03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alt til Don Ø

Alt til Don Ø

Onsdag, 02. juni, 2004, 00:00:00

Superligasæsonen er slut og vinderen er fundet. Men sommeren byder på masser af sport - fra fodbold-EM til antiracistisk fodbold i Italien

af Sune Hundebøll
Da vinterpausen var ovre, og Superligaen gik i gang, blev det til en chokstart i Brøndby, hvor hjemmeholdet tabte 1-6 til Esbjerg fB. I lang tid var Brøndby IF, Esbjerg fB og FC København i udbrud sammen og skiftedes til at føre og ligge i baghjul.
Esbjerg fB holdt til 29. runde, hvor vestjyderne knækkede for presset og tabte 4-1 til AGF. De efterfølgende 4/5 kampe blev alle tabt. Topstriden var overladt til Brøndby IF og FC København.
I 30. runde mødtes Brøndby IF og FC København i Parken. Her vandt Don Ø's drenge med 1-0, hvorefter de overtog førstepladsen.
Inden sidste runde, lå FC København på førstepladsen, et point foran Drengene fra Vestegnen. Brøndby IF sluttede på hjemmebane mod nedrykkerne AB og FC København var i Farum, hvor de mødte FC Nordsjælland.
Både Brøndby IF og FC København vandt i sidste runde. Forinden havde FC København vundet Pokalfinalen i Parken mod AaB. Så Don Ø og FC København endte med at vinde The Duble.
I bunden af Superligaen endte BK Frem og AB, som må en tur i 1. Division efter sommerpausen. Hvem der rykker op, er ikke afgjort endnu, men det ser ud som om det bliver Silkeborg IF og Randers AC eller AC Horsens.

Udenfor banen
I foråret, var det ikke kun på banen, at der blev udkæmpet kampe.
Kort tid inden at forårets første runde blev fløjtet i gang, meldte Brøndby IF's ledelse, at ståpladserne på Faxe Tribunen ville forsvinde. Det fik mange Brøndby supportere op af stolen og i løbet af kort tid, var der startet en underskriftindsamling på Internettet. Presset fra fansene og den forestående topkamp mod Esbjerg fB, fik ledelsen på andre tanker.
Den 14. marts, da dørene til Brøndby Stadion gik op, var sæderne væk. Men da klubben havde delt gratis billetter ud til klubbens aktionærer, var der alligevel ikke plads til alle dem der gerne ville se kampen. Men det er en anden historie.
Kort efter at sæsonen var begyndt, meldte FCK-fansitet FCKnet.dk sig også med en underskriftindsamling, der appellerede til hele fodbold-Danmark. Formålet var, at få legaliseret brugen af romerlys på stadions. Fodboldprogrammet Det er bare Fodbold støttede kampen, men der er nu ikke noget der tyder på, at DBU har tænkt sig at bøje sig for presset.
I Valby blev der først blæst til Klassekamp, da arbejderklubben BK Frem skulle møde underholdningskoncernen FC København. Senere viste BK Frem sig som sande spekulanter, der kender reglen om udbud og efterspørgsel. I andensidste runde, hvor modstanderen var Brøndby IF, blev prisen pludseligt sat op til 150 kroner for en ståplads og 200 for en siddeplads. Normalt koster billetterne henholdsvis 80 og 100 kroner.
BK Frem forsøg på at score kassen før klubbens deroute til 1. division, blev ikke den store succes. Mange droppede kampen og der mødte kun godt 6.000 tilskuere op.

Sommerferie
Selv om Superligaen holder sommerferie, er der masser af spændende sport. Fra 12. juni til 4. juli er der EM i fodbold i Portugal. Når Europas bedste landshold er fundet, er det firmacykelholdenes tur i Tour de France. Prologen køres 3. juli og 25. juli hyldes vinderen i Paris. I august, fra den 13. til den 29. august er der OL i Athen.
I stedet for at sidde foran tv skærmen, er det også muligt selv at være aktiv. En af mulighederne for aktiv deltagelse, er den antiracistiske fodboldturnering for fodboldfans. Turnering afholdes hvert år i Italien, hvor der også gerne er deltagere fra Danmark med.

Links
Athens 2004 Olympic Games:
www.athens2004.com
EURO 2004:
www.euro2004.com
Mondiali Antirazzisti:
http://lola.d-a-s-h.org/~antira/
Tour de France:
www.letour.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp