Kosovo er en provins, hvor tilliden mellem den serbiske og den albanske befolkning er på nulpunktet. 18.500 KFOR soldater kan eller vil ikke gøre meget ved det.

af Mitchell Møller
Kosovo er en provins, hvor tilliden mellem den serbiske og den albanske befolkning er på nulpunktet. 18.500 KFOR soldater kan eller vil ikke gøre meget ved det.
Dette er et rejsebrev fra Kosovo. Jeg rejste igennem provinsen fra nord til syd i 12 dage i juli måned.
Kosovo er en provins i undtagelsestilstand, hvor ingen kender dagen i morgen, hvor tilliden mellem serbere og Kosovo-albanere er på nulpunktet, og hvor NATO har taget kontrol over provinsen, ved at udstationere 18.500 soldater under dække af at de er fredsbevare styrker, kaldet KFOR (Stabilization Force in Kosovo) i FN regi. I virkeligheden, er det ikke andet end en besættelsesstyrke som har sat sig på Kosovo-provinsen. Nok hedder det sig, at Kosovo stadig tilhører Serbien, men det er kun på papiret, for i virkeligheden har regeringen i Serbien ingenting at skulle have sagt i Kosovo, da alt administrativt arbejde er overgået til FN, selv jernbanerne i Kosovo er under FN kontrol.
Der bor to millioner mennesker i Kosovo, heraf er kun 70.000 serbere. Siden 1999, er 200.000 serbere blevet drevet på flugt fra hus og hjem af Kosovo-albanere. Disse 200.000 serbere bor nu i flygtningelejre i Serbien under kummerlige forhold, og tør simpelthen ikke vende tilbage til Kosovo, da KFOR styrkerne uofficielt har taget parti for Kosovo-albanerne, og ser igennem fingrene med den etniske udrensning af serbere, som forgår til stadighed i Kosovo. Det er en systematisk udrensning som ser ud til at være nøje planlagt, og mange serbere ønsker at det serbiske militær skal gå ind i Kosovo igen, men skulle det ske - hvad det næppe gør - så vil NATO begynde at bombe Serbien igen. Det er alle klar over, og det er noget Kosovo-albanerne morer sig højlydt over, det passer dem strålende, hvis det skulle ske.

Paranoia så det batter
Jeg startede med at rejse ind i den nordlige del af Kosovo, hvor der overvejende bor serbere. Jeg var klar, over at der overhovedet ikke rejser turister rundt i Kosovo, og jeg var klar over at min rejse var en risikabel affære.
Mit først stop var en by ved navn Liposavic, hvor jeg besøgte nogle serbiske bekendte. Sikken en velkomst, for selv om de var i gang med at sætte lejlighed i stand, så smed de alt hvad de havde i hænderne, og så blev der ellers serveret mad og øl, så det var en fornøjelse. Det er gæstfrihed der vil noget.
Mens vi sad og spiste, spurgte en af mine bekendte mig om jeg arbejder som journalist. Jeg fandt ud af, at serberne er mere en dødtrætte af journalister fra EU lande og USA, da serberne ofte får en meget dårlig omtale i de vestlige medier, mens Kosovo-albanerne nærmest bliver lovprist.
Jeg boede i Liposavic i fire dage. Jeg kunne godt mærke, at stemningen var trykket på grund af situationen i Kosovo. Alle de serbere jeg talte med, kunne simpelthen ikke fordrage hverken NATO eller USA.
En dag mødte jeg fem danske soldater nede ved stationen, og jeg gik hen og spurgte dem om der var nogen form for ballade i området, hvorpå de enstemmigt svarede, at det var der overhovedet ikke. Da jeg så spurgte dem om, hvorfor de så var udstationeret i Liposavic, og hvorfor der kører kampvogne rundt i gaderne, når der er så fredeligt, så blev de straks mistroiske over for mig, og så var den samtale forbi....
Samme dag mødte jeg en dansker der arbejder som jernbaneingeniør - udsendt af FN. Han var en ret frisk gut, der tog sig til hovedet, da jeg fortalte ham at jeg var turist, hans albanske kollega gjorde ligesådan, og spurgte om hvorfor jeg ikke var rejst til Spanien, eller et andet sted.
Danskeren fortalte mig, at da han startede med at arbejde i Kosovo, havde han den største sympati for den albanske befolkning, men den sympati var helt væk. Han var ret rystet over den holdning, som han møder hos Kosovo-albanerne, hans sympati lå nu hos serberne. Det viste sig på min tur, at mange FN-medarbejdere som jeg mødte, havde den samme holdning.
Tilsvarende mødte jeg nogle sigøjnere (roma), hvis hus var blevet brændt ned af Kosovo-albanere så de havde måtte flygte over hals og hoved i sikkerhed til Liposavic. Disse sigøjnere var skræmt fra vid og sans ved tanken om albanere, de sagde til mig, at USA er de værste i verden, fordi de holder hånden over albanerne, mens irakerne er helte, fordi de kæmper mod de amerikanske soldater. Sådan!
Da jeg rejste videre sydpå til byen Mitrovica, kunne jeg tydeligt mærke folks skepsis over for KFOR styrkerne. Serberne stoler ikke på KFOR. De betragter KFOR som en besættelsesmagt. På den ene side, ved serberne i det nordlige Kosovo, at hvis KFOR ikke var til stede, så ville serberne blive rendt over ende af Kosovo-albanerne. På den anden side oplever serberne også, at KFOR ikke er en upartisk, fredsbevarende styrke, for hvis de vitterligt var det, hvorfor lader de så Kosovo-albanerne være bevæbnet til tænderne, og hvorfor griber KFOR ikke seriøst ind, når at Kosovo-albanerne til stadighed nedbrænder kirker og sætter ild til serbiske huse, og overfalder Serbere?
Mitrovica er en middelstor by, som er delt i to. Det vil sige i den nordlige del, hvor der langt overveje bor serbere, men der er også en albansk ghetto i bydelen. I den sydlige del af byen er det lige omvendt. Her er det den albanske befolkning, der har overtaget, og der er næsten ingen serbere tilbage. De er drevet på flugt.
Mitrovica er fyldt med FN politi og masser af KFOR-styrker. De går patrulje i gaderne med afsikrede maskinpistoler og bryder sig bestemt ikke om at blive fotograferet. Det gik op for mig det jeg ville tage et billede af nogle franske soldater ved et checkpoint, de flippede totalt ud, og truede med at skyde mig ned. Til mit held, dukkede der en dansk kampvogn op, som hjalp mig ud af kniben... og dem måtte jeg gerne fotografere.

Traficking, et uhyggeligt fænomen
Jeg kunne godt rejse mellem den nordlige, og den sydlige del af Mitrovica, jeg skulle bare fremvise mit pas når jeg skulle passere et checkpoint.
I den sydlige del af Mitrovica, der er albansk domineret, var der en ubehagelig stemning, folk var yderst tilbageholdende med at fortælle om noget som helst, dog pralede de af, at USA er vennerne, og at præsident Bush har lovet dem under hånden, at de nok skal få deres Kosovo. Det er kun et spørgsmål om tid.
For albanerne er forsoning et fremmed ord, og fleksibilitet, en by i Rusland. Flere gange oplevede jeg at få tilbudt både det ene og det andet, i den sydlige del af Mitrovica, lige fra AK 47 rifler, til heroin og piger, der er havnet i mafiaens klør, og som er endt som sexslaver.
Den albanske mafia kunne skaffe hvad det skulle være, bare der blev betalt i euro. Det var ubehageligt at blive kontaktet af gangstere, bare man satte sig ind på en bar, for at drikke en øl. De troede at jeg var en KFOR-soldat på orlov, så det stod klart at masser af de 18.500 KFOR-soldater, som er udstationeret i Kosovo, køber sig til sex igennem mafiaen, det er der overhovedet ingen tvivl om, og FN-politiet gør intet for at optrævle den totalt organiserede kriminalitet.
Med en arbejdsløshed på 60 procent, er der vel ikke noget at sige til, at kriminaliteten florer. FN har nedlagt alle statslige, serbiske virksomheder, og forsøgt at privatisere dem - dog uden større held, da der næsten ikke er nogen udenlandske indvestore, der tør at lave forretning i Kosovo, fordi hele situationen omkring Kosovo langt fra er afklaret.

Do you want a girl?
En aften var jeg ude og se mig lidt omkring i byen, da jeg blev kontaktet af en mand, som højlydt spurgte mig om jeg var interesseret i en pige. Jeg ignorerede ham og gik videre. Jeg gik ind på en bar og bestilte en øl, og lidt efter var han der igen, meget diskret stillede han mig det samme spørgsmål igen, og jeg var ikke i tvivl om, at han var indvoldveret i traficking, og så tog fanden ved mig. Jeg spillede rollen som interesseret, og spurgte ham om han havde piger fra Moldavien eller Albanien, det havde han ikke, men han havde en fra Ukraine og en fra Rumænien.
Jeg sagde til ham, at jeg ville først se tøserne, inden jeg tog stilling, og den var han med på.
Personligt kunne jeg aldrig drømme om at betale for at gå i seng med en kvinde, der er sexslave for mafiaen, men nu ville jeg se svineriet med mine egne øjne, så jeg fulgte med banditten ned igennem nogen sidegader, hvor vi kom til et hus, og vi blev lukket diskret ind af en anden bandit, der også var bevæbnet med en pistol.
Inde i huset, blev atter en dør låst op, og vi kom ind i en stue, hvor der sad to kvinder i en sofa. De to piger sagde ikke et ord. Jeg satte mig på en stol, og kikkede intenst på dem, jeg så angsten i deres øjne.
Hende fra Ukraine så syg ud. Hun lignede en der ikke havde fået noget at spise i en måned. Det eneste jeg nu ønskede, var at komme ud af huset i en fart, men hvordan? For dørene var låst, og jeg kunne ikke bare løbe min vej, så jeg var tvunget til at løbe linen ud.
Jeg virkeligt bange, men spillede hård negl, og sagde til de to banditter, at de to tøser var sgu' ikke kønne nok til mig, hvortil den ene bandit svarede: Come on, 80 euro for a fuck!
Jeg nægtede pure og spillede skurk ved at spørge, om vi ikke kunne sælge dem i Danmark. Svaret var prompte: Nej, for de skulle sælges videre til Albanien. Jeg blev senere låst ud af huset.
Den nat lå jeg søvnløs i min seng på hotellet, og tænkte meget over det svineri jeg havde set, og jeg besluttede mig for at gå til FN-politiet næste morgen, og anmelde sagen.
Som sagt så gjort.
Oppe på politistationen mødte jeg en dansk betjent, og jeg forklarede ham det hele. Han sagde, at jeg havde løbet en vanvittig risiko, men han syntes at det var godt gået, at jeg meldte sagen for det er der ingen der gør, fordi det er livsfarligt. Mafiaen skyer ingen midler.
Der blevet skrevet rapport, og jeg var i krydsforhør hos en specialenhed, og måtte skrive under på tro og love. Tre FN-betjente i civilt og jeg selv tog så ned i det kvarter, hvor jeg havde været, og vi fandt huset, men der kunne ikke ske noget uden en dommerkendelse... To dage senere forlod jeg Mitrovica. Jeg rejste vidre syd på, temmeligt overbevist om at FN-politiet i Kosovo ser mere eller mindre igennem fingere med den form for salg af kvinder. Der er så mange penge i det, at man ikke drømmer om det. Det er big business, og Kosovo er lige stedet for den slags på grund af alt det FN-personel, og alle de KFOR-soldater der er udstationeret. Alt i alt tæller det 25.000 mand.

