Hegels filosofi var idealistisk. Ikke desto mindre respekterede Marx Hegel så meget, at han i vareafsnittet i Kapitalen kopierede en del af skelettet fra Hegels logik

af Terkild Marker, København
Det er meget interessant at læse hr Carlo H Hansens udbreden sig om hvad jeg ønsker mig. Jeg vil først og fremmest gerne se en redelig og troværdig marxistisk videnskab. Det betyder, at jeg ønsker at se meningsfulde påstande, holdbare argumenter, selvransagelse og en bestandig vagtsomhed overfor om hundehovederne på den anden side ikke bare engang imellem kunne have fundet et korn af sandhed.
Det glæder mig, at Carlo H Hansen faktisk har forstået mig. Jeg anser ham for at være ukritisk og overfladisk. Hans skriverier er forplumrende nonsens, som blot skaber forvirring. Helt ligesom den stakkels blinde Eugen Dühring, som Engels skældte ud på i Anti-Dühring. Hvis jeg skal finde noget, der ligner Carlo H Hansen og hans 'argumenter', så nødes jeg til at nævne kreationisterne i USA og plattenslageren, anti-marxisten og anti-darwinisten Trofim D Lysenko i Sovjetunionen.
Hvis nogen skulle tvivle på min karakteristisk af Carlo H Hansen, så må jeg kraftigt anbefale dem at læse, hvad manden selv skriver. Jeg vil mene, at man kun kan blive klogere af at læse hans 'Fysikkens elendighed'.
Carlo H Hansen undrede sig i et læserbrev over, at jeg bare sådan kunne hævde, at den moderne fysik ikke er idealistisk. En ting er naturligvis, at Carlo H Hansens 'argumenter' er fuldstændig utroværdige. Han tror, at bare han slynger fraser som 'mediumløse bølger' ud, så har han bevist, at den moderne fysik er idealistisk.

Idealisme er ikke skældsord
Men ordet 'idealistisk' er ikke et skældsord. Eller burde i det mindste ikke bruges som et skældsord. For en marxist har ordet en betydning. Og idealisme er ikke noget, der handler om detaljer, men om helheder. Hegels filosofi var idealistisk. Det som vi andre ville begrunde i materielle forhold, brugte Hegel til at forklare de materielle forhold. Ikke desto mindre respekterede Marx Hegel så meget, at han i vareafsnittet i Kapitalen kopierede en del af skelettet fra Hegels logik. Nogle detaljer fra Hegels idealistiske filosofi kunne Marx forholdsvis ubesværet omplante til sin materialistiske samfundsteori.
Og så er det jo sådan, at næsten alle forhold i de menneskelige samfund er betingede af økonomiske hensyn af den ene eller anden art. Og videnskabelig forskning er i allerhøjeste grad et samfundsmæssigt forhold. Hvilke fordele ville borgerskabet eller enkelte medlemmer af borgerskabet have af, at de mest fundamentale dele af videnskaben blev forfalskede? For det er jo dybest set dét, som hr Carlo H Hansen mener. Hvilken økonomisk gevinst ville der komme ud af det? Svaret er naturligvis, at der ikke er en sådan gevinst. Hvilket gør hr Carlo H Hansens påstande ganske usandsynlige.
Men lad os tage en enkelt af detaljerne. Det er velkendt, at der forekommer trykbølger i vand, jord og luft. Disse trykbølger -- som vi lidt kortfattet kan regne for lydbølger -- bevæger sig igennem et medium (vand, jord eller luft) . Man kunne faktisk hævde, at lyd af forskellige slags ikke rigtig er noget i sig selv. Der er jo blot tale om bevægelser på stedet i dét medium bølgerne passerer igennem. Og hvor der ikke er noget medium at bevæge sig i, der kommer lydbølgerne ikke længere. Lydbølger vil f eks ikke bevæge sig fra atmosfæren og ud i rummet. Trykbølger kan ikke komme videre uden et medium at bølge i.
Hvis vi positivt ved, at diverse partikler (fotoner, elektroner, kvarker, gluoner, neutriner) ikke har noget medium at bevæge sig igennem, så er de i hvert fald ikke trykbølger. Men der er altså andet i denne verden, der kan beskrives ved hjælp af sinuskurver. Jo, vi ville også i så fald forvente, at der måtte være en (ukendt) underliggende mekanisme. Men det er da vist ingen hemmelighed, at på dét plan kvantefysikken beskriver, der er der ikke en djævel, der aner, hvordan tingene hænger sammen. Jo, den moderne fysik har udviklet en række formler, som forskerne kan foretage udregninger efter. Og så vidt jeg har forstået, så skulle formlerne give de rigtige resultater. Men egentlige forklaringer på hvorfor tingene er som de er, har man vist på det nærmeste opgivet. Kommende generationer af fysikere vil forhåbentlig have fordøjet kvantefysikken så meget, at de vil kunne komme med nogle mere forståelige beskrivelser og troværdige forklaringer.
Og så har stakkels Kjeld Stenum igen blameret sig. Han har ifølge Carlo H Hansen hævdet, at for Einstein var lys ikke bevægelse uden materie, men en bevægelse af materie i en bestemt tiilstandsform, nemlig som energi uden masse.

Problemet er hvilemassen
Problemet er, så vidt jeg kan se, hvilemassen. Carlo H Hansen ved udmærket godt, at hvilemassen er en teoretisk størrelse, som sjældent eller aldrig er identisk med dén masse, som en partikel har. Og for en foton (altså en lyspartikel) er det særlig udpræget, da sådan én simpelt hen ikke kan stå stille.
Den moderne fysik hævder, at en foton altid har en veldefineret masse og at denne masse aldrig er nul. En af de typiske interaktioner er, at en elektron springer indad fra én orbital (bane) i et atom til en anden. Det betyder en forandring i elektronens energi. Energiforskellen udsendes som en foton med en veldefineret masse og rammer muligvis en anden elektron et andet sted i verden, som så får større energi og springer et hak udad i atomet eller eventuelt frigøres helt fra det pågældende atom. Det morsomme her er, at så vidt jeg kan se, så overholder den moderne fysik faktisk Carlo H Hansens krav om, at der ikke må forekomme bevægelse uden masse.
En læser af Dagbladet Arbejderen har fortalt mig, at han finder hele denne diskussion uforståelig og for ham irrelevant. Han sprang altid dette stof over. Hvis der absolut skulle bringes stof om fysik, så ville han ønske, at det ikke skete i form af indforståede læserbreve, men artikler indrettet på at han skulle kunne forstå dem.
Til slut: Carlo H Hansen har bebrejdet mig, at jeg ikke har ænset et af hans læserbreve, som skulle have været et svar på ét af mine læserbreve. Jeg har ikke læst det pågældende læserbrev. Jeg blev gjort opmærksom på det, men dén, der oplyste mig om det, var ikke i stand til at fortælle mig hvilket nummer af Dagbladet Arbejderen, der havde været i. Og jeg var or doven til at finde det frem. Så jo, jeg er skyldig som anklaget.