Diskussionskrudtet i Folkebevægelsen og i dens nærmeste omegn skal kanaliseres over i, hvad jeg opfatter som mere frugtbare retninger

:af Niels Eriksen, medlem af Folkebevægelsen mod EU's Forretningsudvalg og Enhedslisten
Når jeg læser indlæggene, i den diskussion der er opstået (eller er ved at opstå) i Arbejderen, om Søren Søndergaard, Folkebevægelsen mod EU og ikke mindst Folkebevægelsens valggrundlag, igangsat af Karen Sunds den 17. august, så føler jeg mig ærlig talt meget træt. Jeg føler mig træt, fordi den diskussion ikke vil føre Folkebevægelsen politisk videre, og den løbende EU-diskussion i Enhedslisten vil absolut heller ikke få et kvalitetsløft.
Nu har Søren den 19. august svaret Karen, og her slår han selvfølgelig fast, at han stillede op på Folkebevægelsens valggrundlag og det står han stadig ved. Nu kan man så vælge at tro på, hvad han skriver, og så er den sag slut. Omvendt, så kan man også vælge ikke at tro på, hvad Søren skriver, og så er der heller ikke nogen grund til at fortsætte - for så vil man jo alligevel ikke tro på hvad han videre måtte svare.

Forskellige holdninger
Det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, at der i Enhedslisten findes forskellige synspunkter om EU-spørgsmålet. Der er nogen der mener, at Folkebevægelsen bør blive en socialistisk bevægelse, andre mener at Enhedslisten skal droppe båndene til bevægelserne og koncentrere sig alene om Enhedslistens EU-politik, så er der enkelte der er på vej i retning af 'Nyt Europa', og endelig er der det store flertal der støtter Enhedslistens nuværende EU-linie.
De forskellige holdninger betyder, at der en gang imellem dukker en diskussion op i Enhedslisten om vores fremtidige EU-linie. Og den må vi selvfølgelig tage - og personligt har jeg selv et indlæg i forhåbentlig næste nummer af Rød-Grønne Linjer, der handler om, hvorfor 'Nyt Europa-vejen' er en blind vej, hvis man ønsker et socialistisk samfund.
Enhedslistens EU-diskussion er ikke som udgangspunkt en Folkebevægelse-diskussion! Så det er op til os, der betaler kontingent til begge foreninger at deltage i den interne EU-diskussion, og støtte op om den linie i Enhedslisten der mener, at for at EU-modstanden kan vinde eksempelvis den næste folkeafstemning om EU-grundloven, så må vi arbejde for, at nej-siden er repræsenteret af en tværpolitisk bevægelse som Folkebevægelsen.

To vigtige opgaver
Til slut vil jeg gerne opfordrer til, at diskussionskrudtet i Folkebevægelsen og i dens nærmeste omegn i højere grad bliver kanaliseret over i, hvad jeg opfatter som mere frugtbare retninger. Her tænker jeg særligt på to væsentlige punkter.
Det første punkt er selvfølgelig, hvordan Folkebevægelsen mest effektivt kan bidrage til en sejr ved EU-grundlovsafstemningen.
Det andet punkt er mere langsigtet - det drejer sig om næste EU-parlamentsvalg. Vi kan selvfølgelig håbe på, at vi er ude af EU-foreningen til den tid, men er vi kloge, satser vi ikke hele butikken på at det er tilfældet. Vi førte måske den mest professionelle EU-valgkamp i hele Folkebevægelsens historie ved dette EU-parlamentsvalg - vi overlevede, men vi kan ikke påstå, at marginen til fiasko var meterbred.
Efter min mening må vi evaluere og lære af denne valgkamp, og blandt andet overveje hvordan vi skal forholde os til en politisk valgkamp, som dybest set var uden en politisk dagsorden og dermed uden reel politisk diskussion i medierne. Det nærmeste vi kom et politisk tema for EU-parlamentsvalget var, hvorfor folk ikke ville stemme til EU-parlamentsvalget, og hvad kandidaterne ville gøre ved det.
Det manglende politiske indhold i valget gjorde så, at valget blev et kendisvalg - når folk ikke fik nogle politiske valgmuligheder at vælge mellem, så fokuserede de på de personer de kendte i forvejen - og her gik det galt for Folkebevægelsen - om ikke fuldstændigt så i stor stil.
Det må ikke ske igen! Og det har vi kun fem år til at forebygge - og det er bevidst, at jeg skriver kun. Det her drejer sig både om politik og profilering for Folkebevægelsen - og ikke mindst lange seje træk. Derfor har vi brug for en omfangsrig og grundlæggende diskussion, der ikke kan overstås på et weekendmøde i Folkebevægelsens Forretningsudvalg.