Det er umuligt at få arbejde som 57 årig - det bliver måske bedre, når man er 59 år?

af Finn Hjortsberg, Allerød
Man sidder her i sin rare og hyggelige stue, nyder en kop kaffe, ser ud på haven, hvor regnen væder de friske knubskud. Jo, man længes efter foråret!
Så bliver freden forstyret, da det ringer på døren og posten er der, med et anbefalet brev - fra skifteretten.
Gældsaneringen - der nu har ligget stille i to år - kreditorene er atter blevet utålmodige - forståeligt nok.
Skifteretten forlanger, at vi skal give et svar inden for en uge! Det er da ikke rimeligt, for i det offentlige går der måneder, før man behøver at svare.
Min kone har fået at vide, at kommunen venter på svar fra hospitalet - det fik vi allerede for 14 dage siden. Så er det man tænker - hvad sker der?
Hvor er vores muligheder, for at fortælle skifteretten hvad der sker? Medens vi venter på retfærdigheden, skal vi behandles uretfærdigt, vores gældssanering kan ikke viderbehandles før min kones pensionssag er klarlagt.
Reglen er, at man skal have fast arbejde eller pension for at få gældssanering, får vi nu afslag her om en uge i skifteretten, og retfærdigheden giver min kone pension om en måned så er det meget uretfærdigt.
Kommunen har nu endeligt, på opfordring fra Det Sociale Nævn, givet os datoen på hvornår sagen startede, men hvornår forventer man at slutte.
Min kone har lige anket sagen for anden gang, kan man forvente et svar på den - måske?
Jeg har fået pension på en sygdom der hedder socialangst - den er blevet meget værre af dette forløb, og min kone har nu fået tilføjet stærke psykiske mén - mere sygdom end for et år siden.
Jo - vi glæder os til foråret, men vi vil gerne ud i det, ud i den varme sol, men udsigten er nok at vi bliver kørt psykisk ned af denne sag og man så kan se sommeren passere fra et hospitalsvindue.
Jo det er i Danmark vi lever i og ikke i Rusland, det må vi huske på! Vi lever trods alt i en verden, der tager hensyn til de menneskelige værdier.
I denne sag drejer det sig om, at min kone skal opereres i begge arme - med ventetid og optræning - så hun er i stand til at gå med krykker, formodentlig det meste af et år.
Hun skal herefter have opereret begge knæ, et af gangen og det kan vel også tage et år og resultatet er der ingen der tør spå om.
At tænke sig min kone fylder 57 år den 16. juni, og hun har tilmeldt sig efterlønsordningen, således at hun går på efterløn 16. juni 2007.
Vi glæder os til og håber at det kan gå godt med dette forløb, men det er ikke sjovt at se frem til, at min kone skal på jobtræning på Reva-Trollesbro i år 2006, men det siger loven jo, at det kan man forlange.
Det kan undrer at man tænker sådan, fordi det står i loven, føler man det også sådan?
Det er umuligt at få arbejde som 57 årig - det bliver måske bedre, når man er 59 år?
Derfor er det en rar fornemmelse at tænke på, at cirka tre til fire måneder efter at man er færdig med jobtræning, kan man tage sagen i egen hånd og melde sig på efterlønsordningen - den gælder stadig i Allerød Kommune - eller gør den?
Socialangst eller angsten for afdelingen for Social Service og Arbejdsmarked?