04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et storslået initiativ

Et storslået initiativ

Onsdag, 23. juni, 2004, 00:00:00

LO er kommet med et fantastisk storslået initiativ

Per Aabel, 54 år, faglig ansvarlig i KPiD.
Efter at LO's rolle som overenskomstforhandler i flere år har været udspillet, har LO's ledelse gået og ledt efter sin eksistens berettigelse.
Mange tanker i LO's tænketank er gjort i den anledning. Og pludselig er en ny og epokegørende ide opstået: LO skal laves om til en indkøbsforening!
Det er samtidig i tidens trend, forbrugere i alle lande foren jer. Inden længe vil den nye organisation få nyt navn ILO - Indkøbsforeningen LO.

Store tanker og store rabatter
Symbolværdier kan være af stor betydning, så jo mindre betydning en organisation har, jo mere vægt skal der lægges på symbolerne. Derfor blev der taget en beslutning om at flytte til en af de dyreste grunde nede ved havnefronten og bygge et nyt hus af glas og stål.
En anden af de store tanker: etablering af en EU arbejdsret og en EU overenskomst uden konfliktret har ikke haft den store gennemslagskraft blandt LO's medlemmer og storkapitalen har heller ikke vist den store interesse.
I stedet er LO nu kommet med dette storslåede initiativ, en helt ny og epokegørende ide, forklarer pædagogmedhjælper og vicedirektør i Indkøbsforeningen LO Tine Augervig Huggenberger i TV.
- Det vil kunne spare en gennemsnitlig LO familie 4000 kroner om året, siger hun.
Her ser vi hvor genialt der er tænkt. Ved OK 2004 kunne vi ikke få en lønforhøjelse igennem og det er her rabatterne kommer ind i billedet. Når hele Danmark er blevet en indkøbsforening med cirka fem millioner forbrugere, så har arbejderbevægelsen endelig nået målet og er så at sige 'sprunget ud af skabet'. Det gamle og utidssvarende slogan, frihed, lighed og broderskab, er erstattet af klædeskab, køleskab og morskab. Men indtil da må invalide og folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere klare sig selv.

Med hjerte og fornuft
Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA med Dennis Kristensen i spidsen, vil ikke være med, han vil lave sin egen indkøbsforening.
Og Jørgen Hoppe fra HK mener, at nogle arbejdsgivere vil blive klemt af rabatterne og det vil gå ud over lønnen for de ansatte, så han vil heller ikke være med. Imens går resten af forbundene i LO og funderer over hvad de skal mene.
Jeg vil anbefale SiD, at de cirka 50 millioner, som der betales i årligt kontingent til Indkøbsforeningen LO i stedet uddeles med 25 millioner kroner til de 6000 flygtninge med børn, som er på den såkaldte madkasseordning, og 25 millioner kroner til dagbladet Arbejderen, som konsekvent taler arbejderne og de fattiges sag.
Så kommer formanden for SiD på avis forsiderne, i TV-Lorry og Profilen. Så sætter arbejdsmændene i Danmark igen den politiske dagsorden og det med hjerte og fornuft.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp