I modstrid med virkeligheden påstod Bush, at flere lande øger deres engagement i Irak
af Sven-Erik Simonsen
Natten til i går holdt præsident Bush en tv-transmitteret pressekonference, som blev indledt med en 'mini-tale til nationen'.
Bush er voldsomt presset i Irak og han styrtdykker i meningsmålingerne.
Dele af Irak er nu ikke er kontrolleret af besættelsesstyrkerne. For en måned siden førte Bush i meningsmålingerne over sin Demokratiske udfordrer John Kerry. I dag står Kerry til 50 procent af stemmerne ved præsidentvalget til november mens Bush kun får 43 procent.
Talen og pressemødet var derfor præsidentens forsøg på at indgyde vælgerne tillid:
* Bush er klar til at sende flere tropper til Irak.
* USA bliver i Irak 'så længe det er nødvendigt'.
* Bush vil have en ny resolution fra FN, blandt andet for at beholde de spanske soldater i Irak.
* Bush vil have NATO som kollektiv alliance med i besættelsen af Irak. * Bush er skuffet over forsøget på at træne irakiske militær-enheder'.
Den amerikanske øverstkommanderende i Irak, general Abizaid, kan få de tropper, som han beder om:
- Det er op til general Abizaid, og han har klart sagt, at han måske ønsker flere flere tropper. Hvis det er det han ønsker, så er det det han får.
Umiddelbart efter dette løfte til den trængte militærchef i Irak lovede Bush, at styrkerne bliver i Irak så længe det er nødvendigt.
Det har været en del af USA plan at uddanne titusinder af irakiske politifolk og soldater, og gradvist overdrage opgaven med at kontrollere landet til de irakiske styrker.
Men irakiske enheder har i afgørende situationer nægtet at kæmpe mod deres landsmænd.
- Jeg blev skuffet over nogle af disse soldaters optræden. Nogle enheder optrådte fornemt; nogle af dem ikke, og vi må finde ud af hvorfor, lød det fra Buah.
På trods af at flere lande overvejer at trække deres tropper hjem fra Irak, og hjælpeorganisationer flygter bort, påstod Bush, at 'lande og internationale institutioner øger deres ansvar for opbygningen af et frit og sikkert Irak'.
Bush ønsker at NATO som institution skal overtage ansvaret for det område, som en polsk militærstyrke i dag står for. Hvis det lykkes vil Bush kunne påstå, at alle 26 medlemslande i NATO står bag besættelsen af Irak.
Bush ønsker, at FN's Sikkerhedsråd vedtager en ny resolution om Irak. Det er åbenlyst et forsøg på at holde fast på den skrøbelige opbakning til besættelsen. Det gælder ikke mindst Spanien, hvis nye regeringsleder har lovet at trække de spanske soldater hjem, 'medmindre FN overtager ansvaret i Irak'. Det er sådan Bush vil have det til at se ud.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278