Afstemningen om overenskomstfornyelsen er i gang, og det må blive et nej herfra. Forliget imødekommer på ingen måde de forventninger og krav, der er rejst

fra Dansk Metal Horsens
Alle de centrale spørgsmål som mindsteløn, feriepenge, forhold for skifteholdsarbejdere, afspadsering af overarbejde og meget andet er slet ikke blevet imødekommet en tøddel. Det er dybt utilfredsstillende; især fordi vi har måtte vente fire år denne gang på en fornyelsen af overenskomsten.
Vi er blevet præsenteret for direkte forringelser hvad angår opblødning af overenskomstens bestemmelser om fleksibel arbejdstid og overarbejde. Samtidig er muligheden for lønstyring blevet genindført ad bagvejene. Det tog ellers lang nok tid og mange krumspring at få det ud af vores overenskomst; nu er den i praksis blevet genindført. Det kan vi ganske enkelt ikke leve med.
Som noget helt nyt er der indført en ekstra straffesanktion i forbindelse med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, hvor man skal arbejde mistede timer ind igen uden tillæg. Det finder vi er en meget uheldig sammenblanding af arbejdsret og overenskomst.
Vi er forpligtigede til at overholde overenskomsten, og hvis man af en eller anden grund alligevel bryder den, har vi et arbejdsretligt system, der i så fald idømmer passende straf som regel i form af en bod. Det er et system der er ganske effektivt, og især når der er tale om arbejdsnedlæggelser tillige ganske hurtigt og konsekvent. Der er ikke den fjerneste grund til, at vi yderligere skal pålægge os selv sanktioner i selve overenskosmetn. Det er et fejlskud.
Vi får at vide, at vi er usolidariske med de unge kvinder, hvis vi ikke stemmer ja denne gang. Anledningen er den centrale barselsfond, der er med til at gøre det lettere for kvinder at undgå udstødning fra arbejdsmarkedet i tilfælde af udsigten til en barsel.
Lad det stå klart: Vi er ikke usolidariske med de unge kvinder. Vi er ikke imod en central barselsfond, vi hilser den velkommen, fordi den løser et problem. Vi mener bare ikke, at en sammenkædning af alle overenskomsterne, der alle som en indeholder en masse skidt og ikke ret meget godt, kan bæres igennem af, at arbejdsgiverne indbyrdes har fundet en måde at dele udgifterne på. Det kunne de have gjort for længst uden at det har noget med overenskomstfornyelsen at gøre. Og de kan lige så vel gøre det, uanset om det denne gang bliver et nej eller ej.
Vi stemmer nej til overenmskomstforliget, fordi det er alt for ringe og ikke imødekommer vore krav på nogen rimelig måde.
Gennemførelsen af vore krav ville betyde, at de lavestlønnede får den største lønfremgang, at der skabes flere job, at belastningen for arbejde på skiftende tider mindskes og så videre. Kort sagt dybt solidariske krav, der kommer alle til gode og de dårligst stillede mest. Det er det, vi forstår ved solidaritet.
Vedtaget på generalforsamling den 30. marts.