Shoppingcentrenes private vagtkorps fjerner, så diskret som muligt, de mindst købedygtige, som fejlagtigt troede at shoppingcentret bare var en by, man kunne opholde sig i.

Det er en hårdt markedsført myte, at liberalismen slipper en mangfoldighed af kræfter løs i samfundet.
Derfor sættes individualismen i førersædet som vejen til en verden, hvor menneskene bader sig i forskellighed og spejler sig i hinandens forbrug.
Hvor er det så denne frihed skal udfolde sig? I shoppingcentret! De store danske byer har inden for de sidste få år fået nye shoppingcentre.
I København kom først Fisketorvet, der ligger mellem det store baneterræn og havnen. Siden er Fiels kommet til - nordens største center målt i antal parkeringspladser. Århus har fået Bruhns Galleri. De breder sig disse indkøbscentre. Det samme ses over alt i Europa, hvor de nye shoppingcentre i de nye forstæder forsynes med de nye 'oplevelsescentre'.
Ofte er de lokaliseret helt for sig selv pakket ind i parkeringspladser, motorveje og lignende uden sammenhæng med byens liv i øvrigt. Centrene vender sig ind mod sig selv.
Intentionen er, at skabe en lukket verden, hvor man kan få tilgodeset alle sine behov. Dagligvarerne finder man i kælderen, kædebutikkerne ligger i de øvrige planer sammen med restauranter og fastfood steder. Kulturen spiller en afgørende rolle med biografer og center-underholdning. Her er alt hvad livet kan begære.
For at understrege at shoppingcentret er sin egen verden er der - når der ses bort fra p-automatens tidsstempling - ingen ure. Der skabes en stemning af tidsløshed, der flyder af sted til rislende muzak afskærmet fra naturens luner.
For at understrege fornemmelsen af at dette er den virkelige by kan man bevæge sig rundt i centret af strøg der har fået gadenavne. Der er også torve, små vandfald eller ligefrem ruiner, der viser at shoppingcentret er endnu et lag på en gammel kultur.
Selvom alle disse shoppingcentre giver sig ud for at være unikke verdener er det alligevel slående, at de i deres indhold er utroligt ens, uanset om man befinder sig på Fisketorvet, i Bruhns Galleri eller tilsvarende centre i Paris, Lisboa, Barcelona, London eller hvor det kan være.
Det er de samme butikskæder, der ligger side om side i lange rækker. Varerne er også de sammen, selvom der kan være mindre tidsforskydninger. Shoppingcentrene er på den måde med til at fremme en uniformering.
Der er også andre uniformer. Shoppingcentrene markedsfører sig som fremtidens alternativer til de gamle byer - som om de var 'de nye offentlige rum'.
Sagen er dog, at ingen steder er så regulerede, privatiserede og kommercialiserede, som shoppingcentrenes 'offentlige rum'.
'De offentlige rum' er ikke uden videre til ophold. Centrenes private vagtkorps fjerner, så diskret som muligt, de mindst købedygtige, som fejlagtigt troede at shoppingcentret bare var en by, man kunne opholde sig i.
Shoppingcentrene er nogle af de bedst bevogtede steder i de moderne byer sammen med nationalbankerne. Hver en krog bliver overvåget med kamera. Til gengæld kan man ofte blive stoppet, mens man tager et foto. Når det fri indkøbsliv i butikkerne er slut lukker centret, og alt er dødt. Illusionen om forbrugernes by klapper sammen.