Bliver diskussionen om, hvorvidt Søren Søndergaard agter at følge SAP ikke taget nu, kan vi let risikere, at vi heller ikke på vores eget landsmøde får hovedbudskabet om nej til forfatningen ud

af Esben Majgaard Hansen, medlem af Folkebevægelsens Ungdom mod EU's landsledelse
Diskussionen der har været en uges tid her i Arbejderen om Søren Søndergaard og hans hensigter i Folkebevægelsen, synes jeg fortjener lidt ungt input fra en aktiv FBU'er.
Jeg vil ikke gå ind i en større diskussion om Søren Søndergaard, men er imidlertid heller ikke enig i at en sådan diskussion er unødvendig, særligt ikke når det er gælder en person, der har høstet mange stemmer som kandidat ved et folkevalg.
I det demokrati vi har, vælger vi med jævne mellemrum folk, der skal repræsentere vores synspunkter. Det er min opfattelse, at mange først udfra hvilke grundholdninger de er enige i, vælger parti eller bevægelse, for derefter at vælge en person på partiets eller bevægelsens liste, for eksempel udfra hans/hendes mærkesager eller (hvilket tit er tilfældet) udfra hvor bekendt hans/hendes navn klinger i øret.
Uanset hvad årsagen til valget af den personlige kandidat kan være, er det efter min overbevisning et fåtal, der ikke først og fremmest har valgt udfra kandidatens parti- eller bevægelsestilhold - i hvert tilfælde når det gælder Folkebevægelsens vælgere, hvoraf mange ved siden af valgene også er engagerede i politik.

Skuffet ved folketingsvalg
Netop derfor er det vigtigt, at vi i Folkebevægelsen giver de vælgere der satte deres kryds ved vores liste, præcis det vi lovede, nemlig en konstant tværpolitisk kritik af EU, den ny forfatning og Danmarks medlemskab.
Som førstegangsvælger oplevede jeg selv ved sidste folketingsvalg irritationen ved at stole på, at en kandidat følger sin listes valggrundlag, for så senere at finde ud af at det modsatte er tilfældet. I stemmeboksen satte jeg mit kryds ved Keld Albrechtsen, og ganske kort tid efter tonede nyheden om hans oplæg om en rød reformering af EU så op i nyhederne.
Her havde jeg stemt på en kandidat fra Enhedslisten, fordi jeg naturligvis regnede med, at han ville følge den konsekvente EU-modstand, hans parti havde programsat. Ærlig talt var jeg lidt skuffet over at være blevet snydt, allerede første gang jeg brugte min valgret.
Medierne kørte naturligvis nyheden op, så Enhedslisten blev nødt til at bruge en stor del af sit landsmøde på at afvise Albrechtsens forslag. Således gik det til, at medierne ved landsmødet øjnede en chance for at dække de interne stridigheder i stedet for Enhedslistens egentlige politik.

Tag diskussionen nu
Det får os måske i virkeligheden hen til den nuværende problemstilling. For bliver diskussionen om, hvorvidt Søren Søndergaard agter at følge SAP ikke taget nu, så kan vi let risikere, at vi heller ikke engang på vores eget landsmøde får hovedbudskabet om nej til forfatningen ud gennem medierne. Det mislykkedes under valgkampen, hvor mediernes søgen efter interne stridigheder oven i købet også gav pote, i form af DR's liderlighed for Ib Christensen i Folkebevægelsens officielle valgudsendelse.
Min egen mening i forhold til om man skal erklære Folkebevægelsen for en centrum-venstre-bevægelse, er naturligvis nej. Sådan tror jeg det største flertal af medlemmerne i Folkebevægelsen har det, hvorfor det er vigtigt, at vi sikrer os nu, at vores ansigter udadtil er af samme linje, før vi skal i gang med et super vigtigt landsmøde.