Hvis Folkebevægelsen erklærer sig som en centrum-venstre-bevægelse, vil vi sandsynligvis se en splittelse i Folkebevægelsens nuværende medlemsskare

af Karen Sunds, DKP/ML
På sidste års landsmøde i Folkebevægelsen var vi vidne til, at folk fra Enhedslisten forsøgte at ændre Folkebevægelsens grundlag, så spørgsmålet om national selvbestemmelse blev tonet ned, og den fælleseuropæiske antikapitalistiske modstand mod EU blev prioriteret op. Det er en kendsgerning.
Når så kræfter i Enhedslisten, nemlig SAP - der ikke er uden politisk indflydelse i listen - meddeler, at valgresultatet den 13. juni skal bruges til at rejse denne debat igen i Folkebevægelsen, ja så har vi et problem.
Jeg er ikke den type, der sidder med hænderne i skødet og afventer, at slagsmålet brager løs på landsmødet om to måneder, foran de rullende tv-kameraer. Så tager jeg hellere lidt knubs for at rejse debatten nu, hvor vi bedre kan håndtere det.

Reel politisk debat
At jeg stiller spørgsmålene til Søren Søndergaard, og ikke til alle andre SAP'ere, har den simple årsag, at det er Søren, der skal repræsentere Folkebevægelsen i Bruxelles, hvis Ole Krarup bliver kørt over af en lastbil. Derfor må vi vide, hvor Søren står. Uden de lidt nærgående spørgsmål til Søren var der næppe kommet hul på debatten.
Jeg synes, at der efter de indledende dønninger er ved at udvikle sig en reel politisk diskussion om Folkebevægelsens vælgerunderlag og profil i fremtiden. Det er positivt.
Michael Voss og Janus Noack fra SAP siger (Arbejderen den 24. august): 'Helt ærligt har vi svært ved at se, at EU-parlamentsvalget gav EU-modstanderne grund til at slappe af og tænke, at det skal nok gå, bare vi fortsætter som hidtil. Faktisk ser vi det som helt afgørende, at der iværksættes en debat om EU-modstandens - og dermed Folkebevægelsens fremtid'.
Og Søren Søndergård skriver (Arbejderen den 27. august): 'Efter min mening har vi ikke været lige så gode til at få formidlet disse værdier, som vi har været til at få vores nej til EU-budskab ud. Derfor er vi blevet ramt af ja-sidens smædekampagne om, at vi bare sidder nede i Bruxelles med korslagte arme og siger nej til EU.'

To ben at gå på
Jeg mener, man begår en stor fejl, hvis man bruger valgresultatet den 13. juni til at konkludere, at der er brug for en ny linie i Folkebevægelsen. Valgnederlaget til de to bevægelser har nogle klare indenrigspolitiske årsager, socialdemokratiske vælgeres ønske om at markere modstand mod Fogh er blot én af dem.
Intet ved valgresultatet tyder på, at tiden er løbet fra dét at være unionsmodstander. Tværtimod viste stemmedeltagelsen, at befolkningen er mere pas på EU-projektet end nogensinde før.
Derfor vil det være fatalt, hvis vi begynder at dæmpe vores 'ud af EU'-argumentation. Efter 30 års ørkenvandring i Unionen, står vi nu med en situation, som kan udvikle sig til et egentligt opgør med EU-medlemsskabet, nemlig hvis vi får et nej til EU-forfatningen.
Men det kræver, at vi forstår at synliggøre og forklare dette perspektiv allerede nu, som en del af kampagnen op til folkeafstemningen. Den opgave skal løses, samtidig med, at vi går i spidsen for at bygge en bred nej-kampagne, med alle gode kræfter, der er imod EU-forfatningen. Også de, der ikke er klar til at diskutere udtræden af EU endnu.
Det er de to ben, vi skal gå på i kampagnen.

Plads til borgerlige
Jeg er glad for, at Søren Søndergaard erklærer sig enig i, at der i Folkebevægelsen bør være plads til den bonde, der har stemt på Dansk Folkeparti. Men vores tværpolitiske identitet må ikke bare være en hensigtserklæring. Vi skal arbejde målrettet for, at den bliver en stærk realitet:
Blandt de fiskere, der nu bliver tvunget til at hugge deres kuttere op på grund af EU«s fiskeripolitik. Blandt de unge landmænd, der ser deres ernæringsmulighed blive ødelagt, fordi kapitalstærke tyskere om få år kan opkøbe danske landbrug til sommerresidens.
Det er i sådanne grupper, at Dansk Folkeparti samler opbakning, fordi de har en EU-skeptisk profil. Og Dansk Folkeparti får manøvrerum, fordi vi på venstrefløjen ikke er dygtige nok til at arbejde med det nationale spørgsmål, til at forbinde os med folks krænkede nationale følelser.
I kampen for den nationale selvstændighed er sådanne alliancer ikke bare tilladelige. De er nødvendige. Og derfor vil det være fatalt, at erklære Folkebevægelsen for en centrum-venstre-bevægelse, hvor der ikke er plads til folk med liberalistiske ideer.
Ville Anders Dam fra Jyske Bank, der bekender sig til neoliberal økonomisk teori, men som etablerer værn mod udenlandsk opkøb i sin bank, ikke være velkommen i Folkebevægelsen? Naturligvis.
Hvis Folkebevægelsen erklærer sig som en centrum-venstre-bevægelse, afskærer vi en stor gruppe. Men hvad der er værre: Så vil vi sandsynligvis også se en splittelse i Folkebevægelsens nuværende medlemsskare, fordi de borgerlige kræfter i bevægelsen føler sig presset ud. Det vil være fatalt.