Lad os lave det tankeeksperiment, at Nyrup stadig var Danmarks statsminister. Så ville vi nok også have set ham stå frem og anbefale Barroso.

af Helge Knudsen
EU fik torsdag en ny formand for EU-kommissionen, der som portugisisk regeringschef har vist, at han forstår at sætte en nyliberalistisk kurs.
José Manuel Durão Barroso har i de senere år stået i spidsen for at tilpasse den portugisiske økonomi efter kravene i EU's såkaldte vækst- og stabilitetspagt gennem blandt andet omfattende privatiseringer og sociale nedskæringer. Og han var vært for det såkaldte Azorer-topmøde, hvor USA's Bush, Storbritanniens Blair og Spaniens Aznar aftalte krigen mod Irak uden om FN og det internationale samfund.
På den baggrund kan man umiddelbart godt forstå, at et stort flertal af den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet stemte imod Barroso. Det virker sympatisk, når Poul Nyrup Rasmussen, nyvalgt formand for de Europæiske Socialdemokrater, PES, udtaler, at: 'Vi er mange, der kræver, at Europa ikke følger den vej, som Portugal har fulgt i de seneste to år, siden Barroso kom til magten.'
Men hvis vi ser på den vej, de socialdemokratiske regeringer i EU har fulgt og følger, er det svært at lade forståelsen følge sympatien.
Socialdemokrater ved magten som Storbritanniens Tony Blair, Tysklands Gerhard Schröder og Sveriges Göran Persson forstår sig så sandelig også på privatiseringer og sociale nedskæringer. Og de står i øvrigt også bag udpegningen af Barroso. Lad os lave det tankeeksperiment, at Nyrup stadig var Danmarks statsminister. Så ville vi nok også have set ham stå frem og anbefale Barroso.
I øvrigt erklærede Barroso, at hans første vigtige opgave består i at overbevise EU-borgerne om nødvendigheden af, at EU får en egentlig forfatning. Heri har han fuld opbakning fra PES, der er en af de mest føderalistiske EU-partier, og nærmest ikke kan få EU-grundlov nok.
Den socialdemokratiske afvisning af Barroso i EU-parlamentet var heller ikke særlig markant. De britiske og spanske socialdemokrater stemte for Barroso, en del udeblev og andre stemte blankt, så Barroso blev valgt med 413 stemmer for og 251 imod. Det betød, at kun 664 af det nyvalgte EU-parlamentets 732 medlemmer dermed afgav deres stemme i en afstemning, som ellers i pressen var kørt op som et afgørende slag om magten i EU.
Den parodiske afstemning i EU-parlamentet understreges også af tirsdagens afstemning om formandsposten til parlamentet. Her er PES gået i spidsen for en aftale med den konservative gruppe i EU-parlamentet om at dele posten imellem sig i de næste fem år. De første to et halvt år får den spanske socialdemokrat Josep Borell Fontelles lov til at sidde på posten. Så overtager en konservativ.
Det er næsten et symbol på hvordan socialdemokratiske og konservative og/eller liberale partier i EU-landene skiftes til at regere på EU-monopolernes præmisser. Og er med til at understrege, at hvis der for alvor skal en kursændring til - også herhjemme - kræver det et opgør med det totale halehæng til EU, som Nyrup og Lykketoft står for.
Det er ikke studehandler i EU-parlamentet, der er brug for, for at nå frem til denne kursændring - tværtimod. Der er brug for en politik, der gør op med den dagsorden EU-monopolerne sætter.