Med udmeldingen om at det er sandsynligt, at der opnås enighed om EU-grundloven under det irske formandskab, sættes en altoverskyggende dagsorden for valget til EU-parlamentet

af Karina Rohr Sørensen, 28 år, socialrådgiver ved Københavns Kommune, kandidat for Folkebevægelsens Liste N til EU-parlamentsvalget 13. juni, medlem af DKP/ML's landsledelse.

Alle forestiller sig, at den kommende EU-grundlov kommer til at være stort set som EU-konventets forslag. At dette er det mest sandsynlige, bliver ikke mindst klart når man ser på, hvad der fik forhandlingerne under det italienske formandskab til at bryde sammen.
EU-eliten var - og er - enige om langt det meste af indholdet i forfatningsudkastet: Der stilles ikke spørgsmålstegn ved at EU skal være en selvstændig global aktør, der uden landenes indblanding skal forhandle internationale aftaler, eller ved at EU-lovgivning skal stå over medlemslandenes lovgivning.

Enighed om de store linier
Der er enighed om at benytte såkaldt 'delt kompetence' på en lang række områder, som for eksempel miljøområdet og social- og arbejdsmarkedspolitikken. Delt kompetence er et nyt begreb, der kort fortalt betyder, at landene selvstændigt kan lave love og regler på et område, lige indtil EU laver regler på samme område. Så bortfalder de nationale regler, og EU's gælder i stedet.
Og der er enighed om at opbygge en stærk EU-hær, der kan forsvare egne værdier, politiske og økonomiske interesser overalt i verden.
Det eneste der for alvor var uenighed om, var fordelingen af magt, mellem de store og de mellemstore lande. Dette magtspørgsmål er nu ved at blive afklaret, og resultatet tegner sig tydeligt i horisonten: Der kommer en EU-grundlov, der er et afgørende opgør med landenes ret til selv at bestemme.
At vinde et nej til forfatningen vil være en kæmpesejr for unionsmodstanden, tilsvarende vil et ja være næsten ubærligt.

Godt valg er afgørende
Hvad skal der til for at skabe et nej? Erfaringerne fra euro-afstemningen viser, at når vi bygger en bred alliance med såvel skeptikere som modstandere, når vi tydeliggør konsekvenserne for velfærd og folkestyre - og peger på de alternativer der er til EU-ensretningen, så kan vi skabe et nej.
Dette forudsætter naturligvis at unionsmodstanden som udgangspunkt står godt rustet til kampen, og det er her parlamentsvalget kommer ind: Får den konsekvente unionsmodstand et godt valg 13. juni, vil der være masser af energi, entusiasme og ikke mindst en rimelig økonomi - som sikrer at vi kan gå ud og tage kampen op, er det modsatte tilfældet er udsigterne dystre.
Valget 13. juni bliver afgørende... I Folkebevægelsen håber vi, at mange vil være med til at starte kampen for et nej med en stemme på Liste N.