Især opholdt Lenin sig ved, hvad han betegnede som ´den ´fysiske´ idealisme, det vil sige idealismen i en bestemt fysikerskole i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede

af Carlo H. Hansen, Tilst
I Arbejderen den 20. august har Lars Ulrik Thomsen et indlæg 'Den klassiske tyske filosofi og marxismen', hvori han henviser til en artikel 'Om den kæmpende marxismes betydning' i Forlaget Tidens udvalgte værker af Lenin, bind 15. Titlen er forkert oversat og burde være 'Om den kæmpende materialismes betydning', som det også hedder i titelregistret i bind 16.
Bedre bliver det ikke af, at Lars Ulrik Thomsen i sit eneste citat fra artiklen skriver 'den kæmpende marxisme', hvor oversættelsen korrekt er 'den kæmpende materialisme'.
Ligesom med sit filosofiske hovedværk 'Materialisme og empiriokriticisme' (1909) ville Lenin med artiklen 'Om den kæmpende materialismes betydning' (1922) forsvare den filosofiske materialisme, som reaktionen siden slutningen af 1800-tallet havde kastet sig over i bekæmpelsen af marxismen.
Især opholdt Lenin sig ved, hvad han betegnede som 'den 'fysiske' idealisme, det vil sige idealismen i en bestemt fysikerskole i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Hvad er der blevet af denne 'fysiske' idealisme? Og hvordan er det for eksempel kommet dertil, at paven og erklærede materialister i det væsentlige er enige med hensyn til verdens endelighed i tid og rum, anskuelser, som allerede Engels grundigt afviste og latterliggjorde i 'Anti-Dühring' og 'Naturens dialektik'?
Der er masse af aktuelle spørgsmål for marxismens filosofi.
Fremfor, som Lars Ulrik Thomsen anbefaler, at kaste sig over læsning af Hegels idealistiske værker for at forstå marxismen, finder jeg det mere relevant at tage ved lære af Marx', Engels' og Lenins anvendelse af en materialistisk fortolkning af Hegels dialektik og af materialismen i det hele taget og konfrontere vor tids knæsatte videnskab med denne lærdom.