Det vil ske igen og igen! I ved det! I har set det tusind gange før! I gav tilladelse til tortur imod fanger, som hverken var tiltalt eller anklaget for nogenting i Guantanamo, hvordan skal vi tro, I ikke har gjort det samme i Irak?

af Kjeld Stenum
Tænk dig, du levede i et land, hvor din præsident hed George W. Bush, og du blev udskrevet til militærtjeneste i et fjernt mellemøstligt land, som dit lands gode velmenende præsident lige havde hjulpet af med en fæl diktator.
Du kunne vælge, om du ville følge mønstringsordren, eller du ville nægte, eller du ville desertere. Begge de sidste muligheder indebar personlige afsavn og afstraffelser, men det er sådan set underordnet, det var valgmuligheder, som du kunne følge, hvis du var voldsomt imod at tage til det fjerne land og hjælpe dem med at opbygge demokratiet.
Du kunne jo være skruet sådan sammen, at din moral forbød dig det, selv om de fleste i dine omgivelser nok ville fortælle dig, at netop det at unddrage sig var umoralsk. Din præsident og næsten alle medier ville i hvert fald fortælle dig det. Hvis du var skruet sammen på denne ulyksalige måde, er historien sådan set ikke længere.
Du ville ikke komme derned, du ville udsætte dig for det officielle samfunds foragt og fordømmelse, du ville gøre dig selv til en taber, som ingen ville beskæftige sig med, heller ikke indbyggerne i det fjerne land, du ikke kom til, for de ville aldrig høre om din heltegerning. Og her i denne skærveknuser ville vi heller ikke have hørt om dig.

Nej, for det var mere interessant at følge dig, hvil du valgte at følge mønstringsordren og lod dig flyve derned. Det behøvede ikke at betyde, at du var optændt af et helligt brændende ønske om at komme ud og frelse verden.
Nej, det kunne lige så godt bare være udtryk for, at du ikke var voldsomt imod at komme derned, i hvert fald ikke voldsomt nok til, at det kunne opveje ulemperne ved at nægte eller desertere. Det kunne også være, du bare opfattede det som din borgerpligt at følge præsidentens ordrer i den slags situationer.
Endelig kunne du tro på, at du bibragte det fjerne mellemøstlige land noget godt, eller at du deltog i en hellig krig mod terrorister, som forpestede verden.

Uanset hvad så ville du, når du kom derned, møde kammerater, der befriede folk ved at slå dem ihjel. Du ville høre kyniske vitser om lokalbefolkningen fra nogle af dem, der gjorde det, for kun ved at gøre de lokale til uværdige mennesker kunne de leve med bevidstheden om, at de slog dem ihjel.
Andre ville fortælle dig, at de lokale ikke forstod deres egne interesser, drab og tortur var nødvendigt, for ellers blev man selv dræbt, og jeres egen regering var sådan set under bordet indforstået med, at I gjorde, hvad der var nødvendigt.
Og du ville møde en befolkning, der afkræftede alt, hvad du havde hørt hjemmefra. Ingen betragtede dig som befrier, tværtimod, du ville opleve dem demonstrere mod dig og høre deres politiske ledere skælde dig ud for at være her for oliens skyld.
Når du bevægede dig rundt i den by, hvor du var, ville du opleve, at nogen spyttede efter dig, nogen kastede sten efter dig, de, der havde våben, ville skyde efter dig, og måske ville du en dag opleve, at nogen af dine kammerater blev dræbt, nogen af dem, der selv havde dræbt lokale, nogen af dem, der havde belært dig om vilkårene ved at være der.

Hvordan ville du reagere? Jeg tror, at uanset hvordan du havde været indstillet til selve det at komme derned, så ville du hurtigt komme til at hade den lokale befolkning.
At den lokale befolkning gennemgående optrådte med den fjendtlighed overfor dig, som jeg beskrev ovenfor, ville være uundgåeligt, for du var en del af en hær, som voldeligt havde tiltvunget sig adgang til landet og var parat til at forsvare sin tilstedeværelse i landet med vold.
At du kom til at hade den befolkning, og dit had ville udvikle sig dybere og dybere, ville også være omtrent uundgåeligt, for intet menneske kan i længden elske dem, der opfører sig som dets fjender. Du ville hurtigt begynde at fortælle de samme rå vitser om de lokale, som du var blevet underholdt med, da du kom.
Mødte du nogen lokale på gaden, skulle de ikke gøre ret meget, før du fandt det mistænkeligt. Måske ville du selv en dag skyde nogen, selv om du måske havde sværget overfor dig selv, inden du rejste, at det ville du aldrig gøre. Og var du en dag med til at tage fanger, ville du håne dem, pisse på dem, ydmyge dem, tortere dem, måske dræbe dem.

Vel har man et personligt ansvar for overhovedet at sige ja til at være med i en besættelseshær, og ingen soldat, som har sagt ja, kan løbe fra dette ansvar. Men når man hører de ledende amerikanske politikeres forfærdede beklagelser og uforbeholdne undskyldninger, deres forsøg på at overbevise verdensopinionen om, at alt dette er helt utilsigtet og skyldes brådne kar, som snarest vil blive retsforfulgt og udelukket fra befrielsesstyrkerne, må man råbe: Hyklere!
Hvis dette kommer bag på jer, er I for dumme til jeres job. Og hvis det ikke kommer bag på jer, er I for kyniske til, at vi bør finde os i at tildele jer al denne magt! Sådan er det at være besættelsesmagt. Det har sin egen ubønhørlige logik.
Det vil ske igen og igen! I ved det! I har set det tusind gange før! I gav tilladelse til tortur imod fanger, som hverken var tiltalt eller anklaget for nogenting i Guantanamo, hvordan skal vi tro, I ikke har gjort det samme i Irak?
I kalkulerer bevidst med det, for jo mere fjendtlig jeres soldater kan gøre lokalbefolkningen, desto bedre undskyldning har I for ikke at trække jer ud. I kalkulerer med det! Den eneste fejl, som er sket, det er at verdenspressen, som I ellers har haft i jeres hule hånd i tre år, til jeres overraskelse reagerede meget uvenligt, da den fik fat i historien!