Både Enhedslisten og Socialdemokraterne går målrettet efter at slippe af med VK-regeringen
af Pernille Rosenkrantz-Theil, MF, Enhedslisten
Men med mellemrum kommer Socialdemokraterne med politiske udmeldinger, der stempler partet som utroværdigt og dermed kun tjener ét formål: At sikre VKO et nyt flertal ved næste valg. I seneste ombæring handler det om indførelsen af statsligt selveje på gymnasierne, der er en del af regeringens og Dansk Folkepartis strukturreform.
Med god grund har det mødt stor modstand både fra gymnasielærere og gymnasieelever. Mens forhandlinger stadig kørte, indrykkede Dansk Gymnasieelevers Sammenslutning store annoncer i dagbladene mod forslaget. Her opregnede de nogle af konsekvenserne, herunder højere klassekvotienter, lærerfri undervisning, stort frafald blandt eleverne, svækkelse af demokratiet og lukning af små gymnasier.
Annoncen var blandt andet underskrevet af en række folketingspolitikere. Jeg skrev selv under, og det står jeg ved.
Men også Frank Jensen og Pia Gjellerup fra Socialdemokraterne skrev under på 'Nej til selveje' og 'Stop regeringens planer for gymnasiernes fremtid'. De står til gengæld ikke ved deres underskrifter. Allerede to uger efter meddelte Socialdemokraterne, at de vil stemme for selveje-modellen, når regeringen fremlægger den i Folketinget.
Denne opførsel er rent dobbeltspil og udtryk for populisme. Frank Jensen og Pia Gjellerup tror, de kan fuske sig til unge stemmer, men de unge er klogere end som så.
Det eneste, de opnår, er at gøre det sværere at overbevise vælgerne om, at man kan stole på, at der faktisk kommer nogen forandring ud af et regeringsskifte. Dermed hjælper de VK-regeringen til at holde sig ved magten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278