01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Højredrejning i SF

Højredrejning i SF

Onsdag, 24. marts, 2004, 00:00:00

Helt banalt kan man konstatere, at verden har forandret sig i løbet af de sidste 20-30 år. Den er undergået forandringer, som de nederste i samfundene nødvendigvis må tage i betragtning - hvis en mere retfærdig fordeling af menneskehedens frembringelser hen ad vejen skal realiseres

af Carsten Korsar, Risskov
Men et forhold er ikke ændret: Modsætningen mellem arbejde og kapital! Bare spørg de fyrede fra Flextronics i Pandrup, Nordjylland, eller slagteriarbejderne i Aalborg. Derfor er det med dyb undren og hovedrysten jeg iagttager SF's opportunistiske højredrejning og parlamentsfiksering.
Jeg erindrer en ung, forvorpen socialist med runde briller og viltert hår fra Århus, som i Socialistisk Dagblad for cirka 25 år siden diskuterede revolutionsteori med blandt andet Børge Trolle. Kun med anstrengelse af al min fantasi kan jeg genkende Holger K. Nielsen, arvtageren efter Aksel Larsen og Gert Petersen, der begge blev brugt som skræmmebilleder overfor borgerskabets små børn ved sengetid. Om et par årtier vil de blive fremstillet som visionære frihedshelte.
Og i begyndelsen af marts kunne jeg så på DR's P1 høre fru Margrethe Auken fra den kendte politiske slægt nedgøre de politiske græsrødder, som hun hævdede var usynlige.
Udsigten fra Christiansborg er tilsyneladende begrænset. Beklageligvis vil panoramavinduer nok ikke gøre den bedre. Margrethe Auken ser nemlig verden gennem en linse og på en skærm. Og eventuelt i debatspalterne. Her syner græsrødderne rigtigt nok ikke alverden. Det er end ikke faldet hende ind, at det måske skyldes journalisters og debatredaktørers (bevidste?) valg. Således er det lykkedes for åndsaristokraten at tømme sig for ildelugtende substanser i hovedet på de politiske græsrødder. Det takker vi allerunderdanigst for, Margrethe Auken!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp