PERSONPORTRÆTTER****@c:Jeg opfordrer dig til at arbejde for en løsning i overensstemmelse med hvad befolkningen i Kosova ønsker

fra Xhemil Zeciri, København
til FN's generalsekretær Kofi Annan (Kopi til udenrigsminister Per Stig Møller)

Som mangeårig menneskerettighedsaktivist og formand for den danske afdeling af komiteen til forsvar for menneskerettigheder i Kosova, retter jeg denne henvendelse til dig, for at henlede din opmærksomhed på en række brændende problemer i Kosova.Den seneste tids begivenheder i Kosova viser endnu engang den dybe frustration hos albanerne i Kosova, fordi der endnu ikke er fundet varige løsninger på det albanske spørgsmål.Det albanske spørgsmål er ikke et nyt problem. Det strækker sig helt tilbage til Londonkonferencen i 1912/13 hvor stormagterne besluttede at sønderlemme den albanske nation. Da Balkans grænser blev trukket dengang, befandt hovedparten af albanerne sig udenfor Albaniens grænser, indlemmet i nabolandene uden selv at være inddraget i beslutningsprocessen.I det tidligere Jugoslavien boede 3 millioner albanere, først og fremmest i Kosova og Makedonien. Det lykkedes aldrig at få samme rettigheder som Jugoslaviens øvrige folk. Albanerne blev behandlet som et nationalt mindretal, på trods af at albanerne udgjorde den tredjestørste befolkningsgruppe i landet. Mens både slovenere, bosniere, kroatere, serbere og makedonere fik sikret deres nationale særtræk og rettigheder i egne republikker, fik albanerne i Kosova aldrig en sådan status. Tværtimod blev albanerne gang på gang brutalt undertrykt, og Kosova udviklede sig til Jugoslaviens fattigste område.Der er ingen tvivl om at den manglende løsning på det albanske spørgsmål var en vigtig del af årsagen til Jugoslaviens opløsning. Da de forskellige republikker løsrev sig fra Jugoslavien skete det blandt andet på baggrund af folkeafstemninger, hvor folkene udtrykte deres ønske om at oprette en selvstændig stat.Også albanerne gennemførte en sådan folkeafstemning, der viste en næsten enstemmigt krav om løsrivelse. Men det internationale samfund afviste at acceptere albanernes ønske. Det fik skæbnesvangre konsekvenser, som kulminerede med NATO's militære angreb på Serbien.Albanerne håbede at der nu endeligt ville komme en varig løsning, i overensstemmelse med befolkningen ønsker. Men det skete ikke. På trods af at der er gået en årrække siden krigen, er situationen grundlæggende set uforandret. Derfor er albanerne er blevet stadigt mere kritiske overfor FN's administration i Kosova (UNMIK) tilstedeværelse.De seneste begivenheder i Kosova viser meget tydeligt, at frustrationerne vokser og vokser og spontant kan bryde ud i lys lue, hvis albanerne føler sig groft provokeret. Ansvaret for de blodige sammenstød i Kosova blev ensidigt placeret på albanerne på trods af at f.eks. talsmanden for KFOR Jim Moran åbent har erkendt at alle aktører, herunder KFOR, UNMIK og de politiske partier har et medansvar.Jeg opfordrer dig derfor indtrængende til at nedsætte en uafhængig kommission til at undersøge baggrunden for den seneste tids tragiske begivenheder i Kosova, som et forsøg på at stoppe voldsspiralen.Den albanske befolkning i Kosova ønsker at leve i fred med sine naboer. Albanerne har ingen interesse i at fordrive serberne eller andre fra Kosova. Derimod er der et dybtfølt ønske om at sikre alle befolkningsgrupper lige rettigheder. Det er den eneste måde at sikre varige og bæredygtige løsninger, ikke alene i Kosova, men også for de hundredtusinder af albanere, der lever i Serbien eller for de op mod 1 million albanere i Makedonien. Jeg opfordrer dig til at arbejde for en løsning i overensstemmelse med hvad befolkningen i Kosova ønsker. Albanerne i Kosova er ikke et nationalt mindretal. Vi udgør 95 % af befolkningen i Kosova. Folket her har samme ret til at beslutte sin egen skæbne, som de andre folk havde det i det tidligere Jugoslavien. Det er den eneste måde hvor der kan skabes en varig løsning, hvor alle folkeslagene i Kosova kan leve fredeligt sammen som ligeværdige naboer.