Folkelig massebevægelse er den virkelige kilde til optimisme. Men dette potentiale vil hastigt forsvinde, hvis den nøjes med en ussel rolle som vedhæng til Det demokratiske Parti.

af ANSWER-koalitionen, USA

Folkelig massebevægelse er den virkelige kilde til optimisme. Men dette potentiale vil hastigt forsvinde, hvis den nøjes med en ussel rolle som vedhæng til Det demokratiske Parti.
Det er på høje tid at alle progressive og marginaliserede grupper indtager et klart standpunkt imod den politik, der råder i såvel Det Republikanske som Det Demokratiske parti.
Bush's regering er involveret i en kriminel angrebskrig og besættelse vendt mod Iraks befolkning. Regeringen forsøger på at eliminere de borgerlige rettigheder, mens man samtidig anklager amerikansk-arabere og muslimer for at udgøre 'en indre fjende'. Regeringen har været indblandet i adskillige destabiliserende projekter rettet mod andre nationer, og har frataget folk deres suverænitet og frihed. Lige fra indespærringen af den palæstinensiske befolkning inden for 'Apartheid-muren' til besættelsen af Haiti ved indsættelse af nordamerikanske tropper og med bistand fra dødspatruljer. Afghanistan og Centralasien bliver gjort til nordamerikansk interessesfære og USA anvender sit militær til støtte for de multinationales rovdrift på verdens råstoffer og arbejdskraft.

Krigenes tvillinge-partier
Krigen mod Irak begyndte ikke for et år siden og den er ikke Bush's egen. Ledelsen af Det demokratiske Parti og demokraternes solide flertal i Kongressen gav i oktober 2002 fuld opbakning til det forestående angreb mod Irak selv om deres partikontorer blev kimet ned med henvendelser om at stemme nej til krigen. I juli 2003 gav et enstemmigt Senat opbakning til at fortsætte besættelsen af Irak. Der var ikke én stemme imod.
Bush insisterer på at USA's tropper fortsætter besættelsen af Irak i overskuelig fremtid. John Kerry, der stemte for krigen, er ikke tilhænger af en amerikansk tilbagetrækning. I realiteten opfordrer han til at man midlertidigt udvider hæren med yderligere 40.000 soldater for at afhjælpe den mangel på mandskab, der er opstået som følge af udviklingen.
Bush-regering og Kerry var enige om at fordømme den nyvalgte spanske regering, da den trak sine styrker tilbage Irak. Bushs regering forfulgte sit mål om en 'ændring af regimet' der endte med den logiske - men illegale – invasion den 20. marts 2003. Men 'ændring af regimet' i Irak blev allerede officiel amerikansk politik i oktober 1998 under Bill Clinton. Det var i december 1998 Clinton-regeringen insisterede på at våbeninspektørerne skulle ud af Irak og den næsten daglige bombning af landet begyndte. Både de demokratiske og de republikanske regeringer fortsatte de sanktioner der medførte et folkedrab, og ifølge FN's egne statistikker kostede tæt ved 1,5 millioner mennesker livet.
Da Bush-regering gav grønt lys for Ariel Sharons terror mod palæstinenserne, udsendte John Kerry i februar et dokument kaldet 'Israels sag er USA's sag'. Begge modsætter sig palæstinensernes legitime ret til selvbestemmelse og flygtningenes tilbagevenden. USA's regering finansierer med daglige omkostninger på 15 millioner dollar - og med støtte fra begge partier - krigen mod det palæstinensiske folk.

Fælles angreb på rettigheder
Bush-Ashcroft regimet har gennemført et anslag mod de borgerlige rettigheder og friheder, for eksempel med indførelsen af den såkaldte 'Patriot Act', den 26. oktober 2001. Kerry og Det demokratiske Parti støttede vedtagelsen af denne lov. I Kongressen endte afstemningen med 346 for og 66 mod. Kun Russell Feingold stemte imod i senatet.
George Bush og John Kerry repræsenterer de ekstremt rige og privilegerede. Bush og hans familie har raget dusinvis af millioner til sig blandt andet fra olieindustrien. John Kerry er den rigeste person i Senatet, og hans personlige formue anslås af 'Forbes' til mindst 525 millioner dollars.
Bush har smadret livsvigtige sociale programmer. På trods af sin ufattelige rigdom var Kerrys indstilling til bistandsmodtagere, at disse modtog alt for høje ydelser, og han stemte for Velfærdsreformen i 1996. Det er –en reform, der har frataget millioner af i forvejen fattige mennesker - heraf 70 procent børn - retten til bolig og mad. Bush-regeringens skattelettelser for de rigeste, der er vedtaget med støtte fra demokraterne, vil tildele hver millionær 181.000 dollars årligt, hvis loven bliver gjort permanent. Samtidig har regeringen fremsat forslag om nedskæringer i boligstøtten, der vil fratage flere end 100.000 børnefamilier retten til at modtage en særlig bistand, der sikrer overkommelige huslejer.
Bush's reaktionære 'Lov om at ingen børn lades i stikken' blev vedtaget med støtte fra Det demokratiske Parti, heriblandt John Kerry. Loven straffer kvarterer, hvor der lever arbejdere og fattige ved at fjerne økonomiske midler fra skoler, der ikke lever op til visse standarder. Loven er i bund og grund racistisk da den især rammer skoler, der i forvejen lider under mangel på resurser, og som ligger i boligområder, der fortrinsvis bebos af afro-amerikanere og latinoer. Loven er også kendt under betegnelse 'ingen børn uden tilbud om rekruttering', da skolerne tvinges til at udlevere navne, adresser og telefonnumre på eleverne til hærens rekrutterings-officerer - ellers skæres der i de statslige tilskud.
Den føderale regering har travlt med at overføre midler til Pentagons i forvejen oppustede budget - en tendens, der startede under Bush og som støttes af Kerry. Samtidig er de økonomiske resurser, som står til rådighed for delstater, byer og især for livsvigtige sociale programmer blevet fjernet. Voldsomme nedskæringer på områder som boliger, uddannelse, jobtræning, hjælpe til krigsveteraner og sundhedssektoren bidrager til nye menneskelige lidelse især blandt arbejderklassen og i de fattige kvarterer. Hårdest ramt er afro-amerikanske og latinamerikanske kvarterer.
Begge partier er modstandere af offentlig bistand og hjælpeprogrammer til illegale indvandrere og deres familier. Begge partier har travlt med at gøre immigrant-grupperne til syndebukke og angribe disse gruppers legale og sociale rettigheder.
I de seneste tre år er tæt på tre millioner arbejdspladser gået tabt i USA, som konsekvens af at firmaerne griber til afskedigelser, udliciteringer og flytter deres produktion ud af landet for at udnytte billig arbejdskraft. Mens demokraterne angriber Bush, er dette fænomen i virkeligheden en konsekvens af den kapitalistiske globalisering, der prioriterer firmaers profit frem for arbejdernes rettigheder, uanset om det er i USA eller i andre lande. Det demokratiske Parti er - som Det republikanske Parti - et redskab for denne økonomiske og sociale model.

Den fare Bush repræsenterer
Fremvæksten af en global massebevægelse de seneste tre år har vist omfanget af vreden over Bush-regeringens globale dagsorden, dens kriminelle handlinger og dens vilje til ubegrænset voldsanvendelse i jagten på verdensherredømme. Hele verden er truet af Bush's regime. Ikke alene har der været krige og besættelser i Irak og Afghanistan samt USA's kup og besættelse af Haiti. Alverdens befolkninger er ved at indse, at de selv er i farezonen. Oprettelse af nye militærbaser i de tidligere sovjet-republikker i den kaspiske region og genetableringen af USA's militær i Filippinerne viser de nye farer, som Bush-regeringen repræsenterer. Det er den samme regering, som er fast besluttet på at vælte Cubas og Venezuelas regeringer.
Den er ligeledes engageret i at vælte regeringen i Zimbabwe og gen-koloniseringen af Afrika - et kontinent med omfattende og uudnyttede oliereserver og andre råstoffer.
Den forhærdede regering er hastigt i gang med opbygningen af det såkaldte Missilforsvarssystem, der leder USA på kollisionskurs med Folkerepublikken Kina og Nordkorea.
Mellemøstens befolkninger er ved at indse, at krigen mod Irak blev designet med henblik på at etablere en platform for kommende trusler, aggressioner og interventioner i Syrien, Libanon, Iran og andre lande i regionen.
Regeringen har på den mest arrogante facon offentliggjort sin doktrin om forebyggende krige, ifølge hvilken USA ikke alene har ret til at invadere andre lande, men også til at udføre attentater rundt omkring i verden mod enkeltpersoner, der udpeges som 'fjenden' og dømmes til døden af Bush-regeringen. Man har tiltaget sig retten til at spærre hvem som helst inde i ubegrænset tid uden at fremsætte anklager, uden retssag, og uden ret til sagførere. Det foregår i koncentrationslejren på Guantanamo-basen i Cuba, og de samme midler anvendes imod amerikanske statsborgere i militærfængsler i USA.
Bush-regeringen har ligeledes erklæret krig mod miljøet ved at nægte at underskrive Kyoto-aftalen og arbejde for at gøre Antarktis til ét stort oliefelt. Den har hævet grænserne for indhold af kviksølv, arsenik og andre gifte i luft og vand, som børn indånder og drikker. Regeringen har tømt sociale projekter for indhold ved en hidtil uset overførsel af rigdom fra de fattige og arbejderne til de rige. Højrefløjens ideologer i Det hvide Hus forsøger at fjerne samtlige civile, sociale og demokratiske rettigheder, som befolkningen har vundet gennem de seneste årtier.
Aktionsret og valgret er truet. Kvinders ret til abort og pigers ligeret til uddannelse angribes.
USA's og resten af verdens folk er ved at indse, at hvis Bush genvælges, vil regeringen sandsynligvis intensivere det globale anslag mod alt, hvad der står i vejen for planerne om USA's herredømme i verden og de højre-ekstreme indenlandske planer.

Massebevægelse har skabt sejre
Vi ved også, at det ikke er Det demokratiske Parti, der stopper Bush-regeringen, for dette parti repræsenterer samme korporative og samme militær-industrielle kompleks som Bush regeringen. Selv om demokraternes ledere er modstandere af nogle af de mest højre-ekstreme elementer i Bush's dagsorden, viser partiets fortid, at det velvilligt underkaster sig Bush's programmer og anvender dem mod de samfundsgrupper, demokraterne hævder at repræsentere.
Begge partier repræsenterer koncentrationen af magt hos de multinationale og finansielle eliter, militarisme og krig samt det angreb, som storindustrien har i gang mod arbejdernes rettigheder og mod befolkningens rettigheder og friheder.
Det var den massive og uafhængige mobilisering af befolkningen, der sikrede de faglige rettigheder i 1930'erne, de borgerlige rettigheder i 1960'erne, og de fremskridt, som er opnået for kvinder og homoseksuelle. Det var den amerikanske befolkning, der sammen med den folkelige modstand i Vietnam og i resten af verden, der fik sat en stopper for den forbryderiske krig i Sydøstasien.
Når Bush og republikanerne samles i New York vil i hundredetusinder protestere mod deres forbrydelser hjemme såvel som i udlandet. Det demokratiske Parti forventer kynisk at kunne tage vores vrede over Bush-regeringens forbrydelser til indtægt i en sådan grad, at befolkningen vil udstede en blankocheck til deres planer - planer, der i store træk støtter den samme voldelige og undertrykkende politik og storindustriens udbytning som Bush. De tror at vores vrede over Bush vil komme til udtryk som en automatisk opbakning til Kerry. De tror ikke, at de behøver at tage sig af de reelle menneskelige behov for global retfærdighed. De drømmer om, at det at repræsentere et falsk 'alternativ' er tilstrækkeligt til at overtage regeringsmagten og blive den storindustrielle dagordens nye arvinger og talsmænd. Vi har ikke råd til at tie stille. Vi kan ikke bare se til. Vi må skride til handling.
Massedemonstrationerne ved begge partiers konventer bør på ingen måde tolkes som om organisatorerne ikke er klare over den mulige forskel på dette eller andre valg.
Det nyligt afholdte valg i Spanien, hvor der blev sagt nej til den Bush-venlige Aznar-regering i dagene efter det forfærdelige bombeattentat i Madrid, kan ikke tolkes som andet end en magtfuld folkeafstemning om denne regerings medskyld i krigen mod Irak.
Hvis Bush skulle blive besejret i november, ville verden opleve en glædesreaktion, der svarer til den, der fulgte i kølvandet på Aznars nederlag. Men hvis Bush taber og Kerry overtager præsidentposten, er det åbenlyst at besættelsen af Irak og alle andre af Pentagons, CIA's og storindustriens projekter vil fortsætte uforstyrret.
Mange mente, at Sovjetblokkens sammenbrud og afslutningen på den kolde krig ville føre til afspænding og skabe en 'fredsdividende', hvor der ville blive overført resurser fra krigsproduktion til programmer, der ville gavne menneskeheden. I stedet har det åbnet op for nye muligheder for USA, som eneste verdensmagt, til at kunne gøre fremskridt med det velkendte ønske om at underlægge sig ethvert område og ethvert land for derved at kunne diktere sin politik og sin storindustris magt og kontrol.
Krigen mod Irak er ikke blot et enkeltindivids elle en enkelt gruppes projekt. Denne krig er et produkt af århundreders verdenskapitalisme, den naturlige konsekvens af en struktur, der kræver stadigt større profitter for de få, gennem udbytning af menneskers og naturens resurser og ved kontrol med verdensmarkedet. Hele doktrinen om forebyggende krige og global erobring, som den kommer til udtryk i den Nationale Sikkerheds Strategi, fra september 2002, taler dette sprog.

Må følge sit eget spor
Håbet om en reel forandring - ikke en kosmetisk ændring, men påtrængende og grundlæggende nødvendige sociale forandringer i USA vil komme fra en stadigt voksende og politisk bevidst, folkelig massebevægelse. Denne bevægelse er i sin opstartsfase. Dens potentielle styrke er den virkelige kilde til optimisme. Men dette potentiale vil hastigt forsvinde, hvis den nøjes med en ussel rolle som vedhæng til Det demokratiske Parti. Da det herskende politiske og økonomiske magtapparat har bevæget sig drastisk mod højre siden afslutningen på Vietnam-krigen med det formål at få fjernet samtlige sociale landvindinger, der er blevet opnået i løbet af 60'erne og 70'erne - og Det demokratiske Parti har troligt fulgt trop.
Den progressive bevægelse må følge et andet spor. Det må udvikle sit eget uafhængige program, sin egen uafhængige strategi og det må slås mod ledelserne af både det republikanske og det demokratiske parti for at vinde befolkningens bevidsthed og støtte.

ANSWER står for 'Act Now to Stop War and End Racism' - Aktioner nu for at stoppe krig og racisme. Erklæringen er oversat og let forkortet af Arbejderen.

www.internationalanswer.org/