Konferencen på lørdag, arrangeret af LO-storbyerne og Fagligt Ansvar, kan få stor betydning for hvordan folketingets flertal kommer til at se ud efter næste valg.
af Jan Mathiesen
Lørdag den 28. august mødes tillidsrepræsentanter fra hele landet til konference for at diskutere Faglige krav til en ny politik.
Konference kan få stor betydning for fagbevægelsen selv, og for hvordan folketingets flertal kommer til at se ud efter næste valg.
De fleste kan stadig huske det chok, der bredte sig i store del af fagbevægelsen efter sidste valg. Der var brug for selvkritisk at sætte lup på fagbevægelsen selv, og den efterfølgende debat kan i korthed samles op i følgende hovedpunkter:
* Man måtte tage et opgør med den upolitiske fagbevægelse. Fagbevægelsen skulle politiseres, tage stilling til de væsentlige samfundsmæssige spørgsmål. Den skulle sætte en anderledes politisk dagsorden.
* Fagbevægelsen måtte gøre op med bare at være et parlamentarisk halehæng, først og fremmest til Socialdemokratiet. Den automatiske blankocheck til en socialdemokratisk regering, uden at stille politiske krav til den førte politik, måtte være fortid.
* Og internt i fagbevægelsen måtte der arbejdes på de forandringer, der er nødvendige for at genvinde fagbevægelsens troværdighed blandt medlemmerne.
Foreløbig status
Dette var udgangspunktet for Fagligt Ansvar, og i de snart tre år, der nu er gået, er der sket rigtig meget, blandt andet i samarbejdet mellem Fagligt Ansvar og LO-storbyerne.
Hvor langt, vi er kommet, får vi se på konferencen på lørdag. Der ligger til konferencen et udkast til Faglige krav til en ny politik. Det er et omfattende papir, som på mange måder formulerer en konstruktiv og fremadrettet politik. Det spændende på konferencen bliver ikke så meget den endelige udformning og enighed omkring Faglige krav til en ny politik, men hvordan vi udnytter den politiske enighed offensivt og fremadrettet.
Fagbevægelsen kan vælge én af to mulige veje: skal det være uforpligtende klappe-kage, eller skal vi som fagbevægelse stille politiske krav til de såkaldte arbejderpartier for at kunne anbefale dem ved det kommende valg.
Politikken er afgørende for fornyelse
Der vil ikke være meget fornyelse, hvis fagbevægelsen blot udsender en blankocheck om støtte og fælles valgkamp til arbejderpartierne, upåagtet hvilken politik de vil føre.
Fornyelsen består alene i, at fagbevægelsen kræver, at de politiske partier konkret og forpligtende tager stillig til det politiske grundlag, vi skal drøfte og beslutte på konferencen.
Til konference er Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten inviteret. Jeg håber ikke at, vi skal høre tre gange 15 minutters oplæg om, hvor forfærdelig den nuværende VC(O) regering er. Det ved alle, der deltager på konference godt. Det er derfor vi er samlet. Der behøver heller ikke at blive brugt mange ord på, at vi ikke ønsker den nuværende regering fortsætter efter valget. Det er der også enighed om.
Derimod bliver det spændende at høre om den politik, som de politiske partier vil føre. Og høre hvordan de stiller sig til det politiske udspil.
Udmeldinger fra partier bliver afgørende
Det bliver disse udmeldninger, der bliver afgørende for, om vi kan vedtage at anbefale partierne ved det kommende valg og indgå i en fælles valgkamp.
Der er ikke brug for almenheder om at stå sammen imod den nuværende regering. Der er brug for konkrete og håndgribelige tilsagn fra de politiske partier til fagbevægelsen og dens medlemmer om, hvilken politik man vil føre.
Først når vi har sådanne tilsagn fra partierne, kan vi beslutte om vi vil anbefale dem og indgå i en fælles valgkamp. For nok vil vi af med Anders Fogh regeringen, men der bliver ikke megen fidus i, at få en socialdemokratisk regering tilbage, hvis den ikke vil gennemføre en grundlæggende anderledes politik, som har opbakning fra fagbevægelsen.
Jan Mathiesen er medlem af DKP/ML's faglige udvalg. Derudover er han faglig sekretær i RBF Københavns Amt og med i koordineringsgruppen i Fagligt Ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278