Fagbevægelsens top ser passivt til, mens EU-harmoniseringer undergraver den danske aftalemodel og de sociale ydelser.

af Finn Andersen, faglig sekretær i Metal Århus og kandidat til EU-parlamentet for JuniBevægelsen
Fagbevægelsens top, er gået fra parolen 'Nødderne knækker vi selv' som i den sammenhæng betød, at EU skulle holde fingrene fra den danske model, hvor det er arbejdsmarkedsparter, der selv forhandler og hvor fagbevægelsens medlemmer har direkte indflydelse på at rejse krav og stemme om egne overenskomster.
Disse holdninger er nu blevet til at hele EU har købt den danske model. Tror de selv på denne tese eller er de blevet overhalet højre om?

Dansk model afvikles
Mens vi i Danmark har overladt regulering til arbejdsmarkedet, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så har de fleste sydlige EU-lande reguleret arbejdsmarkedspolitik igennem lovgivning.
Baggrunden for forskellen hænger sammen med, at Danmark har været præget af en enhedsfagbevægelse med en høj organisationsprocent både blandt lønmodtagere og arbejdsgivere. Hvorimod fagbevægelsen i Sydeuropa har været splittet efter politiske og religiøse skillelinier og med en meget lav organisationsprocent.
EU direktiverne er i de fleste EU-lande gennemført ved lov eller ved en kombination af lovgivning og indskrivning i overenskomster (implementering).
Kun Danmark har op igennem 90'erne gennemført EU-regler ved indskrivning i de kollektive overenskomster.
LO har hele tiden ment, at hvis vi skrev direktiver ind i overenskomsterne, så overholder vi EU-reglerne. Kritikerne i fagbevægelsen har sagt, at EU aldrig ville stille sig tilfreds med at direktiver kun var skrevet ind i overenskomsterne og dermed kun omfattede organiserede arbejdere med overenskomst.
Kommissionens krav har nu tvunget lovgivning igennem, så EU-direktiverne omfatter alle lønmodtagere, uanset om de er med i en fagforening eller omfattet af en overenskomst - et anslag mod fagbevægelsen i Danmark.
I yderste konsekvens vil det betyde, at medlemmernes kollektive krav og indflydelse på egne løn- og arbejdsforhold, bliver erstattet af det individuelle - en skidt udvikling for den danske model.
Privatiseringer
Tendenserne de sidste årtier har været tydeligere og påfaldende ensartet fra land til land. Tre bølger af privatiseringer har præget de sidste 20 år.
Først gik det ud over statslige virksomheder, herefter i anden bølge privatiserede både borgerlige og socialdemokratiske regeringer de dele af infrastrukturen, der hidtil havde været i offentlig regi og styret af politikerne. Det drejede sig først og fremmest om telekommunikation, transport, el, gas og vand. Og nu er den tredje bølge på vej - nemlig privatisering af de bløde områder som sundhed, uddannelse, børne- og ældrepleje, pensionskasser, social- og arbejdsmarkedsforhold. Det foregår ikke hen over en nat.
Først deregulerede man områderne inden for markedstræk. Dernæst bliver de offentlige institutioner gjort til aktieselskaber med det offentlige som hovedaktionær og som det sidste skridt bliver disse selskaber solgt til private.
Samtidig med dette bliver standarder og uddannelseskrav harmoniseret. Det samme gælder sociale ydelser, skatter og afgifter samt forslag om en ensartet arbejdsmarkedspolitik med mere deltid, større fleksibilitet i arbejdstiden, nemmere måder at afskedige medarbejdere, lavere sociale ydelser til unge og mindre dagpenge. Sådan lyder opskriften fra EU.
Som noget historisk enestående har EU i sine traktater beskrevet, hvilken slags finanspolitik, der skal føres. Der skal føres en såkaldt ny monetaristisk politik, det fremgår af traktaterne fra Maastricht over Amsterdam og Nice til det sidste nye skud på stammen nemlig konventets udspil til en forfatning.

Forfatning
Det er vigtigt, at unionsmodstanderne styrkes ved valget til EU-parlamentet den 13. juni. Så det nye forfatningsudkast kan bremses.
Den nye forfatning åbner for, at social- og arbejdsmarkedspolitik på langt flere områder kan besluttes med kvalificeret flertal samtidig med, at dansk vetoret forsvinder. Der indføres en ny gummiparagraf, der betyder, at man bare kan udbygge Unionen mod en forbundsstat uden folkeafstemninger. Den demokratiske proces bliver derved bombet tilbage.
I stabilitetspagten fra 1997 blev man enige om konvergenskravene til den offentlige sektor.
Medlemsstaterne må højst have tre procents underskud på statsbudgettet og den offentlige gæld må højest udgøre 60 procent af bruttonationalproduktet. Dette kan få katastrofale følger for bekæmpelsen af arbejdsløsheden, som i dag er et voksende problem i Euroland.

Arbejdsløshed
Ud af EU-landenes 397 millioner indbyggere er der i dag 15 millioner registrerede arbejdsløse, derudover er 150 millioner sat uden for arbejdsmarkedet. Ledigheden er steget mest i ØMU landene.
Den 1. maj 2004 blev ti nye østlande med i alt 77 millioner indbyggere optaget i EU. Ledigheden vil samlet i EU kunne løbe op i 30 millioner. Derfor skal eventuelt østeuropæiske kolleger sikres ordnede løn- og arbejdsforhold og overenskomstmæssige vilkår. Det kræver en stærk fagbevægelse.
Der er rigeligt med angreb og forringelser på social- og arbejdsmarkedspolitikken. Love skal vedtages i Folketinget, så man kan skifte politikerne ud på valgdagen og få en ny politik - love skal ikke vedtages af embedsmænd i en lukket union. Det er blandt andet derfor jeg stiller op på JuniBevægelsens liste J.

For yderligere oplysninger kan Fagbevægelsen Mod Unionens foldere om social- og arbejdsmarkedspolitik læses på www.eufagligt.dk