20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løn og arbejdsforhold forringes

Løn og arbejdsforhold forringes

Lørdag, 20. marts, 2004, 00:00:00

Med østudvidelsen den 1. maj i år kan personer fra østeuropæiske lande frit komme til Danmark og tage arbejde. Vi kan ikke sikre, at de ikke udnyttes som billig arbejdskraft og kommer til at arbejde og leve under usle og nedværdigende forhold.

af Kit Aastrup, 53 år, socialrådgiver, ansat i en patientforening og en fagforening, kandidat for Folkebevægelsens Liste N, formand for Arbejdere-Akademikere og medlem af Enhedslisten.

Det er en opgave for fagbevægelsen at opretholde overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, men allerede inden udvidelsen med de ti østeuropæiske lande, er det meget svært for SiD og fagforeningerne indenfor byggefagene, at sikre den udenlandske arbejdskraft mod udnyttelse og underbetaling.
Drømmen om, at vi alle frit kan rejse rundt og slå os ned og arbejde, hvor vi har lyst, kan ikke gå i opfyldelse så længe fattigdom, sult og arbejdsløshed tvinger mennesker til at søge arbejde langt hjemmefra. Så længe de økonomiske og sociale problemer i de fattige europæiske lande ikke er løst, kan personers fri bevægelighed i Europa kun føre til nød og elendighed.

Billig arbejdskraft
For nogle dage siden sad der fire tiggere på Strøget i Århus, trætte og opgivende med en plastikskål foran sig. De var vist nok fra Slovenien og var kommet hertil for at søge arbejde. Skal tiggere fra Østeuropa i fremtiden være en del af gadebilledet?
Tyskland har indført syv års stop for indvandring i forventning om, at omlægningen af økonomien i de nye medlemslande bliver vanskelig. Det polske landbrug, hvor en stor del af befolkningen er beskæftiget, vil ikke kunne klare sig. Det vil betyde massearbejdsløshed og mange mennesker, der desperat forsøger at finde arbejde i andre lande.
EU's indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital gavner arbejdsgivere, der blæser på overenskomster og aftaler, og som med indlemmelsen af de ti østeuropæiske lande, vil få en uendelig mængde billig arbejdskraft til rådighed.

Farvel til EU
Den midlertidige løsning kunne selvfølgelig være, at Danmark også indfører indvandrerstop, men medlemskabet af EU medfører så mange andre problemer også, at vi hellere skulle forlade foretagendet. Der er mulighed for at genindtræde i EFTA og nøjes med et frihandelssamarbejde. Det vil være i overensstemmelse med befolkningens ønsker om samarbejde og gode handelsforbindelser, men uden overstatslig styring.
Den europæiske forbundsstat, som vil være en realitet, hvis udkastet til EU-forfatningen vedtages, vil være en katastrofe for os. Det velfærdssamfund, der er opbygget siden Anden Verdenskrig, vil falde fra hinanden - og der vil kun være murbrokker tilbage, som når en bulldozer har kørt igennem et hus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2004 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp