Lørdag den 27. marts rejste jeg til Madrid via Tirstrup og Kastrup. I betragtning af, at det kun var godt uger efter de grusomme attentater i Madrid, forventede jeg skærpet sikkerhed. Ogsaa fordi EU og andre i de sidste to uger har mødtes med netop dette tema paa dagsordenen

af Sven Tarp, DKP/ML
Men ak! Faktisk oplevede jeg færre sikkerhedforanstaltninger i forhold til min sidste rejse til Madrid.
Problem 1: I Tirstrup fik jeg mine boardingpas udleveret alene mod fremvisning af billet. Da jeg spurgte, om de som andre gange ville se mit pas, var svaret negativt. På en måde kom jeg faktisk hele vejen igennem til Spanien uden at identificere mig. Jeg kunne med andre ord have været hvem som helst, for eksempel en kendt terrorist.
Problem 2: I Tirstrup blev min håndbagage som altid kontrolleret, før jeg fik adgang til afgangshallen og flyet. Så langt så godt. Men da jeg kom til Kastrup, var fremvisning af boardingpas tilstrækkeligt til, at de lukkede mig ind. Min håndbagage blev ikke kontrolleret, selv om jeg i mellemtiden havde været uden for sikkerhedszonen. Jeg kunne med andre ord have taget en pistol eller bombe med mig ind i afgangshallen og flyet, hvis det var det jeg ønskede.
Tilbage står spørgsmålet om, hvem den meget omdiskuterede sikkerhed egentligt gavner, og hvem den er rettet imod.
Som flyrejsende har man naturligvis intet imod sikkerhedsforanstaltninger, der kan stoppe terroristiske galninge i deres forehavende. Mine rejseerfaringer tyder dog på, at det ikke først og fremmest er det, der er formålet med talen om skærpet sikkerhed. Det er øjensynlig ikke almindelige mennesker, der skal beskyttes.
Hvad er målet så? At skærpe overvågningen af ganske almindelige mennesker og proppe os i flere og flere registre? Noget tyder på det. Men hvem gavner det?