Opsvinget for arbejderbevægelsen og den demokratiske kamp i det 20. århundrede, betød også en øget interesse for klassekampen i historisk perspektiv

af Lars U. Thomsen
Opsvinget for arbejderbevægelsen og den demokratiske kamp i det 20. århundrede, betød også en øget interesse for klassekampen i historisk perspektiv
Legenden om Spartacus er stadig levende. Inden for musik, kunst og litteratur vedbliver de skelsættende begivenheder fra år 73 - 71 før vor tidsregning at sætte fantasien i bevægelse. Hvad er det, som fascinerer mennesker i så mange slægtled, efter at slaverne og daglejere på de store italienske latifundier (godser), gjorde oprør?
På mange måder kan man sammenligne med Homers sagn om Odysseen og Illiaden, der i århundreder blev overleveret mundtligt, med tusindvis af vers, for så endeligt at blive nedskrevet i den tidlige middelalder. Dette epos hylder først og fremmest de gamle græske adelsslægter og deres bedrifter i slaget om Troja.
Betegnende nok er det først i vores tid, der er givet en mere sammenfattende beskrivelse af slavekrigen. Legenden om Spartacus og slavernes opstand er blevet fortalt af samtidige romerske og græske historikere: Livius, Plutarch og Appian. Imidlertid ved vi at kilderne ikke kunne eller ville fortælle den fulde sandhed, af frygt for repressalier. Men dermed er det ikke nok alene at søge en forklaring på denne legende i kilderne. Det må være muligt at finde overleveringer i folkeeventyr, sange og danse fra oldtidens Italien og andre lande, som var omfattet af kolonikrigene.

At rejse i tiden
At foretage en rejse i tiden, kræver at man ser den tids natur og mennesker for sit indre billede.
Umiddelbart kunne man fristes til at se billedet af det lykkelige Arkadien for sig, med fårehyrder og kvægdrivere, der driver de store flokke foran sig igennem et overdådigt landskab. Idyllen har kun været tilsyneladende, for de mange flygtninge og indvandrere, for nu at bruge et billede fra nutiden, måtte trælle for de store godsejere, eller på store fabrikker, under umenneskelige forhold. Tiden var præget af kapitalkoncentration og uhørt spekulation på børsen i Rom, på grund af de mange krige, som datidens kejsere førte i kolonierne.
Det var det, som skabte grobunden for det store oprør, der begyndte på en gladiatorskole i Capua, lidt syd for Rom. Alle bagatelliserede begivenheden, der i første omgang omfattede cirka 70 gladiatorer; men omfanget af oprøret blev ved med at vokse, og i titusinder af slaver sluttede sig til Spartacus' hær.
Hvis man igen gør brug af fantasien, kan man forestille sig denne styrke, som efter sigende nåede op på 100.000 mænd, kvinder og børn, der som en flod skyllede gennem landskabet. Hvilket mesterværk i rekognoscering og forberedelse af overnatning og forplejning for så mange mennesker, der konstant var på farten! De måtte hele tiden være på vagt og forberede sig mod de angreb, der kom fra stadig flere romerske legioner, der blev sendt imod dem.

På vandring
Plutarch, der har beskrevet den berømte feltherre Marcus Crassus i sine Levnedsskildringer, fortæller om en rejse, der strakte sig over det meste af Italien fra Alperne i nord til Sicilien i syd, og endda omfattede et forsøg på at sejle over Messina-strædet til Sicilien.
Med datidens beskedne vejforhold og så stor en menneskemængde på vandring må det have været en menneskelig og militær kraftanstrengelse, der har gjort dybt indtryk på alle som oplevede det. Hvem havde ventet, at slaver evnede at organisere og lede et samfund? Ganske vist et nomadesamfund, men det gør ikke bedriften mindre.
Begivenhederne har som sagt for en stor del levet videre som sagn og legender op gennem tiden, for senere at dukke op i de bonderejsninger, som fandt sted over hele Europa og i Tyrkiet i begyndelsen af det 12. århundrede.
Folkets viden om sin egen styrke, gennem de store episke fortællinger, har givet det mod til at tage kampen op mod undertrykkelse og nedværdigelse i de nye former, den nu optrådte under i feudaltiden. Er vores egen Skipper Klement, som optræder i det 15. århundrede, ikke en efterkommer af Spartacus, og en, efter danske forhold, lige så imponerende præstation? Jeg kan ikke lade være med at tænke på Prometheus, den store sagnskikkelse i græsk mytologi. Sagnet fortæller at Prometheus trodsede guderne og bragte ilden og lyset til menneskene. Han blev som straf lænket til en klippe, og udsat for alskens prøvelser. Er der ikke også tråde bagud, til Aischylos' Prometheus i antikken, og fremad i Percy B. Shelleys digt, Den frigjorte Prometheus, fra 1818?

På vej mod en ny tid
Vi må huske, at historiske beretninger og velovervejet kildekritik er vigtige for en forståelse af, hvordan historiens store hjul har drejet.
Der findes adskillige fine historiske værker, som kritisk vurderer oldtidens kilder. Det har ikke været målet med denne beretning. At kende den kunstneriske side af disse legender og sagn kan også give inspiration til nutidens mennesker; at gribe muligheden for selv at forme sit liv, at række ud efter fællesskabet.
Den armenske komponist Aram Khachaturyan havde i 50'erne, efter indgående studier og rejser til Italien, komponeret musikken til balletten Spartacus. Den skulle, med sin medrivende musik og gennem dansen, blive et elsket kunstværk, der er opført i ind- og udland på alle de store scener i årene efter.
Sådan lever legenden om Spartacus videre, og selv i moderne tid kommer der nye indspilninger af film, teater og musik med Spartacus-temaet som model.
Mindre kendt i denne sammenhæng er svenskeren Edvin Trettondals-Ericsons skuespil Spartacus - et frihedsdrama i 5 akter. Skuespillet opnår sin dramatiske virkning ved at skifte mellem de to lejre, slavernes og romernes, og spændingen stiger i intensitet frem mod slutningen. Stykket er samtidig en kilde til at forstå hvilke åndelige strømninger, der fandtes i datiden, og hvordan brydningerne mellem de forskellige skoler fik indflydelse på udfaldet af kampen. De viser i kim, hvordan den nye feudalordning allerede var på vej, med sine krav til en ændret opfattelse.

Folkets rødder
Den amerikanske film Spartacus, med Kirk Douglas i hovedrollen, står for mange mennesker som et dramatisk højdepunkt i amerikansk film, og må roses for dens fine indlevelse i slavernes forsøg på, at skabe en menneskeværdig tilværelse. Filmen bygger på Howard Fasts roman af samme navn, der udkom i 1951, cirka ti år før filmen fik premiere. Denne roman er et kraftfuldt billede på, hvad slaverne formåede.
Howard Fast fortæller, at bogen ikke kunne udgives på et normalt forlag. Kun i kraft af mange forudbestillinger lykkedes det at få den i handelen. Så stærke var og er de følelser, der er knyttet til navnet Spartacus, at de må søge til folkets rødder for på ny at kunne spire frem.
Navnet er også udødeliggjort gennem de tyske spartakisters forsøg på at bremse det imperialistiske Tysklands stormagtsdrømme. Et forsøg, som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht måtte betale for med livet i 1919, da den tyske revolutionære bevægelse blev kvalt.
Historien om Spartacus og de modige få, der startede opstanden i Capua, lever videre i menneskenes bevidsthed i mange former. I nutidens arbejderbevægelse har vi begivenheder og personer, der kan måle sig med slavernes bedrifter i oldtiden. Forskellen til nutidens kampe er, at arbejderbevægelsen i dag har adgang til en videnskabelig teori, der, rigtigt anvendt, kan virkeliggøre den enhed, der er alfa og omega for at realisere Spartacus' drøm:
Bryd kun fortids møre mur i stykker.
Slaveskare, der er kaldt.
Snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt.

Litteratur om emnet:
Der findes et væld af titler der omtaler slavekrigene og Spartacus. Blandt de titler der er brugt er:
Spartacus, Howard Fast, Forlaget Tiden 1981.
Europas Kulturhistorie, Hartvig Frisch, Politikens Forlag 1962.
De unge Døde, Essaysamling bl.a. om Shelley, Nordahl Grieg, Gyldendal 1963.
Plutarch's Lives, William Heinemann, London 1958, bd.3
De romerske Borgerkrige, Appian, Kbh. 1919.
The Roman Republic and the Founder of the Empire, T. Rice Holmes, bd.1.
Slaves on Screen, Natalie Zemon Davis, Harvard University Press, Massachusetts 2000.

Spartacus, der var af thrakisk afstamning (et område der nu dækkes af Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet) tjente først i de romerske hjælpetropper, for senere at blive gladiator i Italien.
Han ledede opstanden i 73 f.v.t. i Capua, en by ca. 200 km sydøst for Rom. Efterhånden sluttede flere og flere sig til Spartacus' hær, der efter sigende nåede op på et sted mellem 70.000 og 120.000 mand.
Spartacus overvandt de romerske hærstyrker i 9 slag, inden han selv blev slået af den romerske konsul Marcus Crassus, i et slag i Syditalien i 71 f.v.t.