Da vi kommer ud fra en spisepause, står der en mand i rødt tøj derude og kigger misbilligende på vores pumpeslanger. Hvem der har givet os lov til at lave det sådan, vil han vide
af Kjeld Stenum
Da jeg møder første dag efter min ferie, er det til et hul midt på Åboulevarden, en hovedfærdselsåre ind mod Københavns centrum. Som jeg tidligere har været inde på, arbejder jeg for tiden i et sjak, der har en fast sommerturne rundt langs Københavns fjernvarmeledninger, hvor vi graver defekte muffer fri.
Sådan en defekt muffe ligger midt i Åboulevarden, vi vidste det godt, for sidste år havde vi et meget problematisk hul der, som vi måtte dække til igen med uforrettet sag, fordi der kom en masse vand fra åen, der ligger i et rør midt i Åboulevareden, og vi var gået til den forkerte side, og vi kunne ikke få lov til at spærre af til den anden side, før de havde holdt en masse møder, og mange andre ting.
Mens jeg har haft ferie, har de gravet hul her igen, denne gang dog til den rigtige side.
Men problemerne er der stadig. Ladegårdsåen midt i Åboulevarden ligger, som jeg beskrev det for et års tid siden i denne spalte, i nogle pilrådne rør, blandt andet er der ud for vores muffer et hul så stort, at man kan få hånden derind.
De lavede inde fra kommunen nogle udvendige reparationer sidste år, som vi vidste ikke var noget værd, mest for at kunne sige, at de havde gjort det så godt, de kunne. Nu var det ikke meningen, at vi skulle blotlægge hverken det hul eller røret med åen indeni igen, i år er der et par meter hen til det derfra, hvor vi går ned i jorden.
Men vand er ikke sådan til at regne eller kommandere med. Og fredagen inden denne mandag, hvor min ferie er slut, så skred hele lortet, og Ladegårdsåen blotlagde sig selv. Hvad værre var, den hulede ind under Åboulevarden, så let og tung trafik ind mod Københavns centrum i den yderste kørebane kun havde et lag asfalt og et tyve centimeters betonlag til at bære sig.
Så det hele er endt med, at vi i år har spærret to af Åboulevardens fire kørebaner af det, som vi umuligt kunne få lov til sidste år.
Og denne mandag pumper vi vand. Vandet fosser ud af hullet i å-røret, som det er fuldstændig umuligt at tætne udefra, og vi har to pumper på og pumper det tilbage i åen gennem et dæksel længere nede ad vejen. Samtidig prøver vi med spuns og ler at lave en jordvold ind mod åen, som skal dæmme op.
Men vi kan ikke få det tørt nok. Det er noget lort med så meget vand, det får vores hul til at skride og gør arbejdet farligt. Og op ad dagen ender det med, at vi ringer efter en dykker, som skal reparere å-røret indefra.
Efter at have rumsteret dernede det meste af en formiddag meddeler dykkeren os, at der ikke er noget hul. Eller han kan i hvert fald ikke finde det. Nu er det et rigtigt møgjob sådan at lave undervandsarbejde med cement, og sjovere bliver det nok ikke af, at det handler om at kravle rundt i sådan et å-rør, hvor man hverken kan vende eller dreje sig, og hvor vandet plumrer til for et godt ord, så man hverken kan se frem eller tilbage.
Så - nej, jeg tror ham bestemt på hans ord, men udefra virker det altså grangiveligt, som om der er et ret stort hul i det rør, og man kan stikke hånden ind i det hul, og vandet fosser ud med så stor kraft, at det ikke lader sig tætne udefra.
Vi må leve med det. Vi arbejder os langsomt i dybden under alle de sikkerhedsforanstaltninger, vi kan. Op ad dagen kommer der en tilsynsførende fra kommunen og foreslår os, at vi har været inde og beskadige de reparationer, de lavede sidste år, med gravemaskinen.
Det forslag bliver vi meget fortørnede over, efter vores opfattelse er det helt klart åen, der har beskadiget vores hul i jorden. Vi har slet ikke gravet i nærheden af å-røret. Vi gider ikke være syndebukke. Det kan han vist godt fornemme, ham den tilsynsførende, i hvert fald går han uden at diskutere det yderligere.
Da vi kommer ud fra en spisepause, står der en mand i rødt tøj derude og kigger misbilligende på vores pumpeslanger. Hvem der har givet os lov til at lave det sådan, vil han vide. Jah, hvem har? Det var vist en herre inde fra parkvæsenet, vi har hans nummer liggende ovre i skuret.
Nå, men det må vi altså ikke uden tilladelse fra Københavns Energi, som han repræsenterer, sådan tage et dæksel op og pumpe vand ned i Ladegårdsåen. Og vi skal betale for de mængder, vi pumper derned. Vi taber underkæben. Men det er jo åens eget vand, protesterer vi, det fosser jo ud af åen selv, vi pumper det bare tilbage igen.
Men det er han fuldstændig kold overfor. De mængder vand, som bliver pumpet gennem et dæksel ned i Ladegårdsåen, skal der betales for, sådan er reglerne, og så kommer alt det andet ikke ham ved. Hvor længe har de pumper været i gang? Vi får runde øjne, ser på hinanden, og trækker på skuldrene.
Javel, på den måde, betyder det, nå men det er da også iorden, hvad rager det os, det kan de da slås om på deres møder. Og så fortæller vi ham, hvor længe pumperiet sådan cirka har stået på, og vi er helt sikre på, at han har hundrede procent tjek på, hvor meget vand sådan et par pumper kan pumpe op på den tid.
Vi ved selvfølgelig godt, det hele handler om, at det her hul trækker op til at blive dyrt, og så skal sorteper tørres af på nogen. Det er også helt iorden, det må de gerne bruge nogle byggemøder på at trække tov om. Vi ved godt, det er på de byggemøder og ikke gennem vores arbejde, pengene tjenes eller tabes.
En gang imellem strejfer den tanke én, at skal nogen kunne leve af at have snabelen i hinandens pengekasser, må der være nogen andre, der fylder i de pengekasser. Vi ved godt, hvem det er, men vi beder sgu hverken om tak eller påskønnelse. De skal bare ikke gøre os til syndebukke. Vi graver huller og reparerer muffer, og det er det eneste reelle arbejde i hele den her historie.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278