En cd, som består af vuggeviser indspillet af en række kvindelige kunstnere fra det meste af den nordlige halvkugles verden og udgivet af et forum, som kalder sig Kirkelig Kulturverksted med hjemsted i Oslo

Af Kjeld Stenum
Det sker, at jeg her i Skærveknuseren ikke helt kan undgå at cykle ind over et område, der måske snarere burde tilhøre bladets kulturredaktion, nemlig anmeldelser.
Når jeg anmelder ting, er det fordi jeg er faldet over noget, som kommer til at tage så meget plads i mit hoved, at det er det mest nærliggende for mig at skrive om, når jeg skal rapportere, hvad jeg filosoferer over på mine cykelture til og fra arbejde. Håber, bladets kulturredaktion tilgiver mig!
Denne gang drejer det sig om en cd. En cd, som består af vuggeviser indspillet af en række kvindelige kunstnere fra det meste af den nordlige halvkugles verden og udgivet af et forum, som kalder sig Kirkelig Kulturverksted med hjemsted i Oslo.
Det lyder jo ikke umiddelbart som noget, der er særlig relevant for dette blads læsere. Men det bliver en kende mere interessant, hvis man studerer lidt nærmere, hvor kunstnerne kommer fra.
Lidt groft sagt kan man dele dem ind i to kategorier: nemlig fra 'forbudte' lande som Palæstina, Irak, Cuba, Afghanistan, Iran, Syrien, Nordkorea på den ene side, og fra 'Guds egne lande' på den anden, først og fremmest naturligvis USA, men derudover en række europæiske lande (Tyskland, England, Skotland, de skandinaviske lande) med flere.
Når man dertil føjer, at cd'en hedder 'Lullabies from the Axis of Evil' (Vuggeviser fra Ondskabens Akse), går det måske op for læserne, hvorfor jeg finder den interessant.
Eller 'interessant' er et fattigt ord. Ved et tilfælde hørte jeg et nummer fra pladen i radioen her i forsommeren, og lige siden har jeg jagtet den i samtlige byens pladeforretninger. Til sidst fandt jeg et enkelt eksemplar i en meget stor butikskædes meget store butik et meget centralt sted i byen.
En butikskæde, som jeg ikke gider reklamere for i Skærveknuseren. Hvis nogen efter at have læst dette bliver varme på at købe cd'en, kan de lige så godt bestille den hjem ad andre kanaler, da jeg som sagt tog det eneste eksemplar, den meget store butikskæde lå inde med.
Men det er en fantastisk plade. Som musik er den fantastisk. De fleste numre er lokale vuggeviser fra 'onde' lande, som en lokal og en vestlig kunstner har arbejdet sammen om at indsynge. Det er meget forskellige kunstnere og meget forskellige musiktraditioner.
Og umiddelbart er det nok svært at forestille sig for eksempel den eksplosive tyske punker Nina Hagen synge vuggevise sammen med cubanske Martha Lorenzo. Men det gør hun altså, og der er kommet en meget sammenhængende helhed ud af det.
Måske er der, som pladens norske initiativtager mener, noget fælles for alle kulturer ved den måde, hvorpå mødre synger deres børn i søvn. Eller måske er det bare pladens indlysende politiske budskab, der får kunstnerne til at dæmpe trangen til individuelle præstationer til fordel for ønsket om helhed.
For det virkeligt enestående ved pladen er den styrke, den har som politisk ytring. Ikke siden den amerikanske sanger Paul Simon i begyndelsen af firserne, mens der endnu var apartheid i Sydafrika, sammen med en række sorte sydafrikanske musikere udgav pladen 'Graceland', er der lavet så politisk stærk musik.
Og jeg er ved at sige, at denne plade er endnu bedre, selv om det er synd at sammenligne gode plader på den måde. Men nu er vi i årevis blevet propfodret med USA-designede rapporter om, hvordan ondskab, masseødelæggelsesvåben og terrorisme systematisk frembringes i landene fra Ondskabens Akse.
Alle disse løgne behøver vi ikke modbevise længere. Vi kan bare begynde at spille en cd med kvindestemmer, der nænsomt synger skrøbelige vuggeviser.
Eneste danske musiker er Annisette fra Savage Rose, der har lavet en helt ny vuggevise sammen med palæstinensiske Rim Banna. Og det er der kommet noget aldeles vidunderligt ud af.
Selv om det er en plade fra et kirkeligt kulturværksted, synes jeg ikke, der er noget mærkeligt ved at træffe på Annisette i den sammenhæng. Jeg har altid oplevet Annisette som en kunstner, der tænker politik med hjertet og ret kompromisløst gør, hvad hun finder politisk rigtigt, uanset om det er i selskab med de 'rigtige' mennesker eller ej. Og den fordomsfrihed har min fulde sympati.
Nogen skal nok finde på at sige, at det er demagogi at udnytte mødres vuggeviser for deres børn på denne politisk manipulerende måde. Men hvad er demagogi og manipulation? Tager man derned, er jeg helt sikker på, at vuggeviserne dem vil man finde dernede, og de bliver sunget. De er 'hard facts'.
Men masseødelæggelsesvåbnene, dem fandt man aldrig. Og den ene rapport efter den anden afslører i dag, at man heller aldrig har haft belæg for at hævde, at de skulle findes - i hvert fald ikke hos de onde irakere, kun hos deres gode befriere. Så hvad er demagogi, og hvem manipulerer?