Hvorfor har Danmark stadig værnepligt? Hvorfor beholder vi denne gamle tradition? Jeg ved godt at dette emne er nærmest uddebatteret, men tillad mig at tilføre debatten en ekstra dimension.
af Frederik Schmidt, studerende på Haderslev Handelsskole
Jeg er netop blevet indkaldt, og den følelse man får, når man modtager brevet er ubeskriveligt. Det man bedst kan sammenligne det med, er vel hvordan en person der lige er blevet dømt til fængsel må føle. Med et slag er dit liv forsvundet. Din frihed er væk, og du bliver tvunget til at tilbringe ni måneder et sted som du ikke vil være, og der er absolut intet du kan gøre ved det.
Jeg kan simpelthen ikke se forskellen på værnepligt og fængsel. For hvori ligger forskellen? Du skal være til stede fem dage om ugen, og i disse dage skal du gøre hvad du får besked på. Det svarer stort set til et åbent fængsel.
Hvorfor tvinger man alle raske mænd igennem dette? Selvfølgelig skal de der gerne vil ind til militæret have mulighed for det, men hvad med os andre? Hvorfor skal vi straffes for at være raske? Hvad har vi gjort forkert? Er det en fejl at være fysisk normal?
Værnepligten får mig til at ønske at jeg havde en eller anden sygdom, så jeg kunne slippe for at komme ind. Men inderst inde ved jeg, at jeg aldrig slipper for at 'tjene' Danmark.
Selve princippet med værnepligten er fuldstændig forældet. Jeg vil kunne gøre langt mere for Danmark, ved at fortsætte ad den sti, jeg ellers ville have fulgt. Jeg ville studere videre lige efter handelsskolen, men nu kan det være at der går to år før jeg får chancen.
Jeg forstår det ikke, siger regeringen ellers ikke altid, at de unge skal undgå et sabbatår? Det må jo så kun gælde for pigerne, for I tvinger jo os andre til at spilde et år.
Den 2. april er dagen hvor jeg skal til session. Det er dagen hvor nogen mennesker der ikke kender mig, skal afgøre hvordan jeg skal tilbringe mindst ni måneder af mit liv. Hvad kan man gøre? Intet som helst! Ja ja du kan da bare være nægter. Nej for der går flere år, før man kommer ind til nægtertjeneste. Det betyder sådan set at der går flere år, før man kan begynde at studere.
Vores regering har netop foreslået at man sætter værnepligtstiden ned til tre måneder. Det synes jeg heller ikke giver nogen mening. For alle jeg kender, der har været inde, siger, at det er umuligt at uddanne en soldat på tre måneder.
For mig er det et fedt om det er tre eller ni måneder. Din frihed bliver stadig taget fra dig, og der vil alligevel gå et år før jeg kan begynde på min videregående uddannelse. For på den uddannelse der interesserer mig, optager de kun elever én gang om året.
Jeg er netop nu i gang med andet år på et HHX forløb på handelsskolen. På nuværende tidspunkt har jeg et karaktergennemsnit på 9,8. Jeg vil gerne videre med mit liv, men den danske grundlov forhindre mig i det.
Hvorfor skal man straffes for at være normal? Afskaf værnepligten!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278