Folkebevægelsen mod EU må forsvare sit politiske grundlag og hjerteblod i den kommende tid. Ellers dør bevægelsen på længere sigt.

af Karen Sunds, DKP/ML
Socialistisk Arbejderparti, SAP's partiledelse har for nylig vedtaget en udtalelse, der kalder til kamp for at få ændret det politiske grundlag i Folkebevægelsen mod EU.
Nu skal Folkebevægelsen gøre op med sin målsætning om at arbejde for en tværpolitisk EU-modstand, og i stedet omdannes til at være en socialistisk modstandsorganisation. SAP vil arbejde for, at denne kamp for at ændre Folkebevægelsen nu rejses i bevægelsen selv. Og hvis det ikke lykkes at fremtvinge en sådan ændring, vil SAP arbejde for, at Enhedslisten trækker sin støtte fra Folkebevægelsen og i stedet stiller op til EU-parlamentsvalg selv.
Det er da positivt, at SAP melder så klart ud om sine hensigter. Herefter bør ingen, der støtter Folkebevægelsen være i tvivl om, at der er kaldt til liniekamp i organisationen. En storm, som uden tvivl vil blive rejst allerede på landsmødet den 30.-31. oktober i Århus.
Man har nok kunnet fornemme, at denne liniekamp var på vej. Først og fremmest med udtalelserne fra Søren Søndergaard, lige efter valget 13. juni, om, at EU-modstanden havde haft så dårligt et valg, fordi danskerne 'ser EU som en reelt eksisterende kampplads'.
Søren Søndergård er som bekendt Folkebevægelsens 1. suppleant til EU-Parlamentet, og samtidig ledende medlem af netop SAP. Så med udtalelsen fra SAP's Forretningsudvalg, får Søndergaard sit mandat til at rejse denne liniekamp i Folkebevægelsen.

Spørgsmål til Søren Søndergård
For de fleste fornuftige mennesker vil der rejse sig følgende spørgsmål: Hvorfor pokker går man ind i en organisation, hvis erklærede formål man er fuldstændig uenig i?
Den målsætning, at arbejde for at samle unionsmodstanden i befolkningen på tværs af partiskel, har i over 30 år været selve kernen i Folkebevægelsens arbejde. Hvis man er uenig i den målsætning, så er det helt OK. Så skal man bare lade være med at melde sig ind i Folkebevægelsen, og i stedet arbejde med at profilere EU-modstand i et socialistisk regi.
At melde sig ind i Folkebevægelsen med det erklærede mål at ændre selve bevægelsens hjerteblod, grænser til illoyalitet, og det havde i de fleste politiske partier medført eksklusion.
Jeg synes, at Folkebevægelsens mange medlemmer efterhånden har krav på nogle klare svar på, hvad der er gang i. Derfor vil jeg stille følgende spørgsmål til Søren Søndergaard:
* Du stillede op på et klart valggrundlag, som du nu er i gang med at løbe fra. Hvad med dine forpligtelser overfor de mennesker der stemte på dig, hvis du på et tidspunkt måtte lande i Bruxelles?
* Har du nogensinde været enig i Folkebevægelsens valggrundlag? Det er velkendt, at vi var mange, der blev overraskede, da du tilbød at stille op på Folkebevægelsens liste, fordi SAP ikke anerkender forsvaret for den nationale selvbestemmelse. Nu skriver Katrine Klok Due og Jakob Lindblom fra Enhedslisten, i 'Rød Grønne Linier', at du først søgte opstilling i Junibevægelsen.
* Var det alene forsøget på at finde en anden taburet, der drev dig, når nu det ikke er muligt for dig at genopstille til Folketinget?

En bred folkelig alliance
Folkebevægelsens politik og platform er hverken 'afpolitiseret' eller 'klasseløs', som SAP påstår. Men den bygger på den opfattelse, at i kampen for national selvbestemmelse, er det muligt at bygge en bred folkelig alliance.
Underlaget for denne tværpolitiske enhedsbevægelse mod Unionen ligger simpelthen i, at stadig større dele af befolkningen rammes af Unionens tiltag. Ikke kun arbejderne, der traditionelt er bærere af den socialistisk ideologi. Også bønder, fiskere, små erhvervsdrivende, ja selv store nationalt funderede virksomheder ser EU, som en trussel, fordi den dikterer de store europæiske monopolers interesser og indtrængen i de nationale markeder. Disse menneskers klasseinteresser er objektivt i modstrid med unionsudviklingen. Men de stemmer traditionelt på borgerlige partier.
Det er det objektive grundlag for, at EU-modstanden bør favne tværpolitisk.
Dette grundlag har aldrig været mere solidt end det er i dag. Og det er netop denne stærke alliance, der gør det muligt at udfordre Unionstilhængerne.
SAP mener, at Folkebevægelsen ville få nyt liv og ny kraft, hvis den erklærede sig socialistisk. Tværtimod. Det ville blive bevægelsens død.
For at skære det ud i pap: Enhver, der vil arbejde for at få splittet modstanden op efter partiskel, går i realiteten EU-tilhængernes ærinde, også selv om det eventuelt skulle være ubevidst. Og det kan koste os nej'et til EU-forfatningen, hvis det lykkes.