Belært af de negative erfaringer fra overenskomstfornyelsen i år, skal vi fra fagbevægelsens venstrefløj i gang med at forberede en kampagne for et nyt forhandlingssystem op til næste fornyelse i 2007.

af Bent Moos, 59 år. Faglig sekretær i RBF (forbundet) og HB-medlem. Har været medansvarlig for forbundets overenskomstforhandlinger siden 1983. Medlem af Enhedslisten.
Det kræver, at vi har et klart alternativ, der er blevet drøftet og vedtaget bredt
De fleste er enige i, at den nuværende situation er helt uholdbar: Det er DI/DA, der styrer forløbet, hvor det er CO-Industri, der afgør resultatet for alle andre, uden at fællesskabet har indflydelse på hovedkrav og forlig samtidig med, at CO-Industris medlemmer selv mister retten til at stemme om eget resultat.
DA presser under trussel om konflikt LO til at acceptere frivillig tvangssammenkædning i mæglingsforslaget. LO's rolle begrænses til defensiv opsamling. Medlemmerne mister troen på fagbevægelsens styrke og egen indflydelse.

Bud på et nyt system
Vi skal her forsøge at give et bud som opstart til en debat, der alt for længe har ligget død.
Det er inspireret af erfaringerne fra halvtredsernes aftalte forhandlingsregler mellem LO og DA.
1)Det bør være fællesskabet i fagbevægelsen, der vedtager hovedkravene og forhandler dem. Uden vi her skal drøfte, hvordan vi sikrer demokratiske forhandlinger på topplan, medfører det, at hovedkravene forhandles direkte mellem LO og DA. (Centrale forhandlinger om de generelle krav). Siger DA nej, er der sammenbrud! Et forlig om hovedkravene vil være det fælles minimum, der automatisk gælder på samtlige overenskomstområder.
2)Vi skal samtidig sikre, at hvert enkelt overenskomstområde har selvstændige forhandlinger om de særlige problemer og behov med mulighed for selvstændig konfliktret gennem selvstændige afstemninger. (Decentrale forhandlinger om de specielle krav). Her kan der afhængig af styrkeforholdene også forhandles generelle krav, der ikke er løst i LO og DA's minimumsforlig.
3)Disse to krav kan kombineres ved, at der stemmes selvstændigt om det decentrale forlig på hvert overenskomstområde, hvor LO-DA forliget så automatisk indgår som en del af afstemningen. Et ja eller nej kan så motiveres ud fra holdningen til såvel det generelle forlig som de specielle forlig på området. Hermed sikres der fælles styrke bag hovedkravene, samtidig med at der decentralt sikres udnyttelse af områdets styrkeforhold med medlemsindflydelse gennem sammenbrud eller afstemninger, der har konsekvenser!
Et nej på enkelte områder kræver stærke og solidariske sympatikonfliktstrategier og vil blive mødt af generelle lockouttrusler, men truslen herom sikrer i det mindste reelle forhandlinger.
Som kompromis kan det første skridt være at gå tilbage til forhandlingsreglerne fra 1958-61, hvor afstemningen i en aftale mellem LO og DA blev opdelt i otte beslægtede selvstændige afstemningsgrupper. Det afspejles stadig som en mulighed i forligsmandsloven (§ 12 stk 2).

Genopliv debatten
Lad os komme i gang med debatten.
Et nyt forhandlingssystem kræver ikke, at vi først får ændret forligsmandslovens sammenkædningsregler, da intet samlet mæglingsforslag fremsættes imod LO's holdning. En vigtig del af debatten er, hvordan vi sikrer demokratiske forhandlingsforløb, der opbygger en styrke, så vi er forberedt på den uundgåelige trussel om statsindgreb, men det er en anden historie.
Og så skal vi ikke denne gang glemme kampagnen for opsigelsen af hovedaftalen!