En officer fra Pentagon, konstaterer, at den amerikanske offentlighed ikke bliver så bekymret når soldater fra private hære bliver dræbt
Mens spillet om moderniseringen af den danske hær til den nye internationale uorden foregår, sker der også andre ting. Til den nye verdensorden hører også private lejehære, der operer mere skjult og uden for ansvarlighedens og kritikkens rækkevidde.
Det menes, at der er 20.000 amerikanere, europæere og irakere, som er ansat i private sikkerhedsenheder. De er hyret af USA for at gennemføre beskyttelsesopgaver af personer, efterretningsopgaver og sikkert mere obskure militære operationer. Antallet ventes at stige til 30.000 inden 30. juni. Krigskoalitionen er ved at oprette en særlig koordinerende enhed, der skal registrere og udstede licenser til lejetropperne.
Krigskoalitionens ledelse i Irak siger, at der vil blive brug 0,7 mia. kr. i de næste 14 måneder til private sikkerhedsstyrker. Opgaven er at forsvare hovedkvarteret i Baghdad, som overvejende huser amerikanske tropper. Formålet er at gøre USA's militære tilstedeværelse mindre synlig.
Der menes at være mindst 25 firmaer involveret. Et af dem er Blackwater Security Consulting. Det var fire mand fra deres styrker der blev dræbt for et par uger siden i Falluja. Hvad skulle de der? I al fald udløste drabebe på de fire et vanvittigt raseri fra den amerikanske hær. Selv Paul Bremer står under Blackwaters beskyttelse.
Blackwater blev oprettet i 1996 og har siden trænet 50.000 mand på basen i det sydlige Virginia. Ifølge Blackwaters hjemmeside har firmaet folk til at løse alle slags opgaver. Her siger firmaet om sig selv: 'Vi har etableret en global tilstedeværelse og yder træning og taktiske løsninger for det 21. århundrede.'
De aflønnes med 85.000 kr. om måneden. Iraq er super business for Blackwater. Forhandlingssituationen er optimal, hvilket betyder, at firmaet kan betale sine folk mellem 10.000 - 20.000 kr. om ugen. De bor ofte på gode hoteller og giver anledning til misundelse hos de ordinære styrker, som ikke altid er lige hurtige til at komme til undsætning når lejesoldaterne er i knibe. Derfor har de nu oprettet deres egne hjælpestyrker.
En officer fra Pentagon, som udtalte sig kritisk om lejetropper, konstaterer, at: Den amerikanske offentlighed bliver ikke så bekymret når soldater fra private hære bliver dræbt.
Med den øgede brug af private hære bliver demokrati og menneskerettigheder første offer. Disse specialenheder sættes ind, hvor en normal hær ville være for synlig, for politisk sårbar eller lignende.
Disse specialenheder har ført til uhyrligheder mange steder; Kosovo, Nepal, Colombia, Congo og så videre. Derfor bør der også arbejdes for et internationalt forbud mod denne type aktiviteter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278