Endnu et bevis på, at det er kun er de gode, der dør unge.

af Greg Palast
Du vil ikke kunne lide det her. Man burde ikke tale ondt om de døde. Men i dette tilfælde skal der jo være én, der gør det.
Ronald Reagan var en bondefanger. Reagan var en kujon. Reagan var en morder.
I 1987 strandede jeg i en lille flække i Nicaragua ved navn Chaguitillo. Indbyggerne var om end sultne dog flinke nok, bortset fra en ung mand. Hans kone var netop død af tuberkulose. Man dør ikke af tuberkulose, hvis man bare får antibiotika. Men - blød om hjertet, som han nu engang var - havde Ronald Reagan indledt en blokade af medicin til Nicaracgua, fordi han ikke brød sig om dén regering befolkningen havde valgt.
Ronnie smilede grumt og fortalte vittigheder, mens den unge kvindes lunger fyldtes og hun holdt op med at trække vejret. Reagan smilede sit tandpastasmil, mens de begravede en mor til tre.
Og da terrorister fra Hizbollah slog til og myrdede hundreder af sovende amerikanske marinesoldater i Libanon, stak tv-krigeren halen mellem benene som en lille hund....for så at vende rundt og invadere Grenada. Den lille mediekrig var et morderisk propagandashow så Ronnie kunne holde parader for at fejre, at man havde skudt cubanere i færd med at bygge en lufthavn.
Jeg mindes Nancy, et kranie over to korslagte knogler svansende rundt i designerkjoler, der var nogle af de 'gaver'- alt fra hatte til millionærvillaer - som strømmede til familien Reagan fra deres kumpaner, der kompenseredes med regeringens rov. Den slags plejede at blive kaldt bestikkelse.
Og 'bessefar' grinede konstant - dén 'bessefar', der brægede op om værdien af 'familien', men som ikke gad se sine egne børnebørn.
New York Times skriver i dag i sin dåse-nekrolog, at Reagan gav 'den lille mand' troen tilbage og tilliden til 'de traditionelle værdier'. Værdier - min bare røv! Det bestod i at smadre fagforeninger og udstede krigserklæringer mod de fattige og hvem som helst, der ikke havde råd til at købe modetøj. Det var den nye ondskabsfuldhed, der bragte sulten tilbage til USA, så alle millionærerne kunne skaffe sig endnu en million.

Og mens hjernen var ved at fordampe, bestod hans sidste bevidste handling i at 'overse' et statskup mod Kongressen. Reagans forsvarsminister Spøgelset Kasper (Weinberg) planlagde i samarbejde med den gale oberst Ollie North, at forsyne Monstret fra Mellemøsten, ayatollah Khomeini, med våben.
Reagans drenge kaldte Jimmy Carter for en barnerøv, selv om Carter ikke ville bøje sig en tomme for ayatolah'en. Mens han optrådte som hård negl til ære for kameraerne, kom Reagan krybende til Khomeini og tryglede på sine grædende knæ for at få løsladt gidslerne.
Ollie North fløj til Iran med en lagkage, i form som en nøgle, til den gale mullah - og det er ikke engang løgn! Nøglen til Ronnies hjerte.
Og så blandede Reagans kryb fejhed med forbrydelse; ved at anvende pengene fra gidseltagerne til at købe våben til 'contra'erne' - narkohandlerne fra Nicaragua, forklædt som frihedskæmpere.

Fra min tid som studerende ved Berkeley husker jeg ordene, der skrattede ud af højttalerne:
'Californiens guvernør, Ronald Reagan, erklærer hermed demonstrationen for opløst'...og så kom tåregassen og kniplerne. Og hele tiden det dér grin, der dækkede over gifttænderne.
Hele natten vågede bønderne i Chaguitillo, så deres børn ikke skulle blive overfaldet af Reagans contraer - Reagans terrorister. Bønderne tilhørte ikke engang Sandinistbevægelsen, 'kommunisterne' som vores halvhjerne af en præsident fortalte os kun befandt sig '48 timers kørsel fra Texas'. Hvad i alverden skulle de i Texas?
Men bønderne og deres familier blev alligevel et mål for Ronnie.
I Chaguitillios øde mørke flimrer lyset fra et fjernsyn. Sært nok vises en trejderangs krimi, 'Broder Rotte'. I hovedrollen spiller Ronald Reagan.
OK, venner. I nat kan I sove roligt. Rotten er død!
Morder, kujon, bondefanger. Farvel Ronald Reagan - gudskelov.

Greg Palast er blandt andet forfatter til bogen 'The Best Democracy Money Can Buy'. (Det bedste demokrati, der kan købes for penge).