Vi er meget forundrede over Arrivas ændrede personalepolitik, som åbenbart udmønter sig i, at man ved 14. udbud indfører en ny politik over for tillidsvalgte - de virksomhedsoverdrages
fra Autobranchens Fagforening, Metal København Afdeling 14
I Hillerød er det besluttet, at én mekaniker virksomhedsoverdrages. Arrivas valg faldt på dén mekaniker, som er valgt til tillidsmand og sikkerhedsrepræsentant.
I Kokkedal skal to mekanikere virksomhedsoverdrages og Arriva valgte også dér tillidsmanden.
Begge de tillidsvalgte har bedt om en begrundelse for, at valget faldt på dem, men har endnu intet hørt fra ledelsen.
Fællestillidsrepræsentanten for mekanikerne er på intet tidspunkt i forløbet blevet informeret/ taget med på råd, inden beslutningerne blev taget.
Hvis der skal være nedskæringer på de respektive værksteder, skal der være tvingende årsager til, at man netop vælger en tillidsvalgt. Denne er normalt den sidste, der opsiges i virksomheden. Vi er ikke bekendt med, at denne procedure skulle være ændret.
Det har været kotume ved de første 13 udbud i HUR-området, at de tillidsvalgte ikke har tilhørt den gruppe af mekanikere, der kunne vælges og virksomhedsoverdrages. Det har også været aftalt, at man forhører sig blandt mekanikerne, inden valget træffes om der eventuelt er nogle 'frivillige', som ønsker at indgå i en virksomhedsoverdragelse.
Denne kutyme har Arriva åbenbart også valgt at se bort fra denne gang.
Vi mener derfor, at ovennævnte er et brud på tillidsmandsbeskyttelsen og en hetz mod de tillidsvalgte, da man fjerner to tillidsvalgte ud af de syv på Sjælland.
Arrivas samarbejde med de faglige organisationer og Arrivas personalepolitik er sat 20 år tilbage ved denne handling.
Mekanikernes tillidsmænd i Arriva Øst kan ikke acceptere 'afskedigelsen' af de to tillidsvalgte, og vi forventer at blive indkaldt til et snarligt møde med ledelsen vedrørende ovennævnte.
Vedtaget på generalforsamling 27. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278