hvad det her handler om er, at Sikkerhedsrådet vedtager en resolution, der stempler ETA, længe inden der foreligger skyggen af bevis på, hvem der har gjort hvad

af Kjeld Stenum
Temmelig hurtigt efter de blodige terrorbombninger af spanske tog vedtog FN's sikkerhedsråd, at det var ETA, der stod bag. Nu skal jeg ikke her forsvare ETA. ETA startede ganske vist som en oprørsbevægelse imod Franco- regimet, men har siden bedrevet en del skidt.
Og dets isolation og krise i dag er nok for en stor del selvforskyldt. Nej, hvad det her handler om er, at Sikkerhedsrådet vedtager en resolution, der stempler ETA, længe inden der foreligger skyggen af bevis på, hvem der har gjort hvad. FN's Sikkerhedsråd er ikke et hvilket som helst organ. FN burde om nogen være retfærdighedens vogter på denne jord.
På baggrund af 11. September-terroren i USA har de mest magtfulde dele af verdenssamfundet lige siden udkæmpet krige i Afghanistan og Irak, man har afsat regeringer og dræbt for det første mange gange flere mennesker, end der blev dræbt i New York, for det andet var de allerfleste af disse mennesker sagesløse.
Mod hvor mange af de ulovligt indespærrede Guantanamo-fanger bliver der nogensinde rejst konkrete anklager ved legale domstole? Det drejer sig ikke om straf for begåede forbrydelser, det drejer sig ikke engang om at finde de rigtige forbrydere, det drejer sig om hævn, om at komme af med den mest subjektive hævnfølelse. Man giver sig den mest bundløse subjektivitet i vold.
Retssamfundet er i vild opløsning. For et par uger siden så vi på DR2-tvs udsendelse Debatten blandt andre den garvede demokrat og antiracist Arne Melchior gennemhegle en ung muslimsk kvinde med palæstinensisk baggrund, fordi hun prøvede at bringe lidt proportioner ind i diskussionen om forbrydelse (selvmordsbomber) og straf (blandt meget andet den israelske mur) i den palæstinensisk-israelske konflikt.
Selvmordsbomberne var hjernevaskede unge mennesker uden ret til at blive taget alvorligt, belærte Arne Melchior - iøvrigt efter ret brutalt at have taget ordet ud af munden på den unge kvinde, hvilket han langtfra var den eneste, der gjorde.
Moralen var, at overfor den slags var israelerne nødt til og havde også ret til at anvende barske midler. Den unge kvinde var retfærdigvis ikke helt ene om at forsvare palæstinensernes sag. Men ikke en anfægtede, at hendes forsøg på at diskutere proportioner i forbrydelse og straf var irrelevant. Der er tilsyneladende almindelig enighed i den offentlige mening om, at i krig mod terror er lidt af hvert tilladt.
Vi lytter ikke længere til vores egen retsfølelse. Og det er meget bekymrende. Vi er på vej ind i en voldsspiral som i de patriarkalske blodfejders tid, og vi skubber aktivt udviklingen i den retning. Sådanne voldsspiraler kunne nogenlunde gå an, hvis der bare havde været tale om slægts- eller klanfejder som i gamle dage, eller om rockerkrige mellem Hells Angels og Bandidos.
Så var der måske råd til at lade parterne slås længe nok med hinanden til, at de gennem egen blodig erfaring kunne lære, hvad retfærdighed er. Men når det er verdens største supermagter, de største mellemfolkelige organisationer, eller for den sags skyld bare vores danske demokratiske offentlige debat, vi taler om, så handler det ikke om fejder, så handler det om krig.
Vi kan godt undgå krig. Vejen til at undgå krig hedder retfærdighed. Vi ved godt, hvad retfærdighed er. I de gamle patriarkalske samfund lærte man efter århundreders spildt blod at veje sin hævn, sådan at voldsspiralen blev brudt.
For naturligvis måtte man hævne sig, hvis der blev øvet uret mod en. Det havde man ligefrem pligt til. Ellers fik uretten jo aldrig ende. Men man lærte efterhånden, at man kun måtte tage øje for øje, og kun tand for tand. Den, som øvede uret, fik en kraftig grund til at lade være, men fik samtidig ingen grund til at hævne sig yderligere.
Det er mange, mange år siden, menneskene lærte denne retfærdighedens grundligning. Den tidligst kendte nedskrivning af den finder vi i babylonerkongen Hammurabis knapt 4.000 år gamle lov. Men Arne Melchior burde absolut også kende det, for det står også i Moseloven.
Ja, vel kender Arne Melchior da Moseloven! Han ved, at det netop handler om straffens proportioner i forhold til forbrydelsen, når vi skal få retfærdighedens grundligning til at stemme.
Det er netop relevant, at israelernes 'straffe' medfører, at de palæstinensiske tabstal i konflikten langt overgår de israelske, det er netop relevant, at straffemuren afskærer palæstinensernes adgang til drikkevand, det er netop relevant, at 40 procent af palæstinenserne i dag ligefrem sulter, mens du stadig kan købe masser af israelsk frugt og grønt i Netto!
Det er ikke øje for øje og tand for tand, Arne Melchior. Det er ti øjne for hvert øje og ti tænder for hver tand.
Det er ikke ligemeget. Lad os blot undlade diskussionen om, hvorvidt israelerne overhovedet har ret til at opkaste sig til straffende myndighed, selvom det i sig selv er en diskussion værd. For den straffende myndighed, der tager bare to tænder for hver tand, er nøjagtig lige så stor forbryder som det menneske, der har knækket en andens tand. Tager myndigheden tre, er myndigheden den største forbryder. At rette hævn mod denne myndighed er ikke forbrydelse, men ret.
I dag er vi ligefrem tilbøjelige til at se Hammurabis retfærdigheds-princip som både hårdt og barbarisk. Men det er, fordi vi lever i samfund, der ikke er retfærdige. Øje for øje er stadig kernen i, hvad vi forstår ved retfærdighed.
Men den, der begår en forbrydelse i vores samfund, er ofte godt i gang med at betale prisen, før forbrydelsen overhovedet iværksættes. Der kan ligefrem være et element af retsudøvelse i forbrydelser i uretfærdige samfund. Er forbryderen først offer for det samfund, vedkommende forbryder sig imod, skal forbrydelsens lodder fordeles i begge retfærdighedens vægtskåle.
Derfor bliver allerede den straf, der er lige så stor som forbrydelsen, til uret. Sådan noget 'ved' vores retfærdighedssans godt. Det ved Arne Melchior også. Og præsident Bush og FN's Sikkerhedsråd. Når de skider på retfærdigheden, er det fordi deres ærinde ikke er fredens.