønsker at reformere EU, og de kræfter, der betragter EU som et nutidigt rum for arbejderklassens kamp. Begge underforstår de EU som et 'naturligt' resultat af kapitalismens udvikling, der ikke kan skrues tilbage. Begge lader de hånt om den nationale kamp, som sendes på museum sammen med dampmaskinen og spinderokken.

Det Europæiske Venstreparti
I maj i år blev der i Rom dannet et såkaldt Europæisk Venstreparti. Det består af 16 partier fra 12 lande med i alt 600.000 medlemmer og er et besynderligt sammenrend af venstrefløjsere, frafaldne kommunister og folk, som mærkværdigvis nok stadig har en kommunistisk partibog, men som næppe har pudset deres marxistiske briller i årtier.
Det Europæiske Venstreparti har sit udspring i de nye EU-regler for europæiske partier og er økonomisk helt i lommen på EU-kommissionen og EU-parlamentet, der til enhver tid kan trække den omfattende finansielle støtte tilbage, hvis det ikke lever op til 'den europæiske ånd'.
I partiets 'Manifest' hedder det blandt andet:
'Nye magtformer på verdensplan fører til en krise for nationalstaterne, alliancesystemerne og den verdensorden, der udsprang af Anden Verdenskrig. [...] For os er Europa inden for den internationale politik et rum for genfødsel af kampen for et andet samfund. [...] Vi betragter den politiske venstrefløjs opgave og rolle som et bidrag til dannelse af en bred social og politisk alliance for en radikal politisk forandring ved at udvikle konkrete alternativer og forslag til den nødvendige omformning af det nuværende kapitalistiske samfund. [...] Derfor er EU og hele det europæiske kontinent ved at blive et stadig vigtigere rum for alternativ politik - ved siden af nationalstaternes, regionernes og kommunernes traditionelle politiske plan og uden at være adskilt fra verdensudviklingen.'
På dette grundlag ønsker det Europæiske Venstreparti at gøre op med kapitalismen i Europa og skabe et 'andet Europa'.
I dokumenterne fra stiftelseskongressen nævnes den kamp, som foregår i forskellige lande - for eksempel de nordiske - for at bryde med EU, ikke med et ord. Kampen for national selvbestemmelse er øjensynlig ikke en del af de nye visioner.

EU-modstanden må ruste sig
Det er denne ideologiske tænkning, som nu trænger frem på den europæiske venstrefløj - godt hjulpet på vej af millionstøtten fra EU. Den konsekvente danske EU-modstand må derfor ruste sig til et ideologisk livtag med de nye ideer.
Intet dansk parti er indtil nu gået med i det Europæiske Venstreparti. Enhedslisten var med som observatør på kongressen i Rom. SF var indbudt, men dukkede ikke op.
Men med de tanker, som luftes i dele af Enhedslisten, og som især SAP har gjort sig til talsmand for, er ballet nu ved at blive åbnet også i Danmark. De sidste ugers debat i Dagbladet Arbejderen er blot en afspejling af dette.
I løbet af i år har SAP offentliggjort en række dokumenter, som sigter mod at ændre hele grundlaget for EU-modstanden i Danmark. I Socialistisk Information nr. 184 hedder det således:
'For SAP er det afgørende at bidrage til udviklingen af en klar politisk strømning, der hverken baserer sig på euro-reformismen eller på den nationalistiske tanke, at det er nationalstaten Danmark, som er vores alternativ til EU. På samme tid som vi forsvarer samtlige demokratiske landevindinger på nationalt plan, ønsker vi at kæmpe for demokrati og socialisme på både europæisk og globalt plan. Vi har mere til fælles med socialister i andre lande end med nationalister i vort land. Vi går ind for tæt samarbejde mellem socialister, også gerne fælleseuropæiske, socialistiske valgalliancer...'

'Udviklingen af EU og udviklingen i befolkningens opfattelse af EU betyder, at venstrefløjen ikke kan fastholde den form for EU-modstand, der udelukkende består i afvisning af nye traktater, boykot af EU's institutioner og afvisning af beslutninger, fordi de er truffet af EU. I stedet må vi kombinere vores kritik og modstand mod EU med arbejdet for at opbygge en mobilisering bag krav til EU. Det gælder både defensive krav, der skal bremse og blokere EU-beslutninger, og offensive krav til EU, for at tage progressive beslutninger.' (SAP's fremhævning)
Selv om SAP ikke er afvisende over for en dansk udmeldelse af EU, lægger det her en linje frem, som er i total modstrid med det hidtidige grundlag for den brede danske EU-modstand.
SAP prioriteter kampen på europæisk plan, ser ikke kampen for at få Danmark ud af EU som noget mål i sig selv og afviser følgelig de brede nationale alliancer med ikke-socialistiske kræfter. Samtidig åbner det op for illusioner om, at EU kan bringes til at tage 'progressive beslutninger'.
Det minder meget om tankerne bag det Europæiske Venstreparti.

Folkebevægelsens grundlag til debat
SAP er et lille parti, og hvis det bare holdt diskussionen for sig selv, ville det ikke være et større problem. Men SAP har som den bedst organiserede fraktion i Enhedslisten ikke ubetydelig indflydelse på dennes politik. Og SAP har nu åbent erklæret, at det vil arbejde for, at dets ideer vinder frem ikke bare i Enhedslisten, men også i Folkebevægelsen mod EU.
I en udtalelse fra SAP's forretningsudvalg, som har været bragt i Socialistisk Information nr. 188, hedder det:
'For Folkebevægelsen mod EU er det største problem, at bevægelsen er bundet op på princippet om 'klasseløshed'. Det vil sige at dække hele det politiske spektrum af såvel borgerlige som socialistiske EU-modstandere. Derfor kan og vil Folkebevægelsen ikke gå til kernen i kritikken af EU som kapitalisternes Europa.'
'I Enhedslisten har EU-modstanden været genstand for debat, og denne debat må efter EU-valget have ny næring. [...] Hvis EU-modstanden skal få nyt liv og fungere som en progressiv kraft, skal der gøres op med den afpolitisering, som i dag præger Folkebevægelsen. [...] Hvorvidt Folkebevægelsen er parat til at udvikle en klarere progressiv profil, der kan tiltrække EU-skeptiske fra S og SF og gøre EU-modstanden til en integreret del af klassekampen, kan kun fremtiden vise. Hvis ikke må Enhedslisten overveje, om partiet skal stille selvstændigt op til næste EU-parlamentsvalg.'
Hermed er kanonerne ved at være kørt i stilling.

Det nationale spørgsmål i Europa
Såvel det Europæiske Venstreparti som det hjemlige SAP ser bort fra den nationale kamp, der udfolder sig for øjnene af os. Tro mod de trotskistiske traditioner i Fjerde Internationale bagtaler SAP den tilmed som 'nationalistisk'.
Mange fornægtere af den nationale kamp slår på den rigtige opfattelse, at arbejderklassen i sit væsen er en international klasse. De overser derimod, at den samtidig er en national klasse, der historisk har konstitueret sig inden for rammerne af de enkelte nationalstater.
De nationale følelser er ikke bare noget, der kommer udefra, fra småborgerskabet eller borgerskabet. De er ikke bare et levn fra fortiden, der hænger over hovedet på nutidens generationer. De har også deres objektive grundlag i nutidens internationale og europæiske realiteter.
Når EU konkret gøres til redskab for den europæiske storkapitals nyliberalistiske korstog, føles det som noget, der presses ned udefra, også selv om hovedparten af det hjemlige borgerskab er enig i denne linje.
Når demokratiske spilleregler, administrative arbejdsgange og fagretslige regler ensrettes på europæisk plan, føles det som et angreb på den måde, det hjemlige samfund er skruet sammen på.
Når en kunstig 'europæisk identitet' søges påtvunget i forceret tempo, frem for alt gennem undervisning og kultur, føles det som en krænkelse af de nationale traditioner og værdier.
Det nyliberale EU-projekt fremkalder kort sagt krænkede nationale følelser, som givetvis vil vokse over alt i Europa i de kommende år.
Hvis kommunister og progressive lod hånt om disse følelser, ville de overlade banen til højrerabiate og fremmedfjendske politikere, der ville give dem et irrationelt udtryk. Det er tværtimod opgaven at erkende de nationale følelser og forstå dem som det, de frem for alt afspejler, nemlig utryghed og krænkelse i et Europa, der domineres af den transnationale kapital. Kun ved at forstå og erkende dem som sådan kan man give dem et rationelt udtryk og lede dem ind i en anti-monopolistisk kamp mod den nye EU-superstat.

National selvbestemmelse
Det nationale spørgsmål drejer sig dog ikke kun om arbejderklassens og befolkningens nationale følelser. Det har også et langt mere håndgribeligt og konkret udtryk.
Når beslutningerne fjernes fra vores hjemlige institutioner og lægges i den belgiske hovedstad tusind kilometer borte, betyder det uundgåeligt, at vilkårene for arbejderklassens kamp forringes. Det er uhørt lettere for arbejderklassen at påvirke politikerne på Christiansborg end at vinde lydhørhed hos bureaukraterne i Bruxelles.
Når overenskomsterne og fagretslige regler ensrettes og gøres til lovstof i EU, bliver det ligeledes sværere for den danske arbejderklasse at kæmpe sine krav igennem gennem strejker og aktioner i Danmark.
Når EU udsteder direktiver om privatisering af den kollektive trafik, bliver det ulig sværere for borgerne at bevare for eksempel busdriften på kommunale hænder, end hvis beslutningen alene skulle tages af de lokale byråd, der lettere giver efter for folkeligt pres.
Undergravningen af den nationale suverænitet og selvbestemmelse betyder dermed også en svækkelse af arbejderklassens og befolkningens muligheder for at sætte sine krav igennem og få et bedre liv. Og omvendt er kampen for national selvbestemmelse samtidig en kamp for at øge disse muligheder.
Derfor forsvarer kommunisterne den nationale selvbestemmelse som et vigtigt princip under de nuværende forhold.

Ud af EU - og hvad så...
Kampen mod EU er i sit væsen en anti-monopolistisk kamp, fordi den retter sig mod den europæiske kapitals førende lag, den transnationale finans- og monopolkapital, og dennes politiske projekt. Et sammenbrud i EU eller blot udmeldelse af et enkelt eller flere lande, vil derfor samtidig være et alvorligt nederlag for storkapitalen. Og dette er afgjort i arbejderklassens interesse, fordi det vil svække dens hovedfjende. Det må man ikke glemme.
Det er derfor, at kommunisterne betragter kampen for dansk udmeldelse af EU som et vigtigt delmål, og at vi i denne kamp anbefaler arbejderklassen at alliere sig med alle de politiske og sociale kræfter, der er fælles om dette mål - selvsagt med undtagelse af de højrerabiate og fremmedhadske kræfter.
At man fører national kamp, betyder på ingen måde, at man undervurderer den internationale solidaritet og kamp. Tværtimod. Netop den kendsgerning, at arbejderne og folkene i de forskellige lande står over for samme hovedfjende, skaber et objektivt grundlag og behov for en stadig tættere samordning af kampen i disse lande.
Også efter et eventuelt dansk brud med EU vil behovet for international solidaritet være der. Et dansk brud vil inspirere arbejderne og folkene i de øvrige EU-lande. Og omvendt må man formode, at EU-systemet vil lægge et omfattende politisk, økonomisk og tilmed militært pres mod Danmark, så det ikke skal få held i sit forehavende. Derfor vil det fortsat være i de danske EU-modstanderes interesse at kæmpe imod EU, også når Danmark har forladt EU.
For kommunisterne er et dansk brud med EU ikke endemålet, selv om det er et vigtigt skridt på vejen hertil.
Kommunisterne håber, at et fremtidigt brud med EU kan blive starten på en etape med forsvar for den nationale selvbestemmelse, udvidelse af demokratiet, sociale forbedringer, styrkelse af arbejderklassens positioner og indgreb over for monopolkapitalen, for eksempel med nationalisering af Nordsø-olien og tilbage-nationalisering af privatiserede offentlige virksomheder.
Vi håber, at denne udvikling efterhånden kan skabe forudsætningerne for en overgang til socialismen, der er vores erklærede endemål, ligesom andre af vores nuværende alliancepartnere i dag har andre overordnede politiske mål.
Vi håber - og regner dog med - at mange af disse partnere til den tid vil dele dette mål med os, og at vi sammen kan være med til at udforme Danmarks, Europas og verdens fremtid - på grundlag af national selvbestemmelse og i tæt samarbejde med den internationale arbejderklasse og folkene over hele kloden.