Hvordan kan vi sende folk tilbage til et sted, hvor der ikke er bolig, arbejdsløsheden er 65 procent og urolighederne kan bryde ud når som helst

af Lars Mose, tillidsmand Danish Crown Horsens
Jeg har i mit virke som tillidsmand på Danish Crown Horsens, nogle kosovoalbanske kollegaer der i de sidste par måneder er kommet i en voldsom klemme, specielt er en mand og hans familie havnet i en umenneskelig situation, der har ændret familiens status fra at være velfungerende og selvforsørgende til at være uden midler, arbejde eller psykisk stabilitet.
Min kosovoalbanske kollega startede som slagteriarbejder på Steff Houlberg i Ebeltoft i 2001, Steff Houlberg blev siden hen fusioneret med Danish Crown og i 2003 blev slagteriet i Ebeltoft lukket.
Min kollega fik arbejde i Horsens og har siden dagligt kørt cirka 100 kilometer hver vej, hvilket i mine øjne vidner om en mand, der ser det som sin pligt at forsøge sig selv og sin familie. Ud over at det altså er en mand der må betragtes som velintegreret på arbejdsmarkedet, er hans børn velintegrerede i skole og fritidsaktiviteter i den kommune familien er bosiddende i. Familien opfylder altså de krav, der fra politisk hold bliver lagt vægt på i den vellykkede integrations navn.

Protest fra arbejdspladsen
I slutningen af 2003 begyndte problemerne så at komme, familien skulle have forlænget deres opholds og arbejdstilladelse og fik i første omgang afslag.
Begrundelsen var, at man ifølge Arbejdsmarkedesrådets anbefalinger sagtens kunne skaffe herboende dansk arbejdskraft til slagteriarbejde. Afslaget blev anket og fabriksmesteren på slagteriet i Horsens og jeg udfærdigede en skrivelse til Udlændingestyrelsen, hvor vi gjorde det klart for dem, at slagteriet i Horsens stod for en kæmpe udvidelse, og derfor skulle bruge cirka 300 mand, udover dem vi regnede kom fra andre slagterier. Med andre ord mente vi ikke, at argumentet med den danske arbejdskraft vil holde, når vi når oktober 2004.
Vi gjorde dem også klart, at kosovoalbaneren er en dygtig stabil arbejdskraft, som er specialiseret i flere arbejdsområder. Sideløbende skrev jeg i januar 2004 til integrationsminister Bertel Haarder og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, om problemstillingen med udsendelsen af kosovoalbanerne, som jeg ikke mener, er i overensstemmelse med regeringens integrationspolitik.
Denne politik påpeger, at den bedste integration foregår på arbejdspladserne, der derfor skal udvise socialt ansvar og åbenhed. Men i mine øjne vil hjemsendelserne fjerne virksomhedens incitament til at udvise dette sociale ansvar, for hvem investerer penge i dyr oplæring og opdyrkelse af en arbejdsplads med plads til integration, når man ikke når at høste af sin investering, fordi folk sendes ud af landet. Ministernes svar gav ikke noget fornyet håb

Uden noget at leve af
Trods alle ovenfor nævnte tiltag, fik min arbejdskammerat alligevel ikke fornyet sin arbejds- og opholdstilladelse og han stod derfor til udrejse den 18. marts. Sagen blev bragt i medierne den 16.-19. marts uden, at der blev ændret på udvisningen.
Den 17. marts, altså dagen før han skulle udvises, brød urolighederne frem igen nede i Kosovo, hvilket gjorde, at man alligevel ikke kunne sende ham og hans familie derned.
Familiens situation lige nu er, at manden er uden arbejde og uden dagpenge, for ingen af delene kan man få uden arbejds- og opholdstilladelse. De kan heller ikke modtage penge af kommunen for de har ingen ret til at være her. Familien bliver højst sandsynlig ført til Sandholmlejren, hvorefter en uvis skæbne venter dem.
Hele situationen tærer enormt på familiens psykiske ressourcer. Når man tager i betragtning, at her er tale om en familie, der i forvejen har haft rigeligt med traumatiske oplevelser da de var forfulgt i Kosovo, kan man kun sidde tilbage med en dårlig smag i munden.

Tåbelig politik
Denne sag gør det flovt at være dansker, for hvordan kan vi leve roligt i vores parcelhusidyl, velvidende at vi sender folk tilbage til et sted, hvor der ikke er bolig, arbejdsløsheden er 65 procent og situationen er så anspændt, at urolighederne kan bryde ud når som helst.
Hvorfor omgør Udlændigestyrelsen ikke omgående deres beslutning om udvisning, når de kan se hvor ustabilt området i Kosovo er. Hvorfor er der ingen ansvarlige politikere, der angriber Bertel Haarder, når han på TV-SYD udtaler, at Danish Crown jo bare kan oprette et slagteri i Kosovo, hvis de er så vilde med at vise social ansvarlighed.
Hvordan kan det regionale arbejdsmarkedsråd tro, at det at blive slagteriarbejder er noget alle ledige bare kan blive, det er jo en total nedgørelse af den indsats som slagteriarbejderne yder.
Handler det simpelthen om, at i disse tider hvor urolighederne i Irak fylder så meget i medierne, kan alle andre folkeslag sejle deres egen sø.
Det er uforskammet, at en totalt tåbelig integrationspolitik i den grad kan gøre, at nogle flygtninge og indvandrere kommer i klemme i det danske system. På grund af at nogle partier fører politik og samler stemmer ved at tale til folks indre svinehund og skaber frygt i den danske befolkning for alt hvad der er fremmed.