Uhyggen breder sig
Syd for Mitrovica fik jeg syn for sagen, Serbiske huse der var brændt ned. Da jeg ville fotografere nogen af de nedbrændte huse, blev jeg passet op af Kosovo-albanske mænd, som bad mig om at skrubbe af. Jeg fik travlt med at komme af sted, samtidig med at de råbte både serbersvin, kommunistfascist og spion efter mig. Det stod klart for mig, at jeg virkeligt skulle holde lav profil i hele det centrale og sydlige Kosovo, hvor det er albanerne der er i stærkt overtal, og jeg skulle overhovedet ikke sige et eneste ord på Slavisk.
Så godt som alle byer i det centrale og sydlige Kosovo har faet albanske navne, og de få serbiske enklaver, der er tilbage her, eksistere på lånt tid.
Jeg tog et tog til en by ved navn Hani i Elizet. Der gik konstant bevæbnede vagter op og ned i toget. De fulgte nøje med i, hvad der forgik i toget. Det var som om alt kunne ske, hvad øjeblik det skulle være.
Da jeg kom til Hani i Elizet, grænseområdet til Makedonien, så jeg KFOR i aktion. Der var sat ild til en serbisk kirke. Det var en ren farce. Tre tyske KFOR-kampvogne holdt vagt ved kirken, mens KFOR-brandvæsen slukkede ilden. Det forekom at være stort absurd cirkus, et spil for galleriet, så man ikke ved om man skal græde, eller le,
Den lokale albanske befolkning gjorde det sidste. De slog sig på lårene af grin og viftede med det albanske flag, som er blevet Kosovo-albanernes nationalflag, og som hænger overalt i Sydkosovo.
Jeg spurgte én af de tyske KFOR-soldater om sagen ville blive efterforsket. Han gloede på mig, som om jeg var åndsvag, og havde ingen kommentar.
I grænseområdet op til Makedonien er der spækket med våben, der er altid en AK47 riffel inde for rækkevide, og den der tror at KFOR-styrker vitterligt afvæbnede den albanske milits UCK efter krigen i Kosovo i 1999, kan godt tro om igen. Den afvæbning var også et spil for galleriet. Der er masser af våben - skjult - men parat til at blive brugt, og i Hani i Elezit går der Kosovo-albanske, uniformerede soldater rundt i byen med AK47 rifler over skulderen. I virkeligheden må det jo slet ikke eksistere, men ingen tør at gribe ind, hverken KFOR eller FN-politi, de kikker bare den anden vej, for de ved at, hvis de arrester bare én af disse uofficielle soldater, så bliver der en helvedes ballade.
Hvad jeg bed mærke i på min tur i det sydlige Kosovo, var at nok er Kosovo-albanerne muslimer, men de er ikke mere hellige end at de drikker som det passer dem og jeg så ikke så meget som en eneste kvinde med slør eller tørklæde overhovedet. På et tidspunkt kom jeg i snark med nogen mænd, og jeg spurgte dem om hvorfor kvinderne ikke går med tørklæde, og svaret lød prompte: tror du vi lever i middelalderen?
Mange af de Kosovo-albaner jeg talte med, drømmer om et Storalbanien hvor Kosovo og hele det vestlige Makedonien bliver indlemmet i Albanien, koste hvad det vil - om så der skal gribes til våben.
Jeg rejste videre over grænsen og ind i Makedonien, 12 dage i Kosovo havde givet mig en hel del indtryk på godt og ondt.

Storalbanien, og det makedonske problem
Grænsen til Makedonien er hullet som en si, og der er smuglet masser af våben ind til de makedonsk-albanske 'brødre' i det vestlige Makedonien. Hele grænsen mellem mellem Kosovo og Makedonien er kontrolleret af uofficielle militær-enheder, som også står i ledtog med Mafiaen. Det makedonske grænsepoliti er blevet jaget på flugt for længst, og den makedonske-slaviske befolkning har fået samme tur. Der er så godt som klinisk renset for makedonske slavere i hele det vestlige Makedonien. Etnisk udrensning a la Kosovo.
I 2001 fik den makedonske hær en lektion i, hvordan de uofficielle makedonsk/kosovo-albanske militsgrupper kæmper, hæren var rystet i sin grundvold.
Forinden da, var disse makedonsk/kosovo-albanske militser blevet trænet af det Amerikanske firma U.S Blackwater Corporation, og efter at den makedonske hær i 2001 havde fået en ordentlig omgang, begyndte dette amerikanske firma også at træne det makedonske militær, en farce uden lige.
Nok er der også internationale fredsstyrker i det vestlige Makedonien, men det er en parodi lige som i Kosovo, og så længe albanerne i både Kosovo og Makedonien kan gøre hvad det passer dem, og fortsætte væbnet kamp for et Storalbanien, så bliver der ikke fred i området.

Efterskrift
Da jeg kom tilbage til Danmark, ringede jeg til politistationen i Mitrovica. Jeg fik at vide, at politiet havde stormet det forbandede bordel, og der havde været fire kvinder i huset, men ingen af dem ture at sige noget som helst.
Det hed sig, at de gjorde rent i huset, og tjente 200 euro hver om måneden.
Politiet forlade huset med uforurettet sag.