03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tropperne skal ud af Irak nu

Tropperne skal ud af Irak nu

Torsdag, 03. juni, 2004, 00:00:00

I dag vil vi hilse den spanske befolkning. Den har gjort det, vi endnu ikke har gjort, nemlig trukket tropperne hjem fra Irak.

af Helene Caprani, Nej til Krig
Spanierne kunne nemlig tydeligt se det. Det var forkert at være i Irak. At bombe og bekrige og besætte Irak, i en ulovlig krig og en ulovlig besættelse.
Vi står i dag samlet om viljen til at gøre det samme. Viljen til at presse den danske regering til at følge Spaniens eksempel.
Der er nogen der siger, at hvis vi trækker tropperne ud, bliver det bare værre. Men prøv at spørge jer selv: Hvordan kan det overhovedet blive værre end det er i dag?
Tusinder af irakere er blevet dræbt. Tyve tusind sidder i de amerikansk kontrollerede fængsler - og vi ved godt, hvad der foregår dér. Skal Danmark deltage i de krigsforbrydelser, i det svineri? Nej, selvfølgelig ikke.

Mangel på mad og vand
For mange irakere er der ikke sket forbedringer siden Saddam Husseins fald. Der er store problemer med at få fødevarer og vand og elektricitet. Det går ud over de svageste: Børnene og de ældre. Skal Danmark være med til at forarme den irakiske befolkning - som allerede har lidt så meget? Nej, selvfølgelig ikke.
Torturskandalerne bliver ved med at rulle. Nu er det et faktum, at også britiske soldater har tortureret og dræbt en iraker. De danske soldater udleverer irakiske fanger til netop briterne! Skal det ikke stoppes straks, og de skyldige retsforfølges? Selvfølgelig.
Både Amnesty og Human Rights Watch kritiserer USA for krænkelser i Irak. Drab på civile, grundløse anholdelser, mishandling og tortur. Immunitet for koalitionens styrker, uanset hvad de foretager sig. Det er retsløshed, anarki, den stærkes ret, der hersker i Irak i dag.
USA's præsident Bush er ansvarlig for koalitionens forbrydelser, præcis som Saddam Hussein var det under sit rædselsregime. Det irakiske folk har ikke fået frihed og demokrati. De har fået en ny bøddel. Og den bøddel spiser vores statsminister frokost med.
Ja, den danske regering ér medskyldig. Vores regering ér krigsforbrydere. Frygteligt, men sandt. Selv Socialdemokratiet og Radikale har stemt for en forlængelse af de danske troppers deltagelse. Men det danske folk vil ikke være en del af krigen og besættelsen, og de uhyrlige forbrydelser der sker dernede. Den engelske regering sender også flere tropper, selvom to ud af tre briter er imod det. Det er en forbrydelse i sig selv, at krigsforbrydere skal repræsentere os.

Klar opgave
De lande, vi sammenligner os med, er langt foran. Sverige sendte aldrig tropper, og Norge er ved at trække sig ud. Imens det danske folketing vælger at vende det blinde øje til drab og krænkelser. Imens en dansk oberst bare bliver forflyttet - når han siger at tortur kan være nødvendigt.
85 procent af danskerne vil have tropperne ud af Irak, hvis USA bliver ved med at krænke menneskerettighederne. En human holdning, som Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod kalder 'bekymrende'. Hvordan kan det bekymre politikerne, at befolkningen kræver respekt for menneskerettighederne? Dét er da virkelig bekymrende.
Magtoverdragelsen 30. juni er en vittighed. USA har bygget fjorten permanente militærbaser over hele landet. USA har selv udpeget den nye regering. Alle tropperne bliver i Irak under amerikansk kommando. Olien suges ud af amerikanske selskaber. Dét er ikke demokrati. Det er besættelse, og det er diktatur.
Den danske befolknings opgave er klar. Vi kan ikke længere se til, mens regering, folketing og militærelite fører os ud i nye krænkelser af FN-pagten og Genve-konventionerne.
Den danske fredsbevægelses opgave er klar. Vi må rejse kravet om at få tropperne hjem, hvor vi færdes til daglig. På arbejdspladserne, på uddannelsesstederne, derhjemme, blandt vores venner. Og i Folketinget. Vi skal vise, at også den danske befolkning er en del af verdens anden supermagt. Nemlig folket!
Udover Spanien har Honduras og Den Dominikanske Republik trukket sig ud, og flere er på vej. I dag hilser vi de befolkninger, der gjorde det muligt. Tak for jeres skridt mod et frit og demokratisk Irak - og en fredelig verden. Må vi følge i jeres fodspor.

Ovenstående blev holdt som tale ved Nej til Krigs demonstration i lørdags foran Spaniens ambassade.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp