Dem der indtager denne skeptiske og holdning har ikke forstået, hvilken enorm positiv rolle Cuba spiller i den tredje verden.

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Cubanerne besluttede at stå fast og bevare deres socialistiske samfund dengang omkring 1990, da den socialistiske lejr - Østeuropa og Sovjetunionen - brød sammen. Cubanerne oplevede et økonomisk styrtdyk i de følgende tre år, men har siden 1994 sejt og stabilt arbejdet sig opad igen.
De valgte at holde fast ved de kollektive værdier. Individualisering, privatisering og liberalisering præger udviklingen i det meste af verden i dag og går hånd i hånd med en voldsom vækst i arbejdsløshed, fattigdom, sult, hjemløshed, analfabetisme og andre sociale katastrofer.
I dag kan både vi og cubanerne konkludere, at det ikke kun var moralsk og politisk godt klaret. Det var også økonomisk og socialt klogt og rigtigt.
'Cuba forsvarer verdens håb', var engang en parole under et solidaritetsmøde i Havanna. Det er sandt, og set i det lys er det en pligt at forsvare Cuba for socialister og kommunister samt alle andre der af et ærligt hjerte bekymrer sig om at den ene halvdel af Verdens folk lever et liv i elendighed og håbløshed.
Jeg synes det er politisk skuffende, at så få fra Enhedslisten og SF og Socialdemokratiet tager aktivt del i solidaritetsarbejdet med Cuba. At så mange i stedet for aktiv solidaritet vælger at pege fingre ad dette eller hint i Cuba: Er der nu også demokrati i Cuba? Overtræder de ikke menneskerettighederne? Cuba har vist ikke realiseret det socialistiske paradis, som vi drømmer om og så videre...
Dem der indtager denne skeptiske og holdning har ikke forstået, hvilken enorm positiv rolle Cuba spiller i den tredje verden, i Latinamerika, blandt undertrykte mennesker, for den antiimperialistiske kamp og for den revolutionære kamp.
Det studie burde flere fordybe sig ydmygt i. Jeg tror det ville føre til at mange drog den konklusion, at solidaritet med Cuba er en pligt, fordi det ville være et enormt kollektivt tab, hvis Cuba bliver knækket.

Aggressioner fra USA
USA's regering og de eksilcubanske kredse i USA drømte i 1990 om at socialismen i Cuba stod for fald.
De er blevet skuffet gang på gang. På trods af alle deres økonomiske, politiske og militære ressourcer har de ikke været i stand til at knække cubanerne.
Med Bush i Det Hvide Hus har vi imidlertid set de mest aggressive forsøg på at undergrave det cubanske samfund.
Bush har udpeget Cuba som en såkaldt slyngelstat, han anklager Cuba for at støtte terrorisme, og påstår, at Cuba udvikler biologiske våben. Bush-regeringen med dens doktrin om forebyggende krige har Cuba højt på listen over lande, som skal bankes på plads - koste hvad det vil.
Hvis 2003 var et svært år for Cuba, er der imidlertid al mulig grund til at forvente, at 2004 bliver endnu sværere. Det er valgår og traditionelt tilspidser USA's fjendtlighed over for Cuba i valgår.
I valgåret 1992 vedtog USA Torricelli-loven, som var en alvorlig stramning af blokaden. I i valgåret 1996 vedtog USA Helms-Burton loven, som tvang blokaden mod Cuba ned over det internationale samfund og hvormed USA gav sig selv ret til at støtte oppositionen på Cuba, og lave det cubanske samfund om.
Med sine milliarder af dollars har den eksilcubanske mafia stor indflydelse på amerikansk politik. Særligt i valgår har de mulighed for at slå til og afpresse præsidentkandidater, som skal bruge enorme summer til valgkampen - sådan er USA's 'demokrati' og bagefter fanger bordet, ellers kan det gå præsidenten som det gik Kennedy i 1963. (Meget tyder på, at J. F. Kennedy blev myrdet af eksilcubanere som straf for at han ikke ville sætte USA's militær ind for at forhindre nederlaget under invasionen i Svinebugten i april 1961.)
EU har aldrig stillet op til forsvar for Cubas rettigheder - man har spillet et dobbeltspil, som betød at europæisk erhvervsliv kunne boltre sig lidt på Cuba uden at være udsat for konkurrence fra USA's side, men grundlæggende set har man haft samme målsætning som USA; nemlig at undergrave og ødelægge den socialistiske revolution i Cuba.
Det har blandt andet vist sig gennem den såkaldte 'fælles holdning' som EU har vedtaget i forhold til Cuba. Den betyder, at EU ikke vil indgå en samarbejdsaftale med Cuba og ikke vil støtte investeringer og handel med landet medmindre Cuba foretager et systemskifte i retning af markedsøkonomi og borgerligt demokrati med flere partier.

EU bag sanktioner
I 2003 har vi oplevet, at EU er gået så langt som til at indføre sanktioner mod Cuba. Diplomatiske sanktioner og man har åbent erklæret, at man vil støtte oppositionen i Cuba - den har fået adgang til de europæiske ambassader i Havanna og adgang til politisk og økonomisk støtte herfra.
Cubas svar har været klar og prompte. Cuba har stoppet samarbejdet med ambassader, som i strid med Wiener-konventionen om diplomatisk virksomhed blander sig i landets interne forhold. I sin tale den 26. juli 2003 afslørede Fidel Castro EU's dobbeltspil, og fortalte i tydelige vendinger, at EU kunne beholde sin ubetydelige økonomiske støtte når den var forbundet med politiske betingelser - betingelser, som ethvert land med respekt for sig selv ville afvise.
Der er kun gradsforskelle mellem USA's og EU's Cuba-politik. Og Danmark ligger på EU's højrefløj, hvilket jo ikke kan forbavse i lyset af regeringens følgagtighed over for Bush's USA.
På trods af landets økonomiske vanskeligheder og det politiske pres, har Cuba fastholdt sin praktiske solidaritet med fattige lande i verden og fastholdt en høj profil i international politik. Altid har Cuba - ofte i karakter af Fidel Castro - talt USA og den nyliberale verdensorden midt imod i FN og andre internationale fora.

Respekt om Cuba
Cuba har flere læger udsendt til fattige lande end samtlige læger udsendt af FN's sundhedsorganisation WHO. Samtidig med at der er knaphed på materialer i det cubanske skolevæsen beslutter cubanerne at sende titusindvis af bøger til Venezuela for at støtte en alfabetiseringskampagne, og så videre.
Derfor står der også respekt om Cuba blandt mennesker i verden. Der er solidaritet, nysgerrighed og interesse. Mange mennesker ønsker at opleve Cuba.
Cuba har oplyst, at antallet af turister i 2003 var 1, 9 millioner - en stigning på 12 procent i forhold til året.
6200 danskere besøgte Cuba sidste år. Det er en stigning fra cirka 5000 og altså en vækst på omkring 25 procent.
Der findes snart ikke en dansker, som ikke kender, er i familie med eller i det mindste har hørt om en, der har været i Cuba. En som er vendt glad hjem fra Cuba, og som i et eller andet omfang er blevet et vidne på dette samfunds vidunderlige sider og naturligvis også en række mangler og svagheder. Men de fleste vil have draget den konklusion at USA's blokade er uretfærdig og at cubanerne har ret til selv at bestemme i deres land.
Cuba repræsenterer et særdeles attraktivt alternativ til den militariserede, nyliberale samfundsform, som koster så mange liv og så meget lykke og velfærd i resten af verden. Cuba viser i praksis at socialisme er fremtidens samfundsform.
Det må vi stå sammen om at forsvare.

Dansk-Cubansk Forening holder sin årlige generalforsamling på lørdag den 27. marts klokken 14 i Medborgerhuset, Kapelvej 44, København N